Østre Landsret frifinder torsdag formiddag en 20-årig mand for voldtægt af en gymnasieveninde. I juni sidste år blev han i Retten i Helsingør idømt fængsel i et år og to måneder for en voldtægt begået i maj 2024.
Tiltalen lød på, at han havde voldtaget sin veninde natten til 4. maj 2024, da hun var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig handlingen. Men tre af i alt seks voterende i landsretten mener ikke, at der er ført tilstrækkelig bevis for, at der er sket en voldtægt.
De tre andre voterende mente, at den 20-årige måtte have indset, at veninden var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig og mente dermed, at han var skyldig i voldtægt. Når der er lighed blandt de voterende ved domstolene, træffes den afgørelse, der er mest gunstig for den tiltalte.
Den 20-årige er dog fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse af en anden kvinde, fordi han tog et billede af kvindens blottede bagdel. Det erkendte han allerede i byretten. Straffen for det lyder på syv dages betinget fængsel.
Efter domsafsigelsen krammer den 20-årig sin forsvarsadvokat, Karoline Normann Døssing, og de familiemedlemmer, der var mødt op til domsafsigelsen.
»Jeg er utrolig lettet, og det er min klient også«, siger advokaten.
Overbevist om samtykke
De tre voterende, der ikke mener, at den 20-årige har gjort sig skyldig i voldtægt, har lagt vægt på forklaringerne fra den 20-årige, den forurettede og en veninde, der var til stede ved den fest, hvor episoden fandt sted.
Det var efter en fest i en villa i Nordsjælland i maj 2024, at Nordsjællands Politi fik en anmeldelse fra en mand. Anmeldelsen lød på, at mandens lillesøster var blevet voldtaget af den 20-årige, mens hun lå og sov, til festen.
Samme dag blev den 20-årige mand anholdt, og der blev udført en retskemisk undersøgelse, der viste, at han havde spor af alkohol og kokain i blodet. Det kom frem, da sagen blev behandlet i Retten i Helsingør.
I september 2024 blev der rejst tiltale for voldtægt og blufærdighedskrænkelse mod den 20-årige. Han har under hele sagen nægtet sig skyldig i voldtægt. Han var overbevist om, at veninden var vågen og havde givet samtykke til sex, har han forklaret.
Sagen er ved landsretten blevet ført som en domsmandssag. Sådanne sager afgøres af tre juridiske dommere og tre domsmænd.
ritzau
fortsæt med at læse




























