Han genkendte de guldmalede paneler, massive mahognimøbler og det store røde tunesiske flag med halvmånen i midten. For han havde set kontoret utallige gange på tv, hvorfra den tidligere diktator havde holdt taler til folket.
»Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle sidde bag det skrivebord i det kontor«.
Men det kom menneskerettighedsforkæmper Moncef Marzouki til, da han i 2011 fik titlen som Tunesiens præsident.
»Jeg var ekstremt stolt og ekstremt spændt. Men i det mindste betød valget af mig, at tuneserne ville komme til at leve i en retsstat«.
Han var i eksil i Paris, da han et år forinden havde hørt om en tunesisk gadesælger, der havde sat ild til sig selv i frustration over uretfærdigheden i det korrupte styre, og pludselig indtog folk i hans hjemland gaderne i tusindtal.
I disse dage er det 15 år siden, Marzouki og resten af verden kunne følge med i de tidligste protester i det, der blev kendt som det arabiske forår. Tunesien er blevet kaldt succeshistorien, for efter styret faldt, gik landet i gang med at skabe demokrati.
Det var i de spæde år af den proces, Marzouki var præsident, og selv om han var spændt, vidste han også, at der lå en svær opgave foran ham.
»Jeg kan forsikre dig om, at det aller, allersværeste er nye begyndelser«.
I dag er 80-årige Moncef Marzouki ikke længere præsident, men stadig engageret i politisk arbejde gennem sit formandskab i Arab Council Foundation. Han er tilbage i eksil i Paris, og sent på eftermiddagen er han landet fra München og en konference om bekæmpelse af korruption i arabiske lande.
Hans franske kone hører radio i køkkenet, mens han sidder med hænderne foldet på en stol i stuen og fortæller om dengang, han var præsident i Tunesien.
Høje forventninger
Da Tunesiens diktator Zine El Abidine Ben Ali var faldet, opstod det store spørgsmål om, hvordan Tunesien nu skulle ledes. Marzouki blev udpeget af den forsamling, som også skulle sammensætte Tunesiens nye forfatning.
På præsidentkontoret efter den faldne diktator fandt Marzouki en liste med navne på 200 mennesker, der sad på dødsgangen. Noget af det, han er mest stolt af i sin tid som præsident, var at afskaffe dødsstraf og tortur. Men at stå i spidsen for et land, der lige havde været gennem en revolution, var langt fra enkelt.
»Forventningsniveauet var ekstremt højt. Folk regnede med, at jeg ville afskaffe fattigdom, og der ville komme fuld beskæftigelse nærmest med det samme. Samtidig havde vi en række terrorangreb, der gjorde, at der kom færre turister, og mange mistede deres job. Folk glemmer hurtigt, og de begyndte at foretrække stabilitet og diktatur frem for ustabilitet og demokrati«.
Marzouki skulle være præsident, indtil forfatningen kom på plads. Det var et langt arbejde for den forfatningsgivende forsamling at blive enige. Men i 2014, tre år efter det arabiske forår havde væltet den tidligere diktator, lykkedes det endelig.
»For første gang repræsenterede den folket og ikke blot en enkelt mand«, siger Marzouki.
Med forfatningen på plads kunne Tunesiens første demokratiske valg afholdes. Der var flere kandidater til præsidentposten, men Marzouki var en af to kandidater, der gik videre til anden valgrunde.
Her tabte Marzouki.
Hvad ville du have gjort anderledes?
»Vi var nok lidt naive. Tunesien var en del af et system af diktaturer i den arabiske verden, og diktatorer rundt om os var ekstremt bange for, at de ville blive væltet ligesom i Tunesien. Jeg har hørt, at hvis jeg vandt valget i 2014, ville jeg være blevet dræbt. Algeriet, Emiraterne og Saudi-Arabien investerede store summer i tunesiske medier, hvis hovedformål blev at chikanere mig hver eneste dag. Jeg ville ikke være bedre end min forgænger, hvis jeg havde sat journalister bag tremmer. Nogle kaldte mig naiv, fordi jeg accepterede fornærmelserne, og det var nok en af mine fejl, for da vi kom til valget, spillede det en rolle«.
Så du ville gerne have kontrolleret medierne mere?
»Nej, men fejlen var at tro, at journalister altid arbejder for sandheden«.
Den politiske tumult fortsatte under Marzoukis efterfølger. Politiske fraktioner, hvoraf nogle tidligere havde været ved magten og skyld i modpartens undertrykkelse og sågar tortur, skulle samarbejde. Alt imens skete der ikke økonomisk bedring.
Ved valget 2019 meldte juristen Kais Saied sig på banen. Han havde ingen fortid i politik og lovede løsninger på tunesernes problemer, hvilket fik ham til at flyve ind i præsidentembeddet med stor opbakning i ryggen fra vælgerne. Marzouki kalder ham forræder, for i 2021 satte Saied den hårdt tilkæmpede forfatning ud af kraft, og i dag er Tunesien ikke længere et demokrati ifølge institutter som V-Dem, der måler demokrati i verdens lande.
Nye eksplosioner
Hvis Marzouki vendte tilbage til Tunesien i dag, ville han blive anholdt. Han er blevet dømt tre gange in absentia – senest i 2025 hvor han fik 22 år i fængsel for at underminere statssikkerheden og skabe frygt.
Tunesiens udvikling minder ham om Egypten. Her blev islamistiske Mohamed Morsi valgt som præsident i det første demokratiske valg efter det arabiske forår, men i 2013 foretog generalen Abdel Fattah al-Sisi et kup. Efter han tog magten, genindførte han blokaden af grænsen mellem Gaza og Egypten, som havde været ophævet under Morsi.
På den måde hænger de diktatoriske regimer i regionen sammen med den to år lange krig i Gaza. For blokaden bidrog til den desperation, som førte til Hamas’ angreb på Israel 7. oktober, mener Marzouki. Egypten er et af de arabiske lande, der har en samarbejdsaftale med Israel. Senest indgik Israel aftaler med bl.a. Emiraterne og Marokko i 2020. Samarbejderne muliggøres ifølge Marzouki af, at landenes ledere ikke er demokratiske.
Hvorfor er det ikke godt, at der laves normaliseringsaftaler mellem Israel og arabiske lande?
»Når folk taler om en tostatsløsning, har jeg lyst til at finde et kort frem og spørge dem, hvor de har tænkt sig, at den palæstinensiske stat skal ligge. De israelske bosættelser har gjort det til en myte. De arabiske folk er meget imod normaliseringsaftaler med Israel, for det er som at acceptere, at Vestbredden besættes for evigt«.
I Tunesien og andre arabiske lande betaler befolkninger også en høj pris 15 år efter det arabiske forår. Marzouki foretrækker hans eget begreb ’de arabiske vulkaner’, for at undgå den idylliserende forårsmetafor. Undertrykkelse, dårlig økonomi og korruption, der fik vulkanen til pludselig at gå i udbrud dengang, er der stadig, og derfor mener han også, at det når som helst kan ske igen.
»Men jeg frygter, at næste revolution bliver mere blodig, fordi de vil tænke tilbage på mig og sige: »Glem det med menneskerettigheder, demokrati og fredelig modstand««.
fortsæt med at læse
