Troværdighed, præcision og korrekte oplysninger er afgørende for medier, der har til formål at bidrage med oplysning og debat i samfundet.
Vi publicerer hver uge mere end 500 artikler og podcasts. Det sker i et konstant og rullende samarbejde mellem mange involverede: journalister, fotografer, grafikere, redaktører, redigerende og en masse andre ansatte, der har hver sin vigtige rolle, som sikrer, at avisen kommer ud. Vi har som chefredaktion det overordnede ansvar for det, vi bringer.
Men Politiken er ikke ufejlbarlig. Det vidste vi godt i forvejen, og vi er blevet mindet om det i sagen om freelancefotograf Jan Grarup. For Politiken har det været vigtigt at finde ud af, hvad der er gået galt, få fejlene rettet og efterfølgende lære af sagen med henblik på at styrke vores redaktionelle processer i fremtiden.
Sagen begyndte for Politiken 30. august om aftenen, da chefredaktør Christian Jensen modtog en mail fra to ukrainere, der påpegede fejl i oplysninger fra Jan Grarup i to artikler fra i sommer. Vi iværksatte en undersøgelse af de pågældende artikler, og Læsernes Redaktør rettede herefter en række forhold i dem, ligesom vi fortsatte med at gå igennem Jan Grarups produktion. I dagene efter kom der flere oplysninger frem på sociale medier og i bl.a. 24syv, der såede tvivl om Jan Grarups fortælling i et essay fra 2019 om sine oplevelser under folkemordet i Rwanda. De to ukrainere, som havde henvendt sig til os, sendte deres materiale til andre medier også.
Vi bad den erfarne undersøgende journalist og tidligere graverchef på Politiken John Hansen, som i dag er ansat på en freelancekontrakt i huset, om at gennemgå Jan Grarups produktion for Politiken. John Hansen, der har været formand for Foreningen af Undersøgende Journalister (FUJ), fik frie hænder til arbejdet.
I dag offentliggør vi undersøgelsen, som vi modtog onsdag. Vi lægger den offentligt frem, så alle kan læse med. Vi bringer samtidig en række rettelser. Den klart mest alvorlige er, at vi meddeler, at vi som Politiken ikke længere kan stå inde for indholdet af det føromtalte essay bragt i 2019.
Jan Grarup var fastansat fotograf på Politiken fra 2001 til 2009. Før det havde han igennem flere år leveret mange billeder til både Politiken og Ekstra Bladet. En søgning i Politikens fotoarkiv giver tusindvis af hits på billeder, som Jan Grarup har taget. Efter han blev freelance for 14 år siden, bragte Politiken fra 2011 igen Jan Grarups billeder fra krige og katastrofeområder ved flere lejligheder, nu som freelance. Vi anså Grarups materiale og fotografier for at være unik dokumentation fra steder i verden, som det var vigtigt at rapportere fra.
Ikke tillid til Rwanda-historie
Undersøgelsen sår bl.a. alvorlig tvivl om, hvor længe Jan Grarup var i Rwanda under folkemordet i 1994. Jan Grarup har selv sagt, at han var der to-tre uger. John Hansen finder det kun dokumenteret, at Grarup under folkemordet var i Rwanda to dage. Jan Grarup kom dog tilbage til Rwanda, efter at folkemordet var slut, og opholdt sig et antal dage i flygtningelejren i Goma, som var præget af begivenhederne i det nærliggende Rwanda, ligesom han også sidenhen besøgte Rwanda.
På baggrund af oplysningerne i undersøgelsen er vores konklusion, at Politiken ikke længere kan stå inde for indholdet af dette essay. Vi må konstatere, at der i for stor stil er sået berettiget tvivl om Jan Grarups langvarige tilstedeværelse i Rwanda under selve folkemordet i 1994, som er præmissen for essayet. Derudover er konkrete scener og ruteangivelser i essayet alvorligt fejlbehæftede. Vi finder fejlene for omfattende til, at en almindelig rettelse af teksten giver mening. Derfor markerer vi nu teksten med en disclaimer, der gør klart, at Politiken ikke længere står inde for indholdet. Det samme gælder to podcasts udgivet af Politiken om samme emne. Vi har valgt ikke helt at slette indholdet, fordi vi ønsker transparens om sagen, og fordi indholdet er en del af historien. Vi ønsker ikke at begrave vores fejl, men at lære af dem.
I løbet af denne sag har nogle delt konkrete oplevelser med Jan Grarup om andre forhold. Journalist Anna Lea Landsted har fortalt, at hun ikke fik et debatindlæg med kritik af et forløb med Jan Grarup, som hun sendte til Politikens redaktion for 22 år siden, bragt i avisen. Vi vil ikke gøre os kloge på sagens behandling dengang, men chefredaktionens holdning i dag er, at kritiske indlæg om Politiken er velkomne i vores spalter, hvilket alle, der læser avisen regelmæssigt, forhåbentlig kan genkende.
Det er både alvorligt, trist og beklageligt, at vi nu må sige, at vi ikke længere kan stå inde for indholdet i et helt essay. Der er ikke i undersøgelsen fundet tegn på, at der har været henvendelser eller bekymringer om konkrete forhold i Jan Grarups oplysninger, som redaktører kunne handle på. Men vi må konstatere, at vi i for høj grad har stolet på, at Jan Grarup levede op til den tillid og de retningslinjer, som arbejdet på redaktionen også hviler på. Og vi må også erkende, at der ikke i tilstrækkeligt omfang er gennemført faktatjek af Jan Grarups oplysninger i processen. Vi burde have været mere kritiske og opmærksomme. Fejlene er chefredaktionens ansvar, og vi beklager dem over for Politikens læsere.
På Politiken har vi etiske og redaktionelle retningslinjer, som alle redaktører, journalister og fotografer kender og forventes at efterleve. Vi har Læsernes Redaktør, som retter fejl, behandler klagesager og arbejder uafhængigt af avisens ledelse for at sikre, at indvendinger fra læsere og kilder behandles i god afstand fra redaktionen.
Udgangspunktet for redigeringen af vores indhold er vores etiske retningslinjer. Vi ønsker, at dette forløb munder ud i en fornyet og styrket opmærksomhed omkring vores redaktionelle processer. Derfor har vi udarbejdet et sæt ekstra retningslinjer for redaktøransvar og redigering i forbindelse med faktatjek, som uddyber nogle af de kontrolmekanismer, der kan benyttes i redigeringsprocessen for at sikre både skrivende, fotografer og Politiken i processen med at udkomme. Konkret kan dette f.eks. være at få telefonnumre og navne på fiksere, at få bilag, rejsedokumenter eller kvitteringer til gennemsyn. Nogle af disse ting gør vi allerede ofte. Nu bliver det nedfældet og samtidig understreget, at der skal udvises ekstra opmærksomhed i processen, hvis nogen arbejder alene i marken. Igen både for at sikre den pågældende medarbejder og for at sikre Politiken. Disse retningslinjer bliver internt i arbejdet på redaktionen et supplement til vores eksisterende retningslinjer fremover.
fortsæt med at læse
