Da jeg forleden spurgte en tidligere medarbejder fra den nu lukkede skateboardbutik Streetmachine, hvad der gjorde stedet unikt, citerede han fra Dan Turèlls ’Mit gamle stamværtshus’. Ikke ordret, men frit efter hukommelsen:
På mit gamle stamværtshus var der fire tjenere ... og tre af dem var der altid ... den der havde vagten, den der lige havde haft den, og den der skulle have den næste ... og den fjerde og sidste, der havde fridag, kikkede ofte ind forbi for lige at tjekke.
De, der i ny og næ lagde vejen forbi Kronprinsensgade i Indre By til en snak og lidt rabat, ved præcis, hvad han mener. Jovist, et eller andet sted i København sad ejeren og betalte butikkens regninger, men det var tidens skiftende hold af skateboardere bag disken, der fastholdt Streetmachine som institution i byen. Da butikken i efteråret lukkede, mistede den københavnske skateboardscene et samlingspunkt, og nogle vil sige, at Kronprinsensgade mistede sjæl.
Jeg bliver stadig ramt af nostalgi, når jeg i dag møder en bestemt blanding af plastik og lim. Det er duften af skateboardbutikker og nye varer fra USA. Af glinsende klistermærker og det tynde lag plastik, der omkranser nye skateboards. De perfekt formspændte brædder opbygget af syv lag canadisk ahorntræ med et lille knæk i hver ende og konkav langs midten. Der er mindst lige så mange processer i at formspænde et skateboard, der bliver solgt for 599 kroner, som der er i at lave skallen til Arne Jacobsens Syver-stol.
