Tilsyneladende ubekymrede vugger de til musikken i en sky af cigaretrøg

Aftenens dj står med det ene øre dækket af sine hovedtelefoner og laver håndtegn, da han skifter til næste nummer:

»It’s my life. Don’t fuck with it«, lyder teksten til de elektroniske rytmer.

Dj’ens sangvalg kunne næsten lyde som soundtracket til det oprør, der begyndte her i Tunesien for 15 år siden. Ungdommen sagde fuck systemet og fuck korruptionen, da de gik på gaden for at kæmpe for bedre fremtidsmuligheder. Det startede en bølge af protester i regionen, som blev kendt under navnet ’det arabiske forår’. Tunesiens diktator blev væltet som den første, og i mange år efter stod landet tilbage som det mest håbefulde eksempel fra det protestfyldte forår. Tunesien var i gang med at opbygge demokrati, og håbet for en friere fremtid spirede.

Men i 2021 gik det heller ikke længere for Tunesien. Den nye folkevalgte præsident Kais Saied satte forfatningen ud af kraft, øgede sin egen magt og satte Tunesien på, hvad der ligner vejen tilbage til diktatur.

I hovedstaden Tunis ser den nye ungdomsgeneration denne aften bekymringsfri ud, mens de vuggende klinker flasker i den lokale Celtia-øl i en sky af cigaretrøg. ’Dream’, står der bøjet i pink neon på væggen. Hvad drømmer ungdommen om i dag?

Det startede som en hemmelighed

27-årige Ahmed danser ikke kun om natten. Også om dagen erhverver han sig som professionel danser. Det er fyraftenstid nogle dage senere, og han smyger sig ind ad døren til sit stamsted. Ahmed har en mulepose med skiftetøj over skulderen, for han kommer lige fra en træning til operaen La Traviata.

Foto: Janus Engel/Janus Engel

Han tager plads ved et af bordene på caféen, hvor der er latte og brunch på menukortet. Modsat mange andre unge tunesere, som bor ved deres forældre, bor og forsørger Ahmed sig selv. Han er stolt af, at han kan leve af at danse, men føler også, han mangler udfordringer i Tunesien. Han er blevet optaget på en danseuddannelse i Sverige og håber, han kan skrabe stipendier sammen til at komme afsted. Dansen handler ikke kun om forsørgelse – det er også blevet hans fristed.

»Det er mere komfortabelt for mig at være åben og tillidsfuld over for andre mennesker, når jeg står på en scene. Men jeg ville ønske, jeg kunne vise, hvem Ahmed i virkeligheden er, hvordan jeg lever og blive accepteret for det«.

At nå dertil, hvor han er i dag, hvor han kan være åben omkring, at han danser, har været en lang kamp i sig selv. I starten var det noget, han gjorde i hemmelighed, og da han skulle til sin første danseaudition, løj han for sine forældre.

»I min hjemby er det ikke kulturelt acceptabelt, at en dreng danser. Så det ville være svært for mine forældre at forstå, hvad jeg lavede«.

Forældrene endte med at acceptere, at det blev hans levevej, og i Tunis, hvor han nu bor, er miljøet ifølge Ahmed mere diverst og inkluderende og er blevet mere åbent efter det arabiske forår.

Skal, skal ikke?

24-årige Zahra er stolt af at være ung kvinde i et arabisk land, som hun synes har givet hende gode muligheder og rettigheder. Men ligesom Ahmed tænker hun, at hun kan blive nødt til at forlade det en dag.

»Det er en eksistentiel krise. Jeg føler mig forpligtet til at give noget tilbage til mit land og prøver at undgå valget om at forlade det. Men jeg ser det komme, selv om jeg ikke håber, det gør«.

Hun maler, men formulerer det sådan, at hun har taget et pragmatisk valg om at læse jura. Mens Zahra gør sig tanker om, hvorvidt hun kan skabe en fremtid i Tunesien, er hun også engageret i verdens fremtid. Derfor har hun meldt sig som frivillig til kulturfestivalen ’Dream City’, hvor årets tema er Palæstina. Bag en lille dør i den gamle bydel medinaens smalle gader, sidder hun og sælger billetter til en udstilling i en hvid T-shirt, det mørke hår sat op og en nøglering om halsen.

Emnet ligger hendes hjerte nær, fortæller hun, for Palæstina er for hende blevet symbol på en global uretfærdighed. Det er den, som skaber politiske og økonomiske kriser i det globale syd – heriblandt den nuværende i Tunesien. Zahra kan godt tænke, at hun trods alt stadig i Tunesien har større frihed til at kæmpe for Palæstina, end de har i Vesten.

»Min generation er vokset op i en fri og demokratisk atmosfære, og det er det, vi altid har kendt til. Så den nuværende demokratiske krise er noget nyt for os. Tingene er blevet sværere de seneste år, men vi kan stadig udtrykke os mere frit end vores forældre«.

Det romantiserede forår

Bag skranken i en boghandel står 24-årige Amin, som har læst virksomhedskommunikation i engelsk. Han anbefaler en bog af en historiker, som har forsøgt at definere den tunesiske identitet efter det arabiske forår, selv om han understreger, at han ikke er begejstret for begrebet. Det skyldes, at det protestfyldte forår i sidste ende ikke ændrede det store – nye ledere, men det samme system.

»Så at kalde det ’det arabiske forår’ er en romantisering, og det ville være som at sige, »ja tak, jeg vil gerne manipuleres««, siger han og smiler bredt og blinker, som om han har et ironisk forhold til det hele.

»Vi er ved at finde ud af, om vi stadig lever i et demokrati, eller om fortiden er på vej tilbage i en vildere form end før. Vi ved det ikke endnu. Vi er stadig ved at teste grænserne«.

Boghandlen ligger i det hippe La Marsa lidt uden for Tunis med kaffebarer, delikatessebutikker og et shoppingcenter. Det har udsigt til Middelhavet, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, man var på den europæiske side. Men der er en betydelig forskel, hvis man spørger Amin, for lønnen følger slet ikke med livsstilen. Han tjener 4,5 tunesiske dinar i timen, siger han, hvilket svarer til 10 danske kroner.

Mens han venter på, hvad fremtiden bringer – nok et job i udlandet eller et statskollaps, som han siger – hygger han sig med sine venner, drikker øl og tager til fester.

»Vi har det her meme, hvor en ung fyr kommer hjem fra byen klokken 6 om morgenen og møder sin nabo, som lige er stået op og er på vej i moskéen for at bede. I den forstand kan man gøre, hvad man vil i Tunesien. Man kan bede, hvis man vil, eller man kan feste, hvis man vil«.

Valget om at blive

På tredje sal i en gammel bygning med balkoner i fransk stil, ligger 33-årige Hamdi Ryders pladebutik. Det var ham, der var dj til festen, men derudover har han også sit eget pladeselskab. Han tager hænderne op af lommerne i de baggy shorts for at rydde glas og cigaretskodder op, der er blevet efterladt fra en fest. Han husker, hvordan det arabiske forår fik et kunstnerisk undergrundsmiljø til at spire frem. Det er stadig i live på trods – men også i kraft – af den politiske krise.

»Kunstscenen er levende, men også skrøbelig. Den eksisterer under pres af økonomisk ustabilitet og begrænset offentlig støtte. Den anspændte situation gør kunsten mere ærlig og rå, men udfordringen er, om folk kan bevare gejsten, uden at brænde ud«.

Hamdi har overvejet det samme som både Ahmed, Zahra, Amin og mange af hans venner. Men i sidste ende virkede det mere meningsfuldt at blive i Tunesien:

»Jeg tror ikke, man kan ændre noget fra distancen. At blive og opbygge et fællesskab i Tunesien er min måde at investere i fremtiden i stedet for at flygte fra nutiden«.