Du kender mantraet. Du har hørt det så ofte , at du næsten er træt af at gentage det. Gode råvarer. For pokker da. Gode råvarer. Sæsonens, selvfølgelig.
Ingen asparges i august, ingen tomater i januar. Rødspætter, der er skønnest, når skoven er grønnest. Muslinger, der ikke er sandede i kølige måneder. Alt, hvad der kan plukkes, nej undskyld, sankes i naturen, svampe, man selv plukker (og instagrammer i sin lille kurv), og grøntsager, som en flink biodynamisk bonde har dyrket, som er godt fyldt med jord, når man får dem leveret, så man virkelig husker, at vi alle sammen kommer af og skal blive til jord.
Sådan har det lydt det sidste årti, næsten to. Meyer har prædiket i kogebøger og på tv. Redzepi via Noma. Man har ikke kunnet åbne en avis, et blad eller en hjemmeside med opskrifter, uden at det væltede ud: Spis kun lokale råvarer, og kun når de er i sæson.
Men der har sneget sig noget ind på hylderne på restauranter og vinbarer, som er helt anderledes. Langtidsholdbart. Uden sæson. Mellem tallerkner med kål, blomsterdækkede fisk, pureer og skum har der de sidste tre-fire år listet sig dåser ind. Konservesdåser. Især med fisk.
