Mellem madrester, sure håndklæder og den stank af sved, omklædningsrum og for mange uvaskede mennesker på for lidt plads, som hænger i væggene på værelserne i asylcentre landet over, findes der indimellem noget, der ligner rigtige hjem, hvor der bor familier, som holder fast i den værdighed, der findes i at vaske gulvene, lægge tøjet på plads og klæde sig ordentligt på.
Det er i sådanne værelser, Milan Jaf på 17 år og hans to brødre, Matin på 14 og Miron på 7 år, er opvokset.
Her er ikke et støvfnug, et nusset hjørne, en henslængt sok eller en krølle på lagenet, men blomster i karmene, kjoler og skjorter, der hænger på bøjler i lige rækker, og en mor, der lægger sine tre drenges kasketter i stabler, så det ser dekorativt ud.
Sådan var det, da familien boede på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland, og sådan er det her på udrejsecenter Avnstrup på Midtsjælland mellem Ringsted og Roskilde. Det ligner et hjem og ikke en ventesal, hvor beboerne går viljeløse rundt og venter på et tog, der skal køre dem mod bedre tider, men som aldrig kommer.
