Jeg kan huske min første togtur ind til København, efter jeg var blevet optaget på Det Kongelige Teater. Jeg var 13 år og havde taget min fineste blazer og slips på. Jeg kom ind ad en stor guldport, og jeg tænkte: »Okay. Det er i det her kongerige, vi fortæller de store fortællinger«.
De store fortællinger har altid fascineret mig. Jeg er vokset op på en gård med heste, skov og vand. Der var fyldt med magi, og jeg elskede det. Som barn længtes jeg efter det eventyrlige liv. Jeg drømte om at blive musketer. Jeg ville fægte og ride og blive ridder ved den franske dronnings hof.
Jeg ville være opdagelsesrejsende og se hele verden. Og det er jo det, som teater netop kan: give adgang til hele verden. Til eventyr.
Mit første minde fra teaterscenen er fra, da jeg lige var startet og fik en rolle i ’Romeo og Julie’. Jeg så op til de ældre dansere, som jeg havde set elske, kæmpe og dø på scenen. De var mine helte. Nu skulle jeg selv danse med en stor danser fra USA, der havde rollen som Romeo.
