30. juli i år fortalte fotograf Jan Grarup i et interview med Politiken, at han under sit arbejde ved fronten i Ukraine havde affyret en mortergranat mod russiske styrker. Og at han ikke længere var objektiv i sin holdning til krigen: Han holder med Ukraine.
En måned senere, 30. august, modtog Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, en e-mail fra to ukrainere, Oleksandr Babenko, fotograf og producer, og Yehor Konovalov, chauffør, som havde arbejdet sammen med Jan Grarup ved fronten som ’fiksere’. De nævnte i alt 17 punkter i interviewet 30. juli samt et tidligere interview 1. juli, hvor de mener, at Jan Grarup udtalte sig i strid med sandheden, som de havde oplevet den sammen med Grarup ved fronten og andre steder i Ukraine.
Et dokument vedhæftet mailen viste, at de to ukrainere allerede to uger tidligere, 16. august, havde henvendt sig til Jan Grarup og bedt ham sørge for, at Politiken korrigerede de oplysninger, som de fandt usande. Det forløb kendte Politikens chefredaktion ikke før modtagelsen af mailen fra ukrainerne 30. august.
11. september besluttede Politikens chefredaktion at afbryde samarbejdet med Jan Grarup om dækning af krigen i Ukraine.
Samme dag rettede og beklagede Læsernes Redaktør fire af de fejl, som Babenko og Konovalov havde påpeget, og som Jan Grarup under møder med Politiken havde erkendt.
19. september fortalte 24syv om fejl i Jan Grarups oplysninger om sit arbejde under folkemordet i Rwanda i 1994.
20. september besluttede Politikens chefredaktion at afbryde alt samarbejde med Jan Grarup.
21. september rettede og beklagede Læsernes Redaktør nogle fejl i essayet ’Turist i mit eget mareridt’, bragt på politiken.dk 2. april og i Politiken 7. april 2019, hvor Jan Grarup skrev om at genbesøge Rwanda 25 år efter folkemordet.
Fredag 22. september blev jeg af Politikens chefredaktion bedt om at undersøge fotograf Jan Grarups leverancer og udtalelser til Politiken. Jeg har haft frie hænder til at gennemføre undersøgelsen.
Jan Grarup og Politiken
Jan Grarup leverede fotos til Politiken på freelancebasis, indtil han i 2001 blev ansat i Politikens fotoafdeling. I april 2009 sagde Jan Grarup op i protest mod udnævnelsen af en ny fotochef.
Siden oktober 2011 har Jan Grarup som selvstændig freelancefotograf leveret fotoreportager til Politiken, primært fra krigs- og katastrofezoner. I en del tilfælde foretog han rejserne i samarbejde med organisationer som Unicef og Dansk Flygtningehjælp.
Fra marts 2013 har Politiken publiceret en række artikler, hvor Jan Grarup – ud over fotos – er blevet interviewet af Politiken-journalister og dermed har leveret faktuelle oplysninger til artiklerne. I andre tilfælde har Jan Grarup selv leveret teksten.
Jeg har undersøgt de artikler, hvor Jan Grarup enten har leveret faktuelle oplysninger eller leveret selve teksten. Det førte videre til undersøgelse af, og sammenligning med, andre tekster og udtalelser fra Jan Grarup om de samme emner, i Politiken og i andre medier, i bøger og i enkelte tilfælde i foredrag tilbage til 1988. Jeg har også undersøgt andre tekster, som involverede Jan Grarup og var publiceret i Politiken, fordi de blev diskuteret i en række medier, herunder på sociale medier. I det omfang, jeg har fundet dækning for den fremsatte kritik, er forholdene nævnt i det efterfølgende.
Resultatet er denne gennemgang. Jeg står inde for, at den har været grundig og – så vidt det er muligt – upartisk. Jeg tror på, at gennemgangen er dækkende, for så vidt angår materiale publiceret i Politiken, som er genstand for undersøgelsen. En søgning på Jan Grarups navn i Politikens arkiver tilbage til 1988 giver mere end 1.900 hits, hvoraf langt de fleste vedrører dagligdags fotoopgaver, så jeg kan ikke garantere, at der ikke er forhold, som jeg ikke har set.
Folkemordet i Rwanda
»Da jeg parkerede min gamle Toyota Pickup foran kirken i Nyamata, to timers kørsel uden for Rwandas hovedstad, forstod jeg, at jeg var helt alene. Hutu-militsen var draget videre. En flod af blod strømmede ud af kirken«. (...)
»Så pludselig kom hun kravlende ud imellem alle de døde. En lille pige på en 5-6 år. I sit baghoved havde hun et machetehug, der gik helt ind til kraniet. Nogen havde forsøgt at hugge hjerneskallen af hende. Hun græd ikke, hun skreg ikke, hun stirrede bare tomt ud i luften. I menneskebunkerne lå hendes familie. Mor, far og søskende«.
Sådan beskrev Jan Grarup en oplevelse på hans første tur ind i Rwanda under folkemordet i 1994 i et essay i Politiken på 25-års dagen for starten på folkemordet i Rwanda i 1994, 7. april 2019. I kirken i Nyamata foregik en af de mest velbeskrevne massakrer under folkemordet. Ligene af omkring 50.000 tutsier er begravet omkring det mindecenter, som senere blev indrettet ved kirken.
Strømmen af blod må betyde, at drabene i kirken skulle være sket, blot få timer før Jan Grarup ankom.
Det kan ikke passe. Massakren i kirken i Nyamata skete 14.-16. april 1994. Da var Jan Grarup ikke i Rwanda, men i Danmark, hvor han 17. april fotograferede en footballkamp i Gentofte for Politiken. Grarup var i slutningen af april 1994 i Sydafrika for at dække valget, som foregik 26.-29. april. Han tog det sidste billede i Sydafrika sent om aftenen 2. maj. Det blev bragt i Ekstra Bladet 3. maj og i Politiken 4. maj 1994.
Jan Grarup kan i dag ikke huske, hvornår han rejste ind i Rwanda i forbindelse med folkemordet, blot at han passerede grænsen fra Tanzania ved at krydse Rusomo-broen over Akagera-floden. Det gjorde andre sammen med ham. Heriblandt to norske kolleger, fotograf Jan Tomas Espedal og journalist Ole Martin Bjørklid. De arbejdede for den norske avis Aftenposten.
Jan Grarup bekræfter i dag, at han fulgtes med de to norske kolleger. De tre skandinaver var en del af en gruppe på otte mediefolk, som blev guidet ind i Rwanda af tutsimilitsen, som havde opnået kontrol over den del af landet og nu lukkede de mange mediefolk, som havde samlet sig ved grænsen, ind i hold, fortæller Jan Espedal. Han fortæller også, hvornår det skete: 18. eller 19. maj 1994.
De kørte ad hovedvejen fra grænsen mod hovedstaden, Kigali, men kom ikke helt dertil, ifølge Espedal fordi der stadig var kampe mellem hutuer og tutsier i Kigali. I stedet drejede de sydpå mod Nyamata. Det svarer til Jan Grarups beskrivelse i bogen ’Hvor jernkorsene gror’ fra oktober 2019.
Mediefolkene overnattede en enkelt gang inde i Rwanda, før de blev kørt ud igen, ad samme vej, som de kom ind, og blev sat af i N’Gara-flygtningelejren tæt på grænsen i Tanzania. Det var, fortæller Jan Espedal, 19. eller 20. maj.
Ved at sammenligne de to fotografers billeder fra turen – Espedals i Aftenposten, Grarups i Ekstra Bladet og Politiken – kan man se, at de fulgtes ad: De har fotograferet en del af de samme motiver, og Espedal har fotograferet Jan Grarup foran et af motiverne. Blandt de billeder, som de begge lavede, var den lille pige med machetehug i kraniet. Men hun kom ikke kravlende ud af en kirke fyldt med døde mennesker. Jan Grarup (og Jan Espedal) fotograferede hende på et feltlazaret, hvor hendes sår blev behandlet. Sådan beskrev Jan Grarup også billedet de mange gange, han siden har gengivet det – lige indtil han i essayet i april 2019 lod hende komme kravlende ud af kirken.
I to kapitler af Politikens podcast ’Du lytter til Politiken’, 8. og 9. april 2019, med titlen ’Rwanda 25 år efter – hvordan kunne det ske’ fortalte Jan Grarup om sin rejse i Rwanda under folkemordet:
Han kørte ind i Rwanda »små tre uger inde i folkedrabet«. Som nævnt ovenfor havde folkedrabet stået på i omkring seks uger, da Jan Grarup kørte ind i Rwanda 18. eller 19. maj 1994.
Om massakren i kirken i Nyamata sagde Jan Grarup blandt andet:
»Vi kom hele tiden frem til massakrer, der lige var foregået«.
»Vi blev mødt af nogle civile, som fortalte om en massakre, som lige var foregået«, »få timer tidligere«.
»Jeg stod bogstavelig talt med to åbne døre ind til kirken, hvor blodet flyder ud«.
Som nævnt ovenfor kan Jan Grarup ikke have været ved kirken i Nyamata »få timer« efter massakren. Den fandt sted 14.-16. april 1994, altså en måned før Jan Grarup kom til landet. Da Grarup var i området i sidste halvdel af maj, havde tutsimilitsen RPF kontrol med området, og folkemordet var bragt til ophør i den del af landet, og derfor følte han sig aldrig truet, fortalte Jan Grarup i et interview med Ekstra Bladet 24. maj 1994, efter at han havde forladt Rwanda igen.
I podcasten 8. april 2019 fortæller Jan Grarup, at han kom ud af Rwanda »efter adskillige uger«. Som nævnt i det følgende har jeg ikke fundet belæg for, at han var i landet i mere end to dage, mens folkemordet stod på.
Jan Grarup har til mig oplyst, at han få dage forud for todagesturen med blandt andre de to norske kolleger kørte over grænsen til Rwanda sammen med en kameramand, som han ikke kendte og i dag ikke kan identificere. »På den anden side af grænsen hørte vi voldsom ildkamp fjernt og vurderede ikke, det var sikkert at fortsætte«, husker Jan Grarup.
Jeg har spurgt Grarup, hvornår den tur fandt sted, om den gik længere end til den anden side af grænsen, og om han har fotos fra turen. Det har Jan Grarup ikke svaret på. Derfor fastholder jeg min konklusion: Jeg ser ingen dokumentation for, at Jan Grarup var i Rwanda i mere end to dage, mens folkemordet stod på.
Hvor længe var Jan Grarup i Rwanda?
Jan Grarup fortæller selv, blandt andet i artikler i Politiken, at han arbejdede som fotograf i Rwanda under folkemordet i »to-tre uger«. Jeg har set 12 forskellige motiver fra folkemordet, som Jan Grarup har brugt i aviser, i bøger og i forbindelse med sine foredrag, fra 1994 og frem til i dag. 11 af dem ser ud til at være fotograferet i løbet af de to dage i sidste halvdel af maj. Det 12. og sidste motiv er stedfæstet i byen Gisenyi. Byen ligger på Rwanda-siden af grænsen til det daværende Zaire, i dag Den Demokratiske Republik Congo. På Zaire-siden af grænsen lå i 1994 store flygtningelejre ved byen Goma, hvor Grarup i slutningen af juli var på reportage med en journalist fra Ekstra Bladet, efter at folkemordet i Rwanda var afsluttet.
I essayet i Politiken 7. april 2019, i forbindelse med 25-års dagen for starten på folkemordet, er der et kort over Rwanda. På kortet er to ruter tegnet ind: en kort rød rute, som angiver Jan Grarups rejse ind i Rwanda i 1994. Den svarer til Jan Espedals beskrivelse af deres fælles todagestur, bortset fra at ruten når helt til Kigali, før den drejer sydpå. Og en gul, som skal beskrive Jan Grarups rejserute, da han genbesøgte Rwanda i 2019 – den følger først den røde rute, men fortsætter mod syd, nord og vest og dækker en langt større del af landet end 1994-ruten.
Nogle af de gamle billeder fra 1994 er med i artiklen i 2019, men nu har tre af dem skiftet lokalitet: Billedet af en kravlende mand, som i 1994 og siden blev stedfæstet til Kanzenze, en forstad til Kigali, er ifølge billedteksten nu taget i Nyanza, langt fra den rute, Jan Grarup fulgte i 1994. Liget af en mand med armene bundet på ryggen er flyttet fra vejen mellem grænsen til Tanzania og Kigali til byen Butare, endnu længere væk fra 1994-ruten. En halshugget kvinde er ifølge billedteksten placeret allerlængst væk fra 1994-ruten, i byen Gisenyi. Ifølge den røde rute på kortet var Jan Grarup hverken i Nyanza, Butare eller Gisenyi i 1994.
Jan Grarup bekræfter, at han alene var kilden bag informationerne om både rejseruterne på kortet og i billedteksterne. Han kan ikke forklare de manglende sammenhænge mellem rejseruterne og billedteksterne, og mellem billedteksterne i essayet og den måde, de samme billeder tidligere har været beskrevet på.
»Jeg kan reelt ikke huske det. Det er frit fra hukommelsen, og man skal huske på, at det ligger 30 år tilbage. 25 år på det tidspunkt. Der er bare ekstremt mange ubekendte, i hvert fald i min hukommelse. Det har virkelig været svært for mig«.
Jan Grarup mener, at han i maj 1994 blev i Rwanda alene og arbejdede videre, da blandt andre de to norske journalister kørte ud. Den norske fotograf Jan Espedal er sikker på, at Jan Grarup var med i bilen ud. Nordmændene ville blive for at lave reportage fra N’Gara-flygtningelejren i Tanzania. Grarup blev efter deres forklaring kun en enkelt dag, hvorefter han rejste tilbage mod København. Han tog Jan Espedals eksponerede film med og overtalte i lufthavnen en SAS-medarbejder til at tage filmene med til Oslo, så Aftenposten kunne hente dem i lufthavnen der, fortæller Jan Espedal.
Jan Grarup husker ikke, at han skulle have taget sin norske kollegas film med til København. Men han kom tilbage til Politikens Hus på Rådhuspladsen, »helt smadret«, fortæller han, tids nok til at både Politiken og Ekstra Bladet kunne bringe fotoreportager med hans billeder 24. maj, i Ekstra Bladet suppleret med et interview, hvor det fremgår, at Jan Grarup havde forladt Rwanda, da interviewet blev lavet.
At han fulgtes med nordmændene ud til flygtningelejren i Tanzania, viser desuden fem Jan Grarup-fotos fra lejren, som blev bragt i Politiken 26. maj 1994. Efter den dato er det ikke lykkedes mig at finde Jan Grarup-fotos i Politiken, Ekstra Bladet eller Jan Grarups foreløbig tre fotobøger, som tyder på, at Jan Grarup kom tilbage til Rwanda, mens folkemordet stadig var i gang. Jeg finder ikke dokumentation for, at Grarup var i Rwanda under folkemordet i mere end de to dage – fra 18. til 19. eller 19. til 20. maj.
En gennemgang af Ekstra Bladets og Politikens arkiver viser, at Jan Grarup løste mindst 36 fotoopgaver i Danmark og Norge for de to aviser i perioden fra 26. maj til 31. august 1994. Der var i perioden to gange fotos, som havde med folkemordet i Rwanda at gøre. 11. juni 1994 bragte Ekstra Bladet en reportage om folkemordet, skrevet af journalist Øjvind Kyrø, illustreret med Jan Grarups fotos. Mindst tre af fire fotos er gengangere fra Grarups korte rejse i Rwanda i maj. Grarup var ikke med i Rwanda i juni, oplyser Øjvind Kyrø: »Jeg har aldrig arbejdet sammen med Jan Grarup«, siger han.
Folkemordet i Rwanda sluttede officielt 17. juli 1994. I slutningen af juli var Jan Grarup i en flygtningelejr i Goma i det daværende Zaire, tæt på grænsen til Rwanda, med journalist Niels Westberg. Fra 22. juli til 2. august bragte Ekstra Bladet fire reportager om flygtningene. I den første reportage, 22. juli 1994, noterede Niels Westberg, at folkemordet var slut: »RFP-hæren har sejrrigt udraderet regeringshæren (som stod bag folkemordet, min bemærkning) på alle fronter i Rwanda«.
I hele den undersøgte periode finder jeg intet, som underbygger, at Jan Grarup var i Rwanda, mens folkemordet stod på, i mere end de to dage i sidste halvdel af maj.
Jan Grarup fastholder, at han var der i to-tre uger.
Adelines historie
I essayet 7. april 2019 skrev Jan Grarup om Adeline, »en smuk kvinde på 31 år, som jeg falder i snak med, kort efter jeg ankommer«.
Adeline Umutoni er journalist i Rwanda. Når de faldt i snak, skyldtes det, at Adeline Umutoni var ansat som Jan Grarups praktiske hjælper, fikser, da han var i Rwanda i marts-april 2019. Hun fortalte ham om sine egne oplevelser under folkemordet i 1994, som Jan Grarup gengav i sit essay.
Fotograf Jørn Stjerneklar og journalist Helle Maj, som for egen regning har undersøgt Jan Grarups aktiviteter i Rwanda, fandt frem til Adeline Umutoni, oversatte essayet, så hun kunne læse det, og bad om hendes reaktion. Hun sagde, at Jan Grarup havde skrevet en anden historie end den, hun fortalte ham.
Jeg har efterfølgende talt med Adeline Umutoni. Hun fortæller, at hun føler sig forrådt af Jan Grarup, og korrigerer følgende oplysninger i Jan Grarups essay:
Jan Grarups version: »Jeg var seks år, da det begyndte«, konstaterer hun. »Alt var kaos, min mor og far ringede til alle vores familiemedlemmer – ingen svarede. De var på flugt. Min lillebror på to og jeg blev sendt over for at se til den ene af mine onkler og hans kone, som sad i rullestol«.
Adeline Umutoni: »Jeg var syv år. Jeg befandt mig i forvejen hos min tante og onkel, hvor jeg var på ferie med min lillebror«.
Grarup: »Jeg så aldrig mine forældre igen. Måske flygtede de, måske blev de dræbt. Vi fandt aldrig ud af det«.
Umutoni: »Jeg fandt både min mor og min far i live nogle år efter folkedrabet«.
Grarup: »Da min onkel fornemmede, at det var tid til at komme væk, bandt han min bror fast på ryggen af mig. Selv bar han de ejendele, han kunne, imens han skubbede sin kone foran sig i rullestolen«.
»Vi løb hurtigt ind i et checkpoint. Min faster var den første, de lagde an til at slå ihjel. Min onkel var stærkt troende og faldt på knæ og bad for hendes liv. De slagtede hende for øjnene af os«.
Umutoni: »Vi var ikke ved et checkpoint. Folkemorderne kom til min onkels hus. De slagtede ikke min tante i rullestolen«.
Grarup: »Så kom turen til ham. »Du skal have samme skæbne som din Jesus«, sagde de og byggede et kors af brædder til ham. Han bad for sit liv og sagde, at det ville være forkert at give ham samme skæbne som Gud. De lyttede og vendte så korset om og hængte ham med hovedet nedad. Til sidst slog de et langt søm igennem hovedet på ham«.
Umutoni: »På det tidspunkt gemte jeg mig i en majsmark sammen med min lillebror. Derfra kunne jeg høre og se, hvad der skete med onklen: Folkemorderne byggede ikke et kors, som Grarup beskrev det. De hængte ham op i et træ foran huset. Han græd og bad dem ikke at hænge ham, som Jesus blev hængt på korset. De tog ham ned og hængte ham op igen med hovedet nedad og fødderne op. Jeg så dem korsfæste ham med hammer og søm«, fortæller Adeline.
Grarup: »Så fik de øje på mig og min bror«.
»»Hvad laver den lille slange på din ryg«, spurgte de«.
»»Han er min bror«, svarede jeg«.
»»Tag den lille slange, og løb. Fortæl alle, du møder, hvad vi vil gøre ved jer tutsier«, befalede de«.
Umutoni: »Jeg talte ikke med folkemorderne efter drabet«.
I den digitale udgave af Jan Grarups essay, publiceret på politiken.dk 2. april 2019, hedder det i en billedtekst: »Flygtningelejr i byen Goma. Det var her, Adeline og hendes bror endte efter deres flugt«. Ifølge Adeline Umutoni kom hun og hendes bror til Panzi-lejren i Bukavu, dengang Zaire, i dag Den Demokratiske Republik Congo, hvor de var i to år.
Samtalen med Adeline Umutoni gav mig også anledning til igen at se på kortet, som blev bragt sammen med essayet 7. april 2019. Umutonis oplysninger tyder på, at også Jan Grarups fakta om den rejserute, han fulgte ved genbesøget i Rwanda i 2019, er forkerte.
Adeline Umutoni var Grarups praktiske hjælper på turen fra 23. marts til 1. april 2019. Hun var med, når de kørte fra hovedstaden, Kigali, og ud i landet. Ifølge Umutonis optegnelser dækkede de i alt tre ture uden for Kigali kun omkring en tredjedel af den gule rute, som på kortet ved essayet angav Jan Grarups rejser under 2019-besøget, og som baserede sig på Grarups egne oplysninger til Politiken.
Jan Grarup har svaret, at han arbejdede med andre fiksere og chauffører end Adeline Umutoni under besøget i Rwanda i 2019 og dermed var der i længere tid, end hun har noteret. Jan Grarup ville forsøge at finde dokumentation for det, men er ikke vendt tilbage om det.
Claudette og massevoldtægten
I essayet i Politiken 7. april 2019, hvor Jan Grarup fortalte om sit genbesøg i Rwanda, 25 år efter folkemordet, optrådte også kvinden Claudette Mukarumanzi, som Grarup interviewede i en bygning ved mindecentret for massakren i kirken i Nyamata. Hun fortalte, ifølge Grarup, hvordan hun som 13-årig under massakren blev voldtaget af 20 mænd og derefter fik macheter jaget op i skeden, før hun blev hugget ned med macheter og smidt ned til en mængde lig i en dyb latrin – hutuerne troede, hun var død. Det lykkedes hende senere at kravle op fra latrinen ved at benytte de døde kroppe som trappetrin og flygte fra kirken.
Historien gengav Jan Grarup også i podcasten ’Du lytter til Politiken’ med titlen ’Rwanda 25 år efter – hvordan kunne det ske – kapitel 2’ 9. april 2019:
»De slog hende i hovedet, på ansigtet og på kroppen, og da de var færdige med det, så voldtog de hende – 20 mand. Hun fortæller selv i dag, at hun mistede sin mødom til 20 mand. Og da de var færdige med det, så fortsatte de voldtægten med macheter«.
Claudette Mukarumanzi er en overlevende fra folkemordet, som talrige gange, i hvert fald de seneste 20 år, har fortalt sin historie til medier. I ingen af de versioner, jeg har kunnet finde, taler hun om at være blevet voldtaget af 20 mænd og macheter.
24syv kunne i udsendelsen ’Reporterne’ 19. september i år citere en anonym lokal kilde, som var til stede, da Jan Grarup interviewede Claudette Mukarumanzi i 2019. Kilden sagde, at Claudette fortalte om voldtægt, og at overgrebsmanden brugte en machete til at sprede hendes ben. Men Claudette fortalte ifølge kilden ikke, at hun blev voldtaget af 20 mennesker og fik stukket macheter op i underlivet.
Jeg har talt med Adeline Umutoni, Jan Grarups fikser under rejsen i Rwanda i 2019. Hun var med, da Grarup interviewede Claudette Mukarumanzi. Ifølge Adeline Umutoni fortalte Claudette Mukarumanzi, at hun blev voldtaget af flere mænd under massakren i kirken, men hun satte ikke tal på. Hun fortalte, at macheter blev brugt til at sprede hendes ben, men Claudette Mukarumanzi sagde ikke, at macheterne blev jaget op i hendes skede, siger Adeline Umutoni.
Oplysningen i essayet om, at Jan Grarup var sammen med Claudette Mukarumanzi i tre dage, afvises også af Adeline Umutoni, som planlagde Grarups tur og oplyser, at hun var med i syv ud af de ti dage, Jan Grarup var i Rwanda i 2019.
Jeg har haft adgang til at lytte til en teknisk dårlig 12-minutters lydoptagelse fra interviewet, hvor det kun er muligt at høre tolken mindre end halvdelen af tiden. I den hørbare del tales der om voldtægt – »the daughters were violated, raped ...« – og om at kravle op fra latrinen ved at bruge ligene som trappetrin. Men intet om 20 mænd og macheter i skeden.
Jeg har forsøgt at kontakte Claudette Mukarumanzi via Rwandas nationale handikaporganisation, NCPD, hvor hun i hvert fald indtil juli 2022 var lokalformand i Nyamata, og gennem mindecentret ved Nyamata-kirken, hvor hun jævnligt har fortalt om folkemordet til udenlandske journalister – herunder Jan Grarup i 2019 – men det er ikke lykkedes at opnå kontakt.
Jan Grarup fastholder, at Claudette Mukarumanzi fortalte ham om massevoldtægten, sådan som den er beskrevet i essayet i Politiken 7. april 2019.
Han gravede ikke
I det samme essay skriver Jan Grarup:
»I de 100 dage, folkemordet varede, blev mere end 800.000 mennesker slagtet – selv i dag finder man nye massegrave, som forrige søndag i byen Kicukiro, hvor jeg sammen med fire arbejdere gravede i gulvenes betonfundament«.
Ifølge Jan Grarups hjælper på turen, Adeline Umutoni, som havde ført ham til udgravningen, deltog Jan Grarup ikke i gravearbejdet – det blev udført af regeringsansatte. Grarup fotograferede.
Jan Grarup har ikke modsagt Adeline Umutonis beskrivelse.
I forbindelse med essayet blev bragt et billede af en række mørke skikkelser, som bærer noget, der ligner vanddunke, på hovedet.
Billedteksten: »Flygtninge bærer vand fra floder og søer op til de områder, hvor de har søgt skjul for hutumilitserne«. Det forekommer ikke sandsynligt, at tutsier, som gemte sig for folkemorderne, i store flokke ville hente vand fra søer og floder. I Jan Grarups samling på internettet af fotos fra folkemordet i Rwanda lyder teksten til samme billede: »Flygtninge på vej til Goma, Zaire« – det var hutuer, som flygtede den vej, efter at tutsimilitsen RPF overtog kontrollen med landet.
Jan Grarup har ikke modsagt, at oplysningerne i billedteksten i essayet forekommer mindre sandsynlige.
I essayet 7. april 2019 skriver Jan Grarup: »I 1996 besøgte jeg en nedlagt kaffefabrik, der var blevet omdannet til et fængsel for folkemordets bødler«. Besøget fandt sted i 1997, og blev omtalt i december 1997.
I samme essay skriver Jan Grarup, at indsatte i Rwandas fængsler i forbindelse med folkemordet bærer fangedragter, som afspejler, om de har tilstået og angret (orange fangedragt), eller ej (lyserød fangedragt). Farvekoderne gælder alle indsatte - lyderøde dragter bæres af indsatte, som endnu ikke har fået dom, orange af fanger, som har fået dom og afsoner deres straf.
Hoved på pæl
I et interview med Politiken 15. september 2019 under overskriften ’Der skal nok være nogen, der tænker, er du sindssyg, han er en dårlig far’ fortalte Jan Grarup om sine oplevelser under folkemordet i Rwanda, som journalisten blandt andet sammenfattede sådan:
»Da vi kørte til Svendborg, var vi end ikke nået til broen, førend Jan Grarup havde nævnt et treårigt barn, hvis hoved var skåret af og sat på en pæl. En toårig pige, der var blevet voldtaget med en machete. En gravid kvinde, der blev skåret op med en dåseåbner, hvorefter hendes barn blev smidt i en brønd«.
Jeg har ikke fundet, at Jan Grarup har beskrevet de tre voldsomme begivenheder andre steder i artikler eller bøger, ligesom jeg ikke har fundet billeder, som Jan Grarup måtte have taget af dem, selv om det i artiklen kan læses som noget, Jan Grarup selv har oplevet.
Journalisten bag artiklen har konsulteret sine noter fra dengang og oplyser, at Jan Grarup under interviewet nævnte de tre eksempler som noget, deltagere i folkemordet har fortalt ham. Når det kan fremstå anderledes i artiklen, skyldes det alene journalistens formuleringer.
På kontrakt hos The New York Times
»Den prisbelønnede danske krigs- og katastrofefotograf Jan Grarup er blevet ansat ved The New York Times, som regnes for verdens bedste avis«, lød indledningen på en artikel på politiken.dk 27. november 2011, som dagen efter i en forkortet udgave blev bragt i Politiken.
Eneste kilde til oplysningen var Jan Grarup selv, som fortalte, at »Jeg garanterer et antal rejsedage om året, og mine spidskompetencer bliver for dem Afrika og Mellemøsten. Jeg bliver hooket fast op med en temmelig berømt journalist, som jeg ikke kan sige navnet på endnu«, siger fotografen.
Helle Maj og Jørn Stjerneklar har i deres undersøgelse af Jan Grarups meritter spurgt The New York Times. Det skriftlige svar lød: »Som en blandt hundredvis af freelancere, som arbejder med The New York Times, leverede mr. Grarup nogle få fotografier til vores nyheder for et årti siden, og hans arbejder har ikke optrådt i vores publikationer siden 2014«.
Det sidste er ikke korrekt. Jeg har undersøgt sagen i The New York Times’ arkiv og fundet tre artikler, hvor avisen har brugt fotos fra Jan Grarup: 23. februar 2010:om klimaflygtninge på Afrikas Horn; 20. april 2013: en feature om overførselsindkomster i Danmark; 24. maj 2018: en historie om Christiania som turistmål. Jan Grarup gør selv opmærksom på en billedfortælling om flygtningekrisen i Chad, publiceret 15. februar 2008, samt at han var en af to fotografer på en virtual reality-produktion med bandet The National, som The New York Times publicerede 8. september 2017.
Ukraine
Jan Grarup har bidraget til Politikens dækning af krigen i Ukraine i i alt 17 artikler siden Ruslands invasion i februar 2022. 13 gange som fotograf i følgeskab med en journalist fra Politiken, som leverede teksten til Grarups billeder. Fire gange har Jan Grarup også stået for informationerne i teksten, enten ved selv at skrive eller ved at han blev interviewet af en journalist fra Politiken, som ikke selv var med på reportagerejsen.
I fotoreportagen ’Rejsen til helvede’ 27. marts 2022 fortæller Jan Grarup i det ledsagende interview om billedet af en mand, der er gravet frem af ruiner:
»Vasyl havde ligget under ruinerne i 30 timer i bidende frost. Uforberedt på angrebet klokken seks om morgenen var han kun iført underbukser. Det var et mirakel, at han overlevede ...«.
På billedet har manden tøj på både under- og overkroppen. »Min fejl«, siger Jan Grarup i dag.
I ’Intet nyt fra østfronten’, bragt i Politiken 22. januar 2023, har Jan Grarup både leveret fotos og skrevet en tekst, som redaktionen valgte at kalde et essay i stedet for en reportage. En almindelig definition af et essay er, at genren giver plads til, at skribenten kan inddrage sin egen subjektive oplevelse og fortolkning. Men fakta skal også i et essay være korrekte og deklarerede.
Jan Grarup skriver i essayet:
»Juleaftensdag, imens jeg kørte rundt i Bakhmut, ramte et raketangreb ned her i Khersons centrum, hvor folk kan købe den smule dagligvarer, der trods alt kommer ind i byen.
7 blev dræbt og mere end 40 såret. Blandt ofrene var en gammel dame, der stod på et gadehjørne og solgte sim-kort til telefoner, en kvinde, der solgte glas med syltede grøntsager, en mand, der solgte brænde og kul, og så deres kunder, der bare kom forbi«.
Men hvordan kunne Jan Grarup fortælle detaljeret om et raketangreb, som skete i Kherson, mens han selv var i Bakhmut?
»Det kørte i alle medier«, siger Jan Grarup i dag. Han henviser desuden til »vores vigtigste arbejdsredskab LiveUAmap, en hyppigt brugt app, som viser nedslag/billeder og videoer fra angreb«. Jan Grarup forsømte at oplyse, hvor han havde sine oplysninger fra, og det er et krav, også i et essay. Det er korrekt, at angrebet på Kherson juleaftensdag blev omtalt i talrige medier verden over. Jeg har gennemgået en lang række tekster, fotos og videoer om begivenheden (men langtfra alle) uden at finde de detaljer om ofrene, som Jan Grarup beskrev.
Mortergranaten og pizzarestauranten
Jeg er nu nået til Jan Grarups seneste rejse i Ukraine, som foregik i juni og juli i år, og hvor Grarups formål var at fotografere til en kommende bog om krigen i Ukraine, et projekt, som ikke har relationer til Politiken. Det var på forhånd aftalt, at Politiken eventuelt ville være interesseret i at bringe nogle af Jan Grarups billeder og interviewe ham om turen, når han vendte hjem. Men først skete der to andre ting.
27. juni omkring klokken 19.30 blev restauranten Ria Pizza i den ukrainske by Kramatorsk ramt af russiske missiler. 13 omkom, og 60 blev såret. Et par dage efter skrev Jan Grarup en mail til to redaktionschefer på Politiken: »Jeg er lige kommet tilbage efter 16 timer i skyttegrave på en Nul frontline i de nyerobrede områder – vi kunne ikke komme væk pga tung artilleribeskydning på positionerne. Jeg er tilbage i Kramatorsk pt. Jeg arbejder lige på den restaurant som blev bombet forleden – Jeg forlod den 3 timer før den blev bombet og har billeder fra inden den blev ramt – kommer til at lave nogle billeder om tilfældighederne i krigen«.
Politiken sagde ja til historien og Grarups billeder. 1. juli bragte Politiken et interview med Jan Grarup under overskriften ’Han valgte at spise tidligt den dag. Tre timer senere ramte de russiske missiler restauranten og ødelagde alt’. I artiklen fortalte Grarup om besøget på restauranten sammen med de to ukrainske fiksere og beskrev nogle af de øvrige gæster.
Men Jan Grarup spiste ikke på Ria tirsdag 27. juni, tre timer før missilerne ramte. Han var der dagen før, mandag 26. juni. Grarups beskrivelser af gæster, som han ifølge interviewet havde mødt og hilst på, stammede fra forskellige mediers reportager om missilangrebet, har Jan Grarup efterfølgende erkendt. Et forhold, som Læsernes Redaktør rettede og beklagede i avisen 12. september.
Navne på granaten
Jan Grarup beskæftigede sig med følgerne af eksplosionerne i Ria Pizza i et opslag på Instagram fredag 30. juni. Her fortalte han i tekst og billede, at han samme dag ved fronten på en mortergranat havde skrevet navnene på to piger, som var blandt de 13 dræbte i Ria Pizza, før granaten blev affyret mod de russiske styrker ved fronten nær Bakhmut.
I et stort interview med Jan Grarup i Politiken 30. juli med overskriften ’Jan Grarup fra fronten: »Jeg har for længst mistet min objektivitet i den her krig«’, lød historien om mortergranaten sådan:
»De befandt sig ved fronten nær Bakhmut, da Gang of Gunners rakte Jan Grarup en mortérgranat. »Har du ikke et budskab«, spurgte de ham. Fra Anna og Yullia, skrev han på mortergranaten. Han placerede den i morterrøret, som straks sendte den af sted mod russerne«.
Jan Grarup havde haft en mortergranat i hænderne, havde skrevet på den og oplyste nu også, at han selv havde affyret den. Samtidig erklærede han i interviewet, at han ikke længere kunne være neutral observatør i krigen i Ukraine:
»Jeg har for længst mistet min objektivitet i den her krig. Jeg står 100 procent på ukrainsk side. Jeg ønsker intet godt for de her russiske soldater eller for det russiske styre«.
Jan Grarups erklæring vakte debat, både i Danmark og internationalt. Oleksandr Babenko og Yehor Konovalov, de to ukrainere, som havde arbejdet for Jan Grarup på rejsen i Ukraine, hørte også om den. De læste de to artikler i Politiken, om angrebet på Ria Pizza og det store interview om Jan Grarups oplevelser ved fronten.
16. august kontaktede de Jan Grarup på WhatsApp og gjorde ham opmærksom på, at de ikke kunne genkende en række af de ting, han i interviewene i Politiken fortalte om deres fælles rejse. De bad Jan Grarup sørge for, at de ting, som de mente var forkerte, blev rettet i Politiken.
Politiken retter
Politiken kendte ikke til indvendingerne mod de to artikler, før Babenko og Konovalov 14 dage senere, 30. august, sendte en mail til chefredaktør Christian Jensen med i alt 17 klagepunkter.
Efter at have undersøgt sagen og forelagt resultaterne af undersøgelsen for Jan Grarup rettede Politiken 11. september fire forhold: Den tidligere nævnte om Jan Grarups tilstedeværelse i Ria Pizza tre timer før missilangrebet, nævnt både i artiklen 1. juli og igen 30. juli, og fra interviewet 30 juli blev tre forhold rettet og beklaget:
- Jan Grarup havde ikke affyret en mortergranat mod de russiske styrker. Han havde skrevet på granaten, men en ukrainsk soldat affyrede den.
- »Skal vi slå dem ihjel? Eller skal vi skære hænderne af dem? Det drøftede ukrainske soldater med hinanden – på russisk – foran de russiske soldater, de netop havde taget til fange nær Bakhmut, mens Jan Grarup observerede«. Det fortalte Jan Grarup i interviewet. Det var ikke sandt. Jan Grarup erkendte, at han ikke selv havde oplevet det, men havde fået optrinnet fortalt af en kilde, som han stoler på.
- Jan Grarup havde i interviewet også fortalt, at »40 mænd mistede den 3. angrebsbataljon på en enkelt nat, mens Jan Grarup var til stede«. Grarup blev af Politikens redaktion spurgt om kilden til oplysningen om de 40 dræbte ukrainske soldater, og han oplyste, at han selv havde oplevet det. Det var ikke korrekt. Det var igen noget, som Jan Grarup havde fået fortalt fra en kilde, som han stoler på, og det var foregået et andet sted på fronten på et andet tidspunkt i en anden kampgruppe.
En række af ukrainernes klagepunkter valgte Læsernes Redaktør ikke at imødekomme med rettelser. For eksempel at Jan Grarup fortalte, at han havde set ukrainske soldater græde, og at han havde talt med soldater om, hvad de havde lavet, før de blev soldater i krigen – lærer, advokat, indehaver af en vandpibecafé – det fastholdt Jan Grarup som korrekt, og Læsernes Redaktør vurderede, at Jan Grarup kunne have oplevet de to ting, uden at fikserne var i nærheden, blandt andet fordi mange ukrainere taler engelsk, og Jan Grarup derfor kunne tale med dem uden tolk.
Jeg har haft adgang til at gennemgå Jan Grarups kommunikation med de to ukrainske fiksere på WhatsApp, forud for at deres klage nåede frem til Politiken. Gennemgangen viser, at deres udgangspunkt var at få korrigeret de fire punkter, som Politiken rettede og beklagede 11. september. Senere voksede klagen til også at omfatte punkter, som Læsernes Redaktør opfattede som klager, grundet de to ukraineres nationalistiske interesse i at fremstille landets militær på en bestemt måde, og derfor valgte ikke at imødekomme disse punkter, som Jan Grarup bestred var rigtige.
Jan Grarup fortalte også om mange begravelser: I det oprindelige interview talte han om 300 begravelser. Da Politikens redaktør fandt tallet usandsynligt, rettede Grarup det til denne oplysning: »Mindst 50 begravelser blev det til denne gang«. Jan Grarup forklarede efterfølgende, at tallet er hans skøn over det samlede antal begravelser, han har overværet under sine i alt syv rejser i Ukraine siden invasionen i februar 2022, ikke på den specifikke tur, som interviewet handlede om. Jan Grarup bekræfter, at han fik teksten til gennemsyn, og at Politikens journalist gengav hans udtalelser korrekt.
Utilstrækkelig faktatjek
Gennemgangen af Jan Grarups udtalelser og tekster til Politiken har vist, at hans udsagn generelt ikke blev udsat for tilstrækkelige faktatjek.
Ansatte på en redaktion som Politikens stoler som udgangspunkt på hinanden. Alle tekster bliver læst igennem af redaktionssekretærer og/eller redaktører, som vender tilbage til skribenten med spørgsmål, hvis der er oplysninger i teksten, som for eksempel forekommer usædvanlige, eller som ikke hænger sammen med øvrige oplysninger i artiklen. Som det skete, da Jan Grarup efter redaktørens gennemlæsning af interviewet 30. juli 2023 blev bedt om at oplyse, hvorfra han havde oplysningerne om tabstal – Grarup fastholdt, at han selv havde oplevet det – samt om det store antal begravelser kunne passe.
Der foretages ikke et minutiøst faktatjek af hver eneste oplysning i hver eneste artikel. Det antages – indtil der eventuelt opstår anledning til tvivl – at alle følger den samme ’grundlov’: Alle oplysninger skal deklareres. Begivenheder beskrives kun som selvoplevede, hvis man faktisk har oplevet dem selv. Har man fået dem fortalt, læst eller hørt dem, gør man rede for hvor og hvordan, så læseren selv kan vurdere troværdigheden.
Undersøgelsen tyder på, at Politikens redaktion som udgangspunkt har stolet på, at Jan Grarup fulgte den samme ’grundlov’. Det er vanskeligt, ofte umuligt, fra et skrivebord på Rådhuspladsen i København at faktatjekke, hvad der er sket ved fronten i Ukraine eller under et folkemord i det centrale Afrika.
Men det havde som eksempel været muligt i essayet ’Rejse ind i mit eget mareridt’ 7. april 2019 – tilbageblikket på folkemordet i Rwanda – at sammenholde den optegnede rute for Jan Grarups arbejde i Rwanda i 1994 med teksterne til billederne. Det ville have afsløret, at teksterne placerede tre af billederne på steder i Rwanda, hvor Jan Grarup ifølge hans egne oplysninger på kortet slet ikke var i 1994.
Var der advarsler?
Jeg har spurgt mig for på Politikens redaktion: Har der været advarsler om, at Jan Grarup ikke nødvendigvis deklarerede sine oplysninger, sådan som redaktionen som udgangspunkt går ud fra?
Svarene er en mellemting mellem ja og nej. Redaktionschefer er af flere medarbejdere blevet advaret mod at stole på Jan Grarup, men det har aldrig handlet om noget konkret. »Det har ikke været noget, man kunne handle på«, som en af dem siger.
Da Jan Grarup i 2011 – efter sin opsigelse i 2009 – igen begyndte at tilbyde billeder til Politiken på freelancebasis, afviste en redaktionschef over for chefredaktionen at samarbejde med ham, efter eget udsagn, fordi han »ikke havde tillid til Jan Grarup«. Den manglende tillid handlede ikke om Jan Grarups billeder, men om hans person. Den daværende chefredaktion på Politiken vurderede, at der var tale om et personligt modsætningsforhold, som ikke burde danne grundlag for at undlade samarbejde med Jan Grarup, der var anset som en af verdens bedste krigsfotografer.
Ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen modtog 14. august 2023 en mail fra en medarbejder, hvor medarbejderen mindede om, at han i marts 2022 havde sagt til Christian Jensen: »En dag kommer du til at fortryde samarbejdet med Jan Grarup«. Christian Jensen husker i dag ikke den konkrete bemærkning, men bekræfter, at den pågældende medarbejder i flere uformelle sammenhænge har gjort opmærksom på, at medarbejderen ikke havde tillid til Jan Grarup, men aldrig fremførte konkrete kritikpunkter. Det bekræfter den pågældende medarbejder.
Jan Grarup har ikke lagt skjul på, at han er diagnosticeret med posttraumatisk stress syndrom, ptsd, og at han i perioder har haft et voldsomt forbrug af kokain og alkohol som følge af voldsomme oplevelser som fotograf i krig og katastrofer. To redaktionschefer fortæller, at de i sommeren 2023 diskuterede, hvor mentalt skadet Jan Grarup er af de brutale oplevelser, han er blevet påført i sit arbejde, men uden at det førte til beslutninger om ekstra faktatjek eller stillingtagen til fortsat samarbejde.
Jan Grarup: »Det gør mig ondt at høre, at jeg har været så ildeset på Politiken. Det har ikke været min opfattelse, men jeg respekterer det, du skriver her. I det hele taget har det undret mig, at ’INGEN’ har henvendt sig til mig, hvis de har været bekymret for min mentale tilstand eller troværdighed«.
Disclaimer
Jeg har selv ved en enkelt lejlighed bidraget til artikler sammen med Jan Grarup. Det skete i Politiken 8. januar 2023. Emnet var livsfarligt børnearbejde i Madagaskar, hvor små børn arbejder i dybe, primitive miner for at udvinde mica, også kaldet glimmer, som bruges blandt andet i mobiltelefoner og batterier til elbiler.
Jan Grarup lavede reportagen med tekst og billeder i Madagaskar. Jeg skrev en baggrundshistorie om, hvem der høster de økonomiske gevinster af det farlige børnearbejde. Jan Grarup var i Madagaskar sammen med Unicef Danmark, hvis pressechef, Katja Kyl, var med på en del af turen sammen med Jan Grarup.
»Jeg så minerne og mødte de børn og voksne, som Jan interviewede. Så vi ved, de eksisterer, at minerne er så dybe og så videre. Kilderne har skrevet under på, at vi må bruge dem. Alt, hvad vi kunne tjekke i Jans artikel, var korrekt«.
fortsæt med at læse
