Danskerne skal tage stilling til forsvarsforbeholdet 1. juni. Men hvad er EU’s forsvarssamarbejde overhovedet, og hvilken forskel gør forbeholdet? Politikens EU-korrespondent, Karin Axelsson, guider dig igennem de vigtigste spørgsmål. Allerede inden krigen i Ukraine var EU’s forsvarssamarbejde i rivende udvikling. Det har de seneste 10 dage kun sat turbo på.
Inden udgangen af marts mødes de 27 EU-ledere i Bruxelles for at nikke til en ny forsvarsstrategi, et strategisk kompas, som skal lægge retningen for det fremadrettede fokus. Alt lige fra at styrke forsvaret over for nye trusler som hybrid- og cyberangreb, til hvordan man kan øge EU’s militære muskler i samarbejde med Nato.
Egentlig har EU haft et forsvarssamarbejde på tegnebrættet siden 2009, men i årevis lå det i tornerosesøvn på grund af intern uenighed. Men siden 2016 har det taget fart af flere årsager. Først og fremmest fordi en af de største modstandere af et EU-forsvar Storbritannien meldte sig ud. I 2017 vedtog 25 af landene - undtagen Danmark og Malta - at lave et struktureret samarbejde omkring indkøb, forskning og udvikling af forsvarsudstyr, kaldet Permanent Structured Cooperation (PESCO).
Studier har nemlig vist, at EU’s samlede forsvarsbeholdning er lidt mere mangfoldig end godt er. Det naturlige resultat af at have 27 forskellige lande med 27 nationale strategier for indkøb. Resultatet er ifølge EU-Kommissionens analyser, at Europa bruger halvt så mange penge på forsvar som USA, men har under en fjerdedel af den amerikanske slagkraft.
