Der er allerede godt fyldt ved den lange smalle træbar på Café Intime. De 28 varmegrader udenfor får hverken stamgæster eller førstegangsbesøgende til at blive væk fra de plyssede dybrøde lokaler i den dyre ende af Frederiksberg denne tirsdag eftermiddag. Ved bordene sidder en ældre svensk mand og unge mennesker og drikker fadøl, og oppe i baren sidder tre stamgæster fra vidt forskellige generationer.
En af dem er kommet her, siden hun for 20 år siden manglede et sted at gå hen og drikke øl i fred som heterokvinde, en anden, fordi han har haft »svært at finde et sted med et ordentligt flygel og en forkærlighed for franske toner« i København, og en tredje, en ældre herre, har siddet på barstolene siden 70’erne, fordi han har brug for selskab, da de fleste mennesker, han kender, er døde.
Intime har altid været et fristed, en lille lomme, hvor man kan gå hen og være sig selv. Det er det stadig. Men publikum har ændret sig med tiden.
For selv om Intime, der i år kan fejre 100-års fødselsdag, aldrig har været et »traditionelt homoværtshus«, som ejeren af Café Intime, Lars Leth, siger«, var det i praksis sådan, det blev brugt tidligere. Men gennem tiden er stedet i højere grad blevet fyldt med folk i alle aldre, med alle kønsidentiteter og seksualiteter. Og hvor det for visse generationer er blevet et tiltrængt nyt rum, kan det for andre opleves som en udvanding.
