Efter flere ugers arbejde publicerer Politiken nu resultaterne af en intern undersøgelse af fotografen Jan Grarups arbejde for avisen.
Undersøgelsen kommer på baggrund af en række afsløringer om, at Jan Grarup i Politiken er kommet med unøjagtige oplysninger om reportageture til Rwanda og Ukraine.
Det er undersøgende journalist John Hansen, tidligere chef for Politikens gravergruppe, der fik til opgave at gennemgå de historier, som Jan Grarup har leveret til Politiken siden 2009, da han forlod sin stilling som fastansat fotograf og i stedet blev tilknyttet som freelancer.
Undersøgelsen kommer blandt andet frem til, at Jan Grarup har talt usandt om, hvornår han befandt sig i Rwanda, at han har gengivet citater fra en kvinde, som hun siger ikke passer, og at en medarbejder på Politiken advarede ledelsen om samarbejdet med Jan Grarup.
Generelt er Jan Grarups udsagn til Politiken ikke blevet udsat for »tilstrækkelige faktatjek«, står der i undersøgelsen.
»Denne sag er jo en plet på vores historie, og det er en plet, som vi ikke skal forsøge at gemme væk, men få undersøgt og få lært af«, siger Amalie Kestler, chefredaktør på Politiken.
»Erkendelsen er, at vi har ikke været gode nok til at faktatjekke«.
Jan Grarup siger, at Politikens reaktion har været berettiget.
»Jeg synes, John Hansen har gjort et stort stykke arbejde. Jeg er ikke enig i alle hans konklusioner, og det har været svært for mig at skulle sidde og bevise ting, der ligger mere end 25 år tilbage«, siger Jan Grarup.
Vil ikke slette artikel
Politiken besluttede i september, at avisen ikke længere ville købe billeder af Jan Grarup fra Ukraine. Det skete, efter at han i et interview til avisen i juli blandt andet kom med urigtige oplysninger om, at han skulle have været med til at affyre en mortergranat. Siden kom det frem, at Jan Grarup var kommet med selvmodsigende oplysninger i forbindelse med et essay, han i 2019 skrev til Politiken om folkemordet i Rwanda.
I den forbindelse indrømmede Jan Grarup, at hans fortællinger om konkrete episoder ikke hang sammen, og sagde, at hans »hukommelse havde svigtet ham«.
Ifølge Politikens undersøgelse er der ingen dokumentation for, at Jan Grarup i forbindelse med sine rejser i 1994 befandt sig i Rwanda i mere end to dage. Jan Grarup fastholder, at han opholdt sig i landet i to-tre uger.
I sit essay i Politiken i 2019 fortæller Jan Grarup, hvordan den lokale journalist Adeline Umutoni oplevede folkemordet.
Blandt andet havde Adeline Umutoni ifølge Jan Grarup sagt, at hun aldrig så sine forældre igen efter folkemordet, men ifølge Politikens undersøgelse siger hun i dag, at hun fandt sine forældre i live nogle år efter folkemordet.
Politiken vil nu bringe en tekst i starten af det pågældende essay, hvor der står, at avisen ikke længere kan stå inde for indholdet.
Men hvorfor ikke fjerne den oprindelige tekst, hvis der er så store fejl?
»Internettet husker alting. Der findes værktøjer, der kan grave hvad som helst frem. Vi synes, det er et renere snit at sige direkte: Det her er usandt, der er fejlagtige oplysninger, og vi kan ikke længere stå inde for det«, siger Amalie Kestler.
Jan Grarup siger, at han i forbindelse med sit essay skulle have været tydeligere og forklaret, at det var baseret på ting, han kunne huske, og den måde, han opfattede dem på. Han fortæller, at han filmede interviewet med Adeline Umutoni og nu forsøger at finde frem til materialet. Derudover vil han fremlægge en række af sine billeder fra rejsen til Rwanda i 1994:
»Så kan folk jo selv dømme, hvorvidt jeg har været i Rwanda eller ej«.
Intern kritik
Ifølge Politikens undersøgelse har der internt på avisen været rejst bekymring om Jan Grarup. En medarbejder fortæller, at vedkommende i 2022 havde sagt til ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, at Politiken ville komme til at fortryde samarbejdet med Jan Grarup.
Amalie Kestler, hvorfor har Politiken ikke reageret på den bekymring, der har været i huset?
»Det er jo også noget af det, hvor vi har kigget os selv i spejlet. Og svaret er, at der ikke har været noget konkret at handle på. På en arbejdsplads som vores kan der være mange holdninger til forskellige mennesker, men der er ikke blevet båret konkrete ting frem, der var fejlagtige«.
Jan Grarup siger, at han ikke tidligere har fået henvendelser om, at der blandt medarbejdere på Politiken skulle være udtrykt bekymring om hans arbejde.
»Det er måske det, der har gjort allermest ondt på mig. Hvis folk har været så bekymrede for mit mentale helbred eller min troværdighed, er det da mærkeligt, at man ikke har rettet henvendelse«, siger Jan Grarup.
Undersøgelsen af hans arbejde får nu Politiken til at nedskrive og skærpe retningslinjerne for, hvordan redaktører kan faktatjekke og kvalitetssikre indhold, siger Amalie Kestler.
Det betyder blandt andet, at redaktører på Politiken kan bede om at få fremlagt rejseplaner, flybilletter, noter eller telefonnumre på kontakter i forbindelse med redigeringsarbejdet.
Men alt det her har redaktørerne vel også kunnet gøre indtil nu?
»Ja, men vi har aldrig haft det skrevet ned på den her måde og gjort det så tydeligt. På Politiken er der en stor lyst til at lære af den her sag«, siger Amalie Kestler.
fortsæt med at læse
