I dag er 15-året for en verdenshistorisk begivenhed: »Det fik mig til at grine, for der er intet tilbage«

Der var mennesketomt i den lille kystby den dag. Derfor sprang det i øjnene på Najet Araari, da hun så en yacht sejle afsted ud på Middelhavet.

Tunesien var i en form for undtagelsestilstand. En måned forinden havde en gadesælger sat ild til sig selv i frustration over styret, og siden havde utilfredsheden spredt sig i store demonstrationer.

Alligevel havde Najet Araari besluttet at tage nogle venner med ud at spise frokost. Valget faldt på det turistede Sidi Bou Said, som var et af få steder, der holdt åbent. Men restaurantens terrasse viste sig at være tættere på orkanens øje end forventet. For hun genkendte den mand, hun så sejle væk: Det var præsidentens svoger, der også var en prominent forretningsmand.

»Der var en sitrende fornemmelse af en bevægelse, der voksede sig større og større. I det øjeblik gik det op for mig, at regimet var svækket, og at en revolution var på vej«.

Planen var at tage tilbage til hovedstaden og deltage i protesterne efter frokosten. Men hun nåede det ikke, før også præsidenten, Zine El Abidine Ben Ali, havde forladt landet.

Najet Araari er i dag 44 år, og hun sidder i sin lejlighed i hovedstaden Tunis med pagehår og store øjne, der gennem tiden har set en del, de ikke ville finde sig i. Hun er selvstændig rådgiver i køn og menneskerettigheder og har tidligere været ansat ved den tunesiske afdeling af Dansk Institut for Menneskerettigheder.

17. december er det præcis 15 år siden, at gadesælgerens selvantændelse startede det arabiske forår. Det var »en verdenshistorisk begivenhed«, hvis man spørger Tunesien-ekspert og uafhængig forsker Rikke Hostrup Haugbølle. For det var et opgør i en region, der ellers var kendt for sine diktatoriske ledere.

Udover Tunesien førte protesterne til regimeskifte i Egypten. Det samme skete i Yemen og Libyen, men her fulgte også blodige borgerkrige, ligesom det var tilfældet i Syrien.

I sidste ende førte det ikke mere frihed og demokrati med sig, og i dag kan vi lære noget af, hvad der siden er sket, mener Rikke Hostrup Haugbølle:

»Det kan minde os om, at demokrati ikke bare er noget, vi skal tage for givet«.

Tunesien stod indtil for nylig tilbage som det eneste land, hvor man fik opbygget demokrati, og Najet Araari er stolt af det, der skete:

»Det var et helt særligt øjeblik at føle sig fri og se den tunesiske revolutions slogans blive kopieret i andre arabiske lande. Men samtidig er jeg skuffet over den manipulation, der skete, af folkets vilje«.

Det arabiske forår

Brug pilen for at bladre dig gennem en række centrale lande. Kilder: Faktalink, Lex, Britannica

Startede i Tunesien

Den 26-årige gadesælger Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv 17. december 2010 i frustration over, at han fik konfiskeret sine varer af politiet.

Han blev et symbol i de protester, som spredte sig i Tunesien og krævede bedring i et land præget af korruption og dårlig økonomi.

14. Januar forlod landets diktator Zine El Abidine Ben Ali landet. Forårets første diktator var faldet.

Egypten blev epicentret

I Egypten mindede utilfredsheden om den i Tunesien, men her voksede demonstrationerne sig endnu større. Landets leder, Hosni Mubarak, trådte tilbage 11. februar 2011.

I sommeren 2012 vandt den islamistiske kandidat Mohamed Morsi det første demokratiske præsidentvalg, men protester fortsatte. 3. juli 2013 ledte general Abdel Fattah al-Sisi et militærkup, og undertrykkelsen er fortsat i et brutalt autoritært regime.

Stadig krig i Yemen

I Yemen udbrød der protester i slutningen af januar 2011, der udviklede sig til voldelige sammenstød mellem oprørerne, herunder de Iran-støttede houthier, og præsidentens støtter. Præsident Ali Abdullah Salehs gik af i februar 2012.

Der kom ikke økonomisk bedring, og i 2014 udbrød nye protester. Houthi-bevægelsen, overtog hovedstaden Sanaa. Det blev starten på en borgerkrig, som fik fornyet ild af krigen i Gaza.

Voldeligt oprør i Libyen

I februar 2011 brød protester ud i Libyen. De udviklede sig hurtigt til en borgerkrig, som en international NATO-koalition blandede sig i i marts.

Den mangeårige diktator Muammar al-Qaddafi formåede at holde fast i magten, indtil han blev dræbt i oktober.

Rebelgrupperne havde svært ved at udøve deres magt, og i 2014 udbrød en ny borgerkrig som officielt endte i 2020.

Tragisk udvikling i Syrien

I februar 2011 førte en gruppe drenges arrest og torturering til demonstrationer, der udviklede sig til en blodig borgerkrig.

Kludetæppet af grupper, støttet af forskellige internationale aktører, blev større og mere indviklet, og det var her, den islamistiske terrororganisation Islamisk Stat gjorde sit indtog.

Diktator Bashar al-Assad fastholdt magten, indtil han blev væltet i december 2024.

Er det slut?

Andre arabiske lande var også ramt af protester i foråret 2011, men de førte ikke til lige så markante udfald.

I 2018 og 2019 udbrød der demonstrationer i Libanon, Algeriet og Sudan, som førte til deres respektive lederes afgang. Det kaldes det arabiske forår 2.0.

Der er stadig demonstrationer i regionen, blandt andet i Marokko i efteråret 2025.

Korruption på kollegiet

Najet Araaris kamp for retfærdighed startede i hendes 20’ere, hvor hun var kommet ind på sociologi på universitetet og flyttede ind på et kollegium. Madrassen var dårlig, så hun klagede til forstanderen, som reagerede ved at smide hende ud.

Senere gik det op for hende, at bortvisningen ikke var et enkeltstående tilfælde. Hun begyndte at få indtryk af, at det var en måde at skabe goder for studerende, som var aktive i regeringspartiet. Ved at smide hende ud, kunne de blive boende, frem for alle de andre studerende.

»Det hele var politisk kalkuleret. Da jeg opdagede problemet, sagde jeg til mig selv, at det var tid til at melde mig ind i studenterforeningen og forsvare mine og andre studerendes rettigheder«.

Fortællingen om kollegiet er et godt billede på, hvordan præsident Ben Ali og hans støtter infiltrerede store dele af civilsamfundet, så det ikke kunne operere frit, forklarer Rikke Hostrup Haugbølle:

»Regimet var brutalt og undertrykkende. Der skete natlige ransagninger og fængslinger af unge, når de gik hjem fra diskotekerne. Overvågningen var alle vegne; breve blev åbnet, og telefoner aflyttet«.

Samtidig var Tunesien i årene inden det arabiske forår et land i udvikling.

»Der kom el og vand ud i alle byer, veje blev forbedret, og der kom modebutikker og spændende varer på hylderne«.

Men det var delt mellem et A- og et B-hold, og forbrugsfesten var ikke for alle. Det var en af grundene til, at gnisten til protesterne kom fra den fattige provinsby Sidi Bouzid, hvor gadesælgeren satte ild til sig selv.

Turistguiden, der kan sige lige, hvad han vil

Efter præsident Ben Ali blev væltet, skulle politiske fraktioner, der tidligere havde været skyld i deres modparts fængsling eller tortur, samarbejde i det spæde demokrati.

»De skændtes, og det blev absurd at se på for tuneserne, som oplevede stigende arbejdsløshed og fødevarepriser og en offentlig administration, der kollapsede og f.eks. ikke kunne håndtere deres affald, som flød i gaderne«, forklarer Rikke Hostrup Haugbølle.

Så da juristen Kais Saied meldte sit kandidatur til præsidentvalget i 2019 som en uafhængig kandidat, der lovede hurtige løsninger, gik det ham strålende. Han blev præsident og udnyttede i 2021 coronakrisen til at sætte forfatningen ud af kraft. Det skete med et argument om at beskytte demokratiet, men institutter som V-Dem, der har fokus på at måle demokrati, angiver ikke længere Tunesien som et liberalt demokrati, som det var blevet efter det arabiske forår.

I dag angives det som et valg-autokrati. Der slås hårdt ned på oppositionen, og ytringsfriheden er blevet begrænset. Da der blev afholdt valg sidste år, var der således ingen valgkamp, Saied fik 90 procent af stemmerne, kun to andre kandidater havde fået lov at stille op, og stemmeprocenten var på 29. Rikke Hostrup Haugbølle forklarer, at det på mange måder er som før det arabiske forår.

Foto: Janus Engel/Janus Engel

Selvfortællingen om Tunesien som det land, der fik demokrati, lever dog videre i det centrale Tunis, hvor Aladino arbejder som turistguide. Hans tur starter på Avenue Habib Bourguiba, for det var blandt andet her, at han og tusindvis af tunesere gik på gaden for 15 år siden.

»Jeg arbejdede også dengang som turistguide og ærlig talt, så var det virkelig svært, at vi ikke måtte sige noget politisk. I dag kan jeg sige, lige hvad jeg vil«, siger han, mens han passerer flere pansrede køretøjer og politibetjente, som er massivt til stede på gaden.

Intet af det, han siger, lader til at overtræde nogen røde linjer, mens han bevæger sig ned ad fortovet, som løber på midten af boulevarden med høje grønne træer omkring. Han anerkender, at der kan være udfordringer i et nyt demokrati, men det er kun »en mulighed for at bygge et stærkere samfund«.

Ikke alle er dog enige.

Demokrati-skuespil

»Som alle diktatorer med respekt for sig selv, bliver Kais Saied ved med at sige, at det er et demokrati. Men det er et stort skuespil«.

Ordene kommer fra den 41-årige journalist og fagforeningsmand Walid Bourouis, der har mærket konsekvenserne af ikke at spille med. Han var formand for en underafdeling i den tunesiske fagforening for journalister, og i starten af 2023 arrangerede de en demonstration, hvor han holdt en tale. Han kritiserede en ny lov for på papiret at forhindre falske nyheder, men i realiteten indskrænke ytringsfriheden.

To måneder senere havde han en kilde, han kendte ved indenrigsministeriet, i røret, som kunne informere om, at han højst sandsynligt ville blive anholdt. Chokeret lagde han røret på og købte en flybillet til Paris.

Her bor han i Journalisternes Hus i Paris med 13 eksiljournalister fra hele verden. Fra køkkenet dufter der af krydret mad, mens han fortæller sin historie. Efter han forlod Tunesien, var der et retsmøde i hans sag, men den er endnu ikke blevet afsluttet, fortæller han.

Tunesien er under den nuværende præsident Kais Saied gået fra at være det 72. land med mest pressefrihed til en 129. plads på Journalister uden Grænsers rangliste. I starten af 2025 var over 50 mennesker fængslet af politiske grunde, skriver Human Rights Watch.

»Da du nævnte, at det var 15-året for det arabiske forår, lød det som en vittighed. Det fik mig til at grine, for der er intet tilbage af den tunesiske revolution. Det er nærmere blevet isvinter, hvor et klima af frygt styrer«, siger han.

Trods taknemligheden over at være i sikkerhed i Europa, er det ikke med optimisme, han følger med i EU’s samarbejde med den nuværende præsident Kais Saied om at begrænse antallet af migranter til EU, som de indgik i 2023. Det skete på et tidspunkt, hvor Tunesien var blevet det land, hvorfra flest migranter forsøgte at krydse Middelhavet for at komme til Europa. Samtidig var Tunesien tæt på at gå bankerot, og fik til gengæld en stor sum penge af EU.

»Desværre bliver EU ved med at støtte diktaturet. For dem er det vigtigste, at Tunesien gør det beskidte arbejde for dem og blokerer grænsen«, siger Walid Bourouis.

Siden aftalen er antallet af migranter fra Tunesien faldet, men bl.a. Amnesty International har dokumenteret, hvordan migranter i stigende grad udsættes for menneskerettighedskrænkelser i Tunesien.

En fri generation

Tilbage i Tunis har sofaen, som Najet Araari sidder i, fronten mod et fjernsyn, hun sjældent tænder. At se de tunesiske nyhedsudsendelser gør hende trist:

»Det er det samme, som tilbage i 2009, hvor der sidder et menneske og taler om regimet i en bestemt tone«.

Selv udtrykker hun sin ærlige mening i opslag på Facebook. Hun er lettet over, at der i dag findes alternative steder at søge information. Og for den frie ungdomsgeneration, hun møder til protester:

»Man kan se på den måde, de udtrykker sig på, at det er en generation, som er vokset op med frihed og demokrati, og derfor har de en anden måde at tænke på. De ville ikke acceptere undertrykkelse og tilbagegang«.

De er hendes kilde til optimisme.

Foto: Janus Engel/Janus Engel