Vi er kun lige trådt over dørtrinnet og står stadig sammenklemt i den smalle entré inden for Viktorija Klimtsovas beskedne lejlighed, da hun slår tonen an:
»Jeg vil starte med at sige, at det hele er meget traumatisk for os …«, konstaterer hun med store blanke og alvorstunge øjne, mens hænderne vrider løs på et lommetørklæde.
Da vi kort efter sidder i stuen, sammen med hendes gangbesværede mor som tavst vidne og barndomsveninden Olesja Kochovka, tilføjer hun:
»Min historie er en historie i historien, som jeg bliver nødt til at fortælle, for at I kan forstå det«, indleder Viktorija den fortælling, der martrer ikke bare hende, men hele det lille lokalsamfund i den kortvarigt russisk besatte by Butja.
