Velsmurt maskine

Jeg har svært ved at finde ind i den sofistikerede afslappethed blandt vesterlændinge, der drikker farverige cocktails i poolbaren på Hôtel des Mille Collines i hovedstaden Kigali og lader op til gorillatrek i Rwandas bjerge. Jeg tænker på de desperate tutsi-flygtninge, der under folkemordet drak vandet i poolen, mens hotelejeren bestak hutu-ekstremister for at skåne deres liv. Turisterne kender godt historien. Hotellet var forlæg for Hollywood-filmen ’Hotel Rwanda’, hvor amerikanske skuespillere forsøgte at give deres engelske lidt afrikansk accent, mens de rakte ud efter Oscar-statuetter. I dag er hotellet epicentrum for Dark Turism. Turisterne tager selfies og lader et godt historisk gys forplante sig til Instagram.

Jeg deler fascinationen over Kigalis velsmurte, veldrejede orden, men min begejstring blander sig med bevidstheden om, hvad den tidligere har udrettet. Noget af det mest skræmmende ved folkemordet var netop, hvor velorganiseret det var. Det, der udefra kunne ligne et primitivt amokløb og en ukontrollabel blodrus, var nøje forberedt. Hutu-ekstremisterne skred til opgaven med velforberedt grundighed. Man vidste fuldstændig, hvem der skulle slås ihjel i området, hvor man boede. Man havde trænet sine folk på gaden godt. De vidste, hvem i landsbyen der var tutsi, og hvor man kunne finde dem. Var de i tvivl, kunne de bare lukke op for radioen, der krydrede propaganda og hate speech med oplæsning af navnene på dem, der skulle myrdes. Der var orden og struktur på kaos. Drejebogen var velskrevet. Frankrig havde lagt soldater til at træne Hutu Power-militserne og ikke mindst importeret millioner af kinesisk producerede macheter til landet – dem havde man delt ud til dem, der skulle svinge dem.

Selv da hutu-ekstremisterne krydsede ind i nabolandet Zaire på flugt fra repressalier fra tutsi-grupper, der var begyndt at slå igen, viste forkærligheden for orden og struktur sig. De måtte efterlade deres våben ved grænsen og sorterede nøje macheter og slagvåben i en bunke og skydevåben i en anden. Mine fotos fra 1994 minder om billederne fra nazisternes udryddelseslejre, hvor ofrenes sko lå i en bunke, deres briller i en anden og deres nøgne lig i en tredje. Vil man være effektiv folkemorder, skal man have effektiv ordenssans. Vil man bygge effektive efterkrigssamfund, skal man bevare den.

Jeg overværede afhøringen af en af bødlerne. Han hed Innocent og forklarede roligt, hvordan han havde hugget adskillige børn ned ved en vejspærring. Den bedste måde at glemme, at man har slået et barn ihjel, er at slå endnu et ihjel, og endnu et og et mere … og så ellers bare fortsætte. Jo flere man har på samvittigheden, desto mere anonymt bliver det enkelte offer. Deres træk udviskes. Man bliver ligeglad, forklarede han. Det var kun godt, forstod man. De mest bestialske holdt også mandtal over deres ofre.

At høre og se ham var et studie i ondskab. Men mit studie forblev en lang række af fakta og betragtninger og mundede ikke ud i klarhed eller brugbare konklusioner.

Ikke alle bødlerne var helt så kolde som manden i den nedlagte kaffefabrikken. I en landsby overværede jeg en kvinde mødes med sin mands bøddel.

»Jeg kan huske dig fra tiden inden konflikten. Vi boede klods op ad hinanden. Hvorfor slog du ham ihjel? Hvad havde han gjort dig?«, græd hun.

Som så mange andre svarede han, at han havde følt sig tvunget til udåden. Jeg gik rystet derfra … Hvordan skulle en nation med så mange lig i lasten nogensinde komme sig.

På en eller anden måde er det lykkedes. Ikke at komme sig, men at komme videre. De lokale lader mig have mine flash backs til helvedes forgård for mig selv. Selv holder de sig til tre grundlæggende adfærdsregler:

Husk det, der skete, tilgiv, og kom videre.

Og de mener det. Det er ikke forlorent. Måske fordi der ikke er anden vej ud af ondskaben. Simon, en ældre mand, jeg mødte, formulerede det meget klart: »Hvis du ikke tilgiver, er du lige som dem. Hader du, kan du også slå ihjel. Befri dig fra den følelse, Jan«, sagde han og lagde sin hånd på min skulder, imens vi delte en flaske Primus-øl. Selv havde han mistet både kone og børn, men han forstod, at had ikke ville gøre dem mere levende.

Helingsprocessen har i bogstavelig forstand fået Rwanda til at skifte farve. Dengang i 1996 vrimlede hele landet med fuldvoksne mænd klædt i lyserøde dragter. Farven fortalte omverdenen, at her gik en af folkemordets bødler, som endnu ikke havde tilstået sine forbrydelser eller bedt om tilgivelse. I dag vinder farven orange mere og mere frem. For når en bøddel har indrømmet sin skyld, udpeget stederne, hvor han har begravet sine ofre, og bedt om tilgivelse hos de efterladte, får han lov at skifte den lyserøde dragt ud med en orange, mens han afsoner resten af sin dom. Som årene går, og straffene udstås, vil også den orange farve falme. Folk bliver langsomt til noget andet end historien om 1994. Rwanda løber. Imens sidder flere af hovedarkitekterne bag folkemordet i sikkerhed i fjerne lande. I Frankrig, I Belgien – flere gemmer sig bag diplomatisk immunitet.

Ligegyldighed er også ondskab

I rækken over bødler finder vi det internationale samfund og stormagterne – ikke mindst supermagten USA.

FN var advaret om, at et folkemord var under opsejling i Rwanda: Hutu-ekstremister havde længe trænet i gaderne. Propagandaen var spidset til over længere tid. En lind strøm af opfordringer til at kvase kakerlakkerne havde flydt i æteren. For FN, der opstod i ruinerne af Anden Verdenskrig og fik rædslerne fra Holocaust i vuggegave, burde det have udløst alarm. Man burde have kunnet huske, hvad der kan ske, når mennesker begynder at sammenligne hinanden med skadedyr. Kakerlakker, rotter … same, same.

Man kunne også have undret sig over, at Rwanda importerede den ene skibsladning macheter efter den anden. Landet er ganske vist frodigt, men havde nogen nogensinde hørt om en høst, det krævede så mange lange knive at få i hus?

Oven på alle de foruroligende tegn pegede klare fakta på, at folkemordet var på vej. Allerede i efteråret 1993 advarede en FN-rapport om risikoen for folkedrab, og den øverstbefalende for FN’s fredsbevarende styrke i Rwanda, den canadiske general Roméo Dallaire, meldte i flere omgange, at situationen i Rwanda var på vej ud af kontrol, og at der skulle gribes ind med det samme. Men ingen gjorde noget.

Da folkemordet først tog fart, tog det internationale samfund hænderne op ad lommen, men kun for at gemme dem bag ryggen. USA, der om nogen havde kræfterne til at sætte en stopper for myrderierne, skulle ikke nyde noget. Billederne af døde, mishandlede amerikanske soldater, der var blevet trukket gennem støvet i Somalias gader kort forinden, havde fjernet lysten til at sætte amerikanske støvler på afrikansk jord, medmindre man skulle beskytte politiske eller økonomiske interesser – der er ikke cashflow i humanisme. Så i stedet for at komme til undsætning evakuerede man sine egne.

På vejen ud af landet sad expats sammen med deres hunde og kanariefugle og gloede på myrderierne i gaderne. De FN-tropper, der blev tilbage, havde hverken styrke eller mandat til at gribe ind. Der gik rygter om, at Dallaire var så desperat, at han overvejede at fylde et fly op med lig og flyve det til New York. Han forlod efter sigende tanken, fordi han ikke regnede med, at det ville have nogen som helst effekt.

I mellemtiden fandt ligene af de myrdede selv vej ud over Rwandas grænser. Igennem floden Akagera – floden, jeg selv krydsede, da jeg kørte ind i Rwanda den dag i 1994. Jeg stod på broen og kiggede på lig, der var blevet fanget i en hvirvelstøm; det så ud, som om de lå og nikkede med hovederne, når de blev fanget i bølgerne. Fiskere i Victoriasøen rapporterede om, at det flød med døde mennesker i vandet. En dag kom der 10, så 100. Mere end 40.000 blev samlet op i de følgende måneder. De var blevet ført dertil ad floderne fra Rwanda. Det, der forgik i Rwanda, var med andre ord ingen hemmelighed. Var man i tvivl, kunne man tage på fisketur.

I dag er de fleste enige om, at FN og verdens stormagter, ikke mindst USA, kunne have reddet i hundreder tusinder af menneskeliv, hvis de havde lyttet til advarslerne og havde grebet ind.

Derfor bliver jeg nødt til at spørge: Hvem har mest blod på hænderne – bødlerne, der svingede deres macheter, eller magthaverne i det internationale samfund, der havde kræfterne til at bremse dem, men valgte at se stiltiende til?

Hvem er barbarerne?

Er den ondskab, som jeg så i Rwanda – hvor ubegribelig og uforståelig den end fremstod – en ondskab, der ligger lige under overfladen hos os alle sammen. Er grundstoffet det samme, hvad enten den kommer til udtryk via macheter og blodrus eller ligegyldighed og laden-stå-til? Jeg tror, svaret er ja. Det gør kun ondskaben ekstra skræmmende.

Sammenligner man billederne fra Rwanda for 25 år siden med dem, jeg netop har taget fra de samme steder, er forandringen til at få øje på. Ville en lignede forandring være til at spore, hvis man kunne sammenligne billeder fra dengang og nu af det internationale samfunds vilje til at gribe ind over for folkemord og grove krænkelser af menneskerettigheder? Jeg tvivler. Tænk blot på, hvor ineffektivt man har stoppet rædslerne i f.eks. Darfur og Myanmar – for blot at tage et par stykker, de fleste må have hørt om.