»Pressen ville udråbe mig til Danmarks svar på Jane Fonda. Jeg sagde nej! Det kan I fandeme tro er løgn«

Folk stod i kø i timevis foran Falkonercentret på Frederiksberg.

Det var i 1983, og Helen Dohlmann var blevet booket til at koreografere et modeshow for et af tidens største danske modehuse, Inwear.

Forinden havde hun holdt audition for modellerne og fundet dem, der var bedst til at danse. Showet var et nybrud. Det var mere en danseperformance end et modeshow. Til newyorkerpunk. Folk stod op og hujede.

Bagefter stod toneangivende navne som Illum, Hennes & Mauritz og Bjørn Borg i kø for at få Dohlmann med på deres shows, som også blev vist i New York. Andy Warhol sad på forreste række.

»Det var vildt, hvad jeg fik lov til at lave«, siger hun.

Helen Dohlmann er damen, der altid går med solbriller indendørs, og siger du hendes navn højt i dansekredse, bliver der nikket anerkendende.

Igennem fem årtier har hun løftet dansk dans inden for jazz, funk og hiphop og hevet udlandet til byen.

På sin danseskole Stepz på Østerbro har hun uddannet nogle af de største stjerner, vi har herhjemme, men hun brænder lige så meget for at få almindelige mennesker til at opdage glæden ved dansen.

I sine yngre år var hun fast inventar på byens dansegulve, og dette efterår spiller den i dag 71-årige Dohlmann på Teater Revolver over for Jeanett Albeck i forestillingen ’Er det nok nu?’.

Udlandet kalder!

Da Helen Dohlmann var ung, fandtes der stort set kun pardans i standarddanse eller klassisk ballet, hvis man ville uddanne sig inden for dansens verden.

Som børn af en far, det var grossist, og en hjemmegående mor, begge kunstinteresserede, fik hun og hendes storebror tidligt smag for kunst og design. Hun gik til elitegymnastik og jazzballet på den lokale danseskole hjemme i Rungsted og var dygtig til det. Hendes lærer lagde mærke til hendes musikalitet og opfordrede til, at hun begyndte på Bjarnovs Skole for rytmisk gymnastik og dans på Frederiksberg.

Her blev hun opdaget af Jessica Iwanson, som havde en stor danseskole i Tyskland og opfordrede hende til at komme til München og danse på det, der nu er kendt som Iwanson International School of Contemporary Dance.

»Jeg var nødt til at tage til udlandet, hvis jeg ville drive det til mere«, siger Helen Dohlmann, der som 17-årig flyttede til Tyskland. Og fra München, som hun elskede, og videre til London og New York, der virkelig var dansens mekka med sin Broadway-kultur med enorme opsætninger, moderne contemporary ballet og en stor vild, eksperimenterende undergrund.

Helen Dohlmann fandt hurtigt ud af, at det faktisk ikke var på scenen, hun befandt sig bedst, men som koreograf. Og at selv om hun elskede udlandet, ville hun gerne bo i Danmark.

»Af nød oprettede jeg min egen danseskole – den manglede! Når det ikke findes, må man selv lave det«.

Diskotider

Helen Dohlmanns danseskole åbnede i 1976.

»Jeg ville have en danseskole af høj kvalitet«, siger hun. Og den skulle være for alle.

»Jeg kræver, at mine lærere skal kunne se hele salen. Ikke kun de fire gode oppe foran. Hvis en lærer ikke kan det, ryger vedkommende ud med det vons. Dem, der er dygtige, skal nok finde vejen. Men man skal også være der for det almindelige menneske og det almindelige barn«.

Efter at filmen ’Saturday Night Fever’ i 1978 havde haft premiere i Danmark, fik diskoen og John Travolta rystet op i danseglæden også hos folk, der ikke tidligere havde danset andet end til husbehov. I 80’erne opdagede danskerne hiphop, som kom fra gaderne. Nye danseskoler skød op i Danmark.

»De fleste danseskoler var standardskoler, der var begyndt at undervise i jazzballet. Men faktisk kommer teknikken fra ballet og har sit fundament et helt andet sted, end standarddans har«, forklarer Helen Dohlmann, der foragtede den slags kompromiser.

»Jeg importerede dygtige lærere, alle mulige, jeg kendte fra Tyskland, London og New York. Når Alvin Ailey optrådte i Tivoli, fik jeg dem til at komme og undervise. Jeg har så at sige hevet udlandet ind på min skole gennem hele dens levetid«.

Da aerobic ødelagde festen

Og folk elskede det. Skolen gik godt, og Helen Dohlmann blev en eftertragtet koreograf – også inden for teater, reklame, mode og tv.

»I 80’erne begyndte jeg at koreografere modeshows. Spektakulære modeshows – et af de første var for Inwear. Man tror ikke på, hvad jeg fik lov til. Jeg brugte musik fra punkbandet New York Dolls, og nogle af modellerne kom ind og dansede jazzballet. Det ville man aldrig få lov til nu. Nu er det mere stereotypt, det skal være så pænt som muligt, og alle firmaer gør det samme«.

Hun blev efterspurgt af alle de store spillere, og andre begyndte at kopiere de dansende modeshows.

»Men da modehusene fik store marketingafdelinger med en masse krav, var det ikke sjovt mere, og så sagde jeg stop«.

Helen Dohlmann dansede selv vogue på New Yorks natklubber med sin ven George White Jr. fra Martha Graham-kompagniet. Og dansekulturen i det københavnske natteliv begyndte også at ligne noget. Helen Dohlmann arrangerede jævnligt danseindslag på den eksklusive SAS Royal-natklub Fellini, hvor man i 1990 på en enkelt aften for 60 kroner f.eks. kunne opleve tre indslag – fra et perestrojkainspireret intermezzo med en fræk kylling over klassisk jazz til et heftigt hiphopindslag.

Helen Dohlmann havde naturligt plads i det københavnske jetset, var bedste venner med den store danske designer Ivan Grundahl og med guldsmed Gerda Lynggaard, lyttede til Depeche Mode, gik i lædernederdel og med store skulpturelle smykker, som rapperen Snoop Dogg så og selv købte, og i punkstiletter. Og danseskolen gik stadig godt.

»Så kan man sige, at i 1990’erne kom aerobic og ødelagde det hele«, siger Helen Dohlmann.

De kan fand’me tro nej

»Der gik de fleste danseskoler ned. De begyndte at undervise i aerobic i stedet. Og det ville jeg ikke. Jeg nægtede det. Og det var svært at holde skuden oven vande. Pressen ville udråbe mig til Danmarks svar på Jane Fonda. Jeg sagde nej! Det kan I fand’me tro er løgn«.

Det militaristiske og gentagende i aerobic lå langt fra Helen Dohlmann, der elsker dansen som en kunstart, og som dyrker pilates, hvis noget skal trænes op.

»Og de skruede op for tempoet i musikken«. Hun holder en vantro pause.

»De glemte sjælen. Sjælen blev kastet væk. Til fordel for nogle kropsidealer, så man kunne tone sig selv og stå og masse-hoppe til frygtelig musik«.

I 90’erne måtte hun og skolen hutle sig igennem.

»Jeg mistede hele den voksne motionsgruppe«, siger hun.

I en årrække havde Helen Dohlmann en trup på seks dansere – Stepzettes – som fast indslag om fredagen i det familien Danmark-samlende aftenprogram ’Eleva2ren’ på TV2, der blev vist mellem 1988 og 1996.

»Vi lavede et nyt nummer til hver fredag. Og jeg havde blandt andet Toniah (Pedersen, nu selv topkoreograf bl.a. i ’Vild med dans’ og ’X Factor’, red.) som hiphoppige og Signe Fabricius (også kendt topkoreograf, der arbejder på operaer og teatre over hele verden, red.) som jazzpige. Jeg havde fået så dygtige piger. De dansede røven ud af bukserne«, siger Helen Dohlmann.

Helen Dohlmann postede penge fra sine mange opgaver inden for tv, film, musikvideoer og teater ind i danseskolen, hjertebarnet, og i 1999 åbnede hun en etårig uddannelse for professionelle dansere på skolen.

»Det er en forberedende uddannelse, fordi jeg selv var lost og alt for ung, da jeg flyttede til udlandet. Hvis danske dansere vil tage en treårig uddannelse i udlandet, så prøver jeg at forberede dem på vejen«.

»De kalder mig ’chefen’«

Det er lang tid siden, Helen Dohlmann selv har optrådt, men da skuespilleren og komponisten Jeanett Albeck spurgte, om hun ville med på scenen i Albecks seneste forestilling, ’Er det nok nu?’, der spiller på Revolver dette efterår, kunne hun ikke sige nej:

»Det er ren vildskab som 71-årig at få lov at danse med en kunstner som Jeanett Albeck«, siger hun.

Dansekulturen, diversiteten og niveauet i den moderne dans i Danmark er helt anderledes til stede og på et anderledes højt niveau nu end dengang, da Helen Dohlmanns Stepz Dansestudie ikke fandtes. Flere af de største danske stjerner inden for dans og koreografi er uddannet på Stepz Dansestudie. Mange nævner hendes skole som det første sted, de lærte at danse, og hende som en vigtig person for deres professionelle udvikling. Eller som et tilholdssted, når man ikke havde så mange andre steder at gå hen.

»De kalder mig ’chefen’. Chefen for det hele. Og så har jeg nogle vanvittigt dygtige medarbejdere. Ellers gik det ikke. Og det gør det, det går godt. Min bankmand siger, at jeg er en af de få, der ikke skylder. Men jeg har så heller ikke en stor pension«, siger Helen Dohlmann, mens hun griner.

Hun bor i en lejet lejlighed og huser i øjeblikket en italiensk danser, der underviser på danseskolen. Hun har ikke selv fået børn, men omgiver sig med familiens børn og har ligesom andre bedsteforældre en fast hentedag om ugen.

»Danseskolen er mit barn. Jeg er der stadig dagligt, og mange af mine dansere og undervisere har jeg kendt, siden de var børn og teenagere, så vi er en stor familie«.

Det har aldrig været rigdom, der var målet, men passionen for dans som kunstart og som kultur, der også er tilgængelig for den almindelige dansker.

»At kunne mærke at have sat et aftryk. At komme på Det Kongelige Teater, Operaen og forskellige undergrundsscener og se, hvor mange af dem der kommer fra Stepz, hvor vi har været med til, at de lykkes. Det gør mig meget stolt«.