På indersiden af den duggede togrude er der tegnet to hjerter, der rører hinanden. Lige om lidt bliver afstanden mellem dem lidt større, når toget triller ud fra perron 5 på banegården i Lviv med retning mod Polen.
For i en lang togstamme pakket med tomme blikke, er der nogle øjne, der stadig ser og prøver at holde fast. Kvindens brændende blik slipper ikke mandens ansigt, for lige om lidt er de på vej i hver deres retning.
Hun og børnene kører mod det Europa, vi alle sammen troede, vi boede i. Hvor der er fred, og hvor fædre og mødre kan sætte sig ved bordet og spise aftensmad med deres piger og drenge.
Han skal tilbage til den krig, der har vist ukrainerne, at de ikke bor i vores trygge verdensdel, men i en nation, der er ved at blive revet i stykker af en blodig konflikt. Og som nu skiller den her familie ad, og gør de tre i toget til en del af en ufrivillig folkevandring, der har sendt 1,5 million ukrainere ud af deres land, mens kampene tager til og storbyer som Kyiv, Kharkiv og Odesa rammes af granater.
