Klassekammeraterne sidder og spiser morgenboller i små grupper, da 20-årige Catrina Vogensen træder ind i skolens kantine. Med sin koralrøde baret og en lang læderfrakke i matchende farve skiller hun sig ud i mængden af mørkt joggingtøj og striktrøjer. Hun svinger sin lædertaske op på et af træbordene og fisker to bøger frem: ’Det nye testamente’ og ’Barndommens gade’ af Tove Ditlevsen.
Yndlingsforfatteren Dostojevskij er ikke med i dag, det er han ellers ofte, fortæller hun. For Catrina Vogensen har tasken fyldt med god litteratur, uanset hvor hun bevæger sig hen. På den måde kan hun altid finde et roligt hjørne at læse i, hvis hun føler sig overstimuleret.