»Jeg føler mig som et slags offer for fremtidens udvikling«.
Der er en opgivenhed i Alexander Bergstrøms stemme. På milde dage sidder han på sin altan i Fredericia sammen med sin seks år yngre hustru, Jensine. Herfra kan han under de rette vindforhold dufte det hav, som igennem 26 år var horisonten for ham som dæksmand på en stor fisketrawler. Han er ufaglært 3F’er, men tjenesten til havs gav ham hvert år seks måneders frihed til at opkvalificere sig.
Alexander Bergstrøm har gennem årene tilegnet sig kørekort til lastbil, taxi og bus samt kranførerbevis. Når han i hvert andet kvartal var på orlov fra trawleren, kunne han egentlig holde fri med god samvittighed, men valgte i stedet at arbejde for en række forskellige firmaer. I 1990 gik han endegyldigt i land og har siden taget forskellige typer af jobs som arbejdsmand. Senest var han ansat på et saltlager som opsækker.
Men så var det, han blev straffet af udviklingen og af den velfærdsstat, han pligtskyldigt havde betalt skat til. I sommeren 2020 blev han for første gang nogensinde ramt af langtidssygdom, og med sygemeldingen kom automatisk 14 dages sygedagpenge. Men 16. juli sendte Fredericia Kommunes jobcenter en meddelelse til hans e-Boks om at logge ind og udfylde et skema på ’Mit Sygefravær’, der er et obligatorisk digitalt selvbetjeningssystem for sygemeldte.
