Kasper Hjulmand er ikke længere træner i tyske Leverkusen. Bundesligaklubben har således besluttet sig for at ansætte Carles Martinez som ny træner, lyder det på tyskernes hjemmeside.
Dermed er den tidligere danske landstræner færdig i Leverkusen efter blot enkelt sæson.
»Først og fremmest vil vi gerne takke Kasper Hjulmand for hans arbejde og engagement i den forgangne sæson. Med kvalifikationen til semifinalen i DFB Pokal og ottendedelsfinalen i Champions League blev der sat vigtige aftryk, selv om de sportslige mål ikke blev opfyldt fuldt ud. Vi ønsker ham alt det bedste fremover, både professionelt og personligt«, siger Werner Wenning, der er formand i Leverkusen.
Leverkusen måtte i Bundesligaen nøjes med en sjetteplads, og det har altså ikke været tilstrækkeligt for klubben, der i 2023/24-sæsonen vandt det tyske mesterskab og brød mange års Bayern München-dominans med Xabi Alonso ved roret.
Kasper Hjulmand udtaler sig ikke i Leverkusens nyhed om trænerskiftet og er i øvrigt kun nævnt to gange i teksten, der hovedsageligt handler om danskerens efterfølger, spanske Carles Martinez, der senest har været i franske Toulouse.
Hjulmand overtog trænerjobbet i Leverkusen i september sidste år, efter at klubben havde smidt hollandske Erik ten Hag på porten. Jobbet var hans første trænerjob, siden han efter EM i 2024 stoppede som landstræner for Danmark. Tidligere i karrieren har Kasper Hjulmand været træner i Lyngby Boldklub, FC Nordsjælland og tyske Mainz.
Ritzau
fortsæt med at læse




























