Torsdag 24. februar, på invasionens første dag, krydser jeg Storebæltsbroen. Hvordan ville her se ud, hvis Danmark var i færd med at blive invaderet? Ville udbrændte tanks spærre vejbanerne mellem Fyn og Sprogø? Eller ville de lave kørebroer være sprængt i luften? Eller tænk, hvis højbroens to gigantiske pyloner var styrtet sammen i et bombeangreb fra luften, reduceret til forvredne betonkonstruktioner, der anråbende rejste sig mod himlen, mens de hældende vejbaner førte lukt i havet 20 meter nede.
Samme morgen er jeg blevet vækket på et hotel i Haderslev af min kone. Hun har lige hørt i nyhederne, at Rusland nu har invaderet Ukraine, en begivenhed, som hun har forudsagt i ugevis, mens jeg aldrig har troet, at det var andet end taktiske trusler fra Putin med de lidenskabsløse, bureaukratiske manerer, det tomme, kontrollerede ansigt og de mumlende taler.
Liz, der er britisk, forudsagde også Boris Johnsons sejr i Brexit, Donald Trumps valg til præsident i USA og nu Putins invasion af Ukraine. Hun har en uhyggelig fornemmelse for denne makabre trio af klovne, der mere er i slægt med Batmans Joker end med cirkusarenaens børnevenlige underholdere. Demokratiet er under belejring, skriver Freedom House i sin rapport fra december 2021, og nu har endnu en af demokratiets belejrere slået til.
Vi har tilbragt aftenen i Haderslev, hvor et lokalt teater, Teatret Møllen, har lavet en opsætning af min roman fra 2015 om krigen i Afghanistan, ’Den første sten’. Alle roller i dette drama om mænd, der i en krig ikke blot farer vild, men også mister sig selv, er besat af kvinder i hvide og sandfarvede gevandter, og scenens eneste rekvisit er dynger af sten. Det er ikke premieren, vi har overværet. Den ligger endnu nogle uger fremme. Jeg har i stedet deltaget i en debat på scenen om krig, litteratur og teater, og da jeg fra salen bliver spurgt om Rusland og Ukraine, svarer jeg, at en invasion aldrig vil finde sted.
