»Verden, som jeg kendte den, var forandret, og der var ikke noget, jeg rigtig kendte til. Lige pludselig var jeg mor, og jeg var syg«

Ventetid har der været rigeligt af. Julie Falk har blandt andet brugt den i afdelingens ’ungestue’ med medpatienten Lulu, som også er blevet en ven. Et andet ungt menneske, der på samme måde som Julie Falk også er hevet ud af normal tid:

»Jeg har lavet et værk med Lulu, som normalt er frisør. Hende har jeg ansat til at klippe nogle parykker. Når man tager kemo, falder håret ret hurtigt af, og derfor får man et gavekort til at kunne købe parykker«.

De lokker, som Lulu har klippet af parykkerne, er blevet støbt i bronze og er nu skulpturer. Kunstværker og værdifulde objekter. Og ved at kunne betale løn til Lulu og skabe værdi af de afklippede lokker, omfordeler og omarrangerer Julie Falk lidt, hvordan tingene hænger sammen, når man er syg, siger hun:

»Når du bliver syg, så indgår du også i en helt absurd medicinøkonomi, hvor der er virkelig mange, der bliver rige på at arbejde med syge kroppe. Jeg har svært ved at forstå, hvordan en syg krop på arbejde kan være baggrund for mere profit end en rask krop på arbejde. Det har været vigtigt for mig at forsøge at lave en anden form for omfordeling af de strukturelle uligheder, der kommer til syne, når man pludselig indgår i dem«.

Hvis de er bedrøvede, skal jeg så også være bedrøvet?

På afdelingsgangen hilser en medarbejder på Julie Falk med en gensynsglæde som andre hilser på en nær bekendt på gaden. Men alligevel er det lidt anderledes. For medarbejderen virker også lettet, da Julie Falk fortæller, at hun ikke »er her«, men »bare venter på prøvesvar«.

Samme scenarie gentager sig et par minutter senere med en anden medarbejder.

»Ej, hvor dejligt. Vi ses«, siger medarbejderen og når lige at komplimentere Julie Falks lyse krøllede hår, der er vokset tilbage helt ned til skuldrene på bare et år.

Julie Falk betragter sin sygdom som kronisk. For selv om lægerne siger, at de har gode erfaringer med behandlingen, når det kommer til unge som hende, er det ikke utænkeligt, at sygdommen vil vende tilbage igen på et tidspunkt.

»Der var mange inde på Riget, som var virkelig nedslåede over, at jeg lige havde fået et barn, og så samtidig sådan en virkelig voldsom diagnose. Lægerne syntes bare, at det var en rigtig trist information at dele. Og jeg tror, at deres nedslåethed prægede mig ret meget i starten, hvor jeg synes, det var ret svært at finde ud af, hvor seriøst det var: Hvis de er bedrøvede, skal jeg så også være bedrøvet?«.

Men der er håb. Hun følger sit behandlingsforløb og stopper med kemo til efteråret for så at se, hvordan sygdommen har udviklet sig. Det handler om at forsøge at lære at leve med den. Og netop til det har kunsten været et middel for Julie Falk:

»Jeg har ikke haft lyst til at identificere mig som fuldtidspatient. Det kan man hurtigt blive, når man indgår i et så intenst behandlingsforløb. Verden, som jeg kendte den, var forandret, og der var ikke noget, jeg rigtig kendte til. Lige pludselig var jeg mor, og jeg var syg, og så var det, som om arbejdet var noget relaterbart, fordi det var det eneste, jeg også havde været i før«.

Détournement

Et af Julie Falks videoværker har titlen ’Détournement’. Et fransk ord, der kan oversættes til alt fra ’omdirigering’ og ’kapring’ til ’tilvendelse’.

I værket går en skikkelse iført paryk, sort tøj og høje hæle i cirkler på Rigshospitalets tag. Baggrunden er København. Hele København, virker det nærmest som, der suser derudaf og ikke ænser skikkelsen på toppen af bygningen.

Normalt er det netop, når en helikopter lander eller letter fra taget, at Rigshospitalet kan få folks tid til at gå i stå. At larmen minder omverdenen om, at nogen er syge derinde. Ellers er det, som om bygningen bare er der.

»Værket er en måde at reagere på den her bygnings ret massive indtræden i min krop. Den her person på helikopterlandningspladsen indtager et område, hvor man ikke må være. Jeg vil gerne insistere på, at mit arbejde udfordrer hierarkier, og at den kunst, der kommer ud af det, er virkelig vigtig«.

Tiden er blevet et gennemgående tema for Julie Falks værker. Særligt efter hun blev syg. Da den blev forandret.

»Der er jo mindre af den. Mest fordi man bare bruger den til noget andet som behandling og blodprøver for eksempel. Samtidig er det også, som om man er i et loop. Når man er på et hospital, er man utroligt præget af gentagelser«.

En times tid efter Julie Falk fik taget blodprøver, sidder vi på en fortovscafé et par gader væk fra Rigshospitalet. Vi er trådt ud i den normale tid og er omgivet af trafik, caffe latte, vuggestuebørn og hundeluftere. Julie Falk tjekker sin telefon, hvor prøvesvarene tikker ind og vises på nogle søjler inddelt i grøn, gul og rød.

»Det ser faktisk virkelig godt ud«, siger hun.

Jeg er ikke så interesseret i, at det skal handle om mig

Da vores kaffekopper er tomme, og mine spørgsmål besvaret, lover jeg Julie Falk én ting, inden vi skilles.

Eller jeg lover hende, at jeg i hvert fald vil gøre mit bedste forsøg. Mit bedste forsøg på, at hun i dette interview ikke vil stå tilbage som ’kræftkunstneren’, som hun selv kalder det.

Men hvordan skal det lykkes, når vi er mødtes på Rigshospitalet, har talt så meget om sygdommen, og det lader til at hendes praksis netop handler om det?

Foto: David Stjernholm

»Det er ikke, fordi det er hemmeligt, men jeg synes ikke, at sygdommen er det hele. Og jeg synes egentlig ikke, mit arbejde handler udelukkende om sygdom. Det handler om verden. Kræft handler helt vildt meget om verden. Blandt andet er min krop et resultat af den stille vold, der ligger i de strukturer og rammer, vi læner os ind i. Kemo er designet til mandekroppen, hvilket betyder, at jeg skal tage østrogen de næste 50 år, fordi medicinen har ødelagt mine æggestokke«, siger hun og fortsætter:

»Før jeg blev syg, var blikket i mine værker meget udefra og hen på noget. De værker, jeg senest har lavet, kommer indefra og ud. Så der er faktisk sket et ret tydeligt skifte. Ubevidst. Mange af værkerne kommer jo lidt fra et andet rum og trækker på nogle personlige erfaringer. Men jeg er ikke så interesseret i, at det skal handle om mig og vil gerne undgå, at det skal blive en identitetsfortælling om sygdomsoplevelser, der skal være nøglen til alle mine værker. Det synes jeg er en doven læsning«.

Pludselig afbryder et højt brag vores samtale der på fortovscafeen. Et metalstykke er faldet ned fra et stillads og har smadret en bilrude på den modsatte side af vejen.

»Jeg tror lige, jeg beholder hjelmen på«, siger en fremmed dame på cykel til os og vender så tilbage til sit gøremål igen, efter et kort øjeblik, hvor tiden gik i stå.

En tilstand, der for privilegerede er en sjældenhed, men for andre er en almindelighed, man er tvunget til at lære at leve med.