De burde ikke stå her. Det er den første tanke. Der er noget forkert og næsten lammende over synet af de mange mennesker på motorvejen.
For det første er det ikke et sted, mennesker står. Det er en kørebane, som er lavet til biler, et stykke asfalt, man suser hen over på vej ind i Ukraine. Nu er det et sted, hvor man siger farvel. Til sit land, sit liv og sine helt banale drømme om nye sko, en ferietur eller et lidt større hus.
De burde heller ikke stå her, for det er alt for koldt til, at mennesker bare skal stå og vente i timer. De første kom i nat, nu er det formiddag, og kulden har låst deres bevægelser fast under de mange lag tøj og tæppet, som de har fået. Himmelen er lysegrå, vejen er sort, og snefnuggene er hvide.
Og de burde slet ikke stå der, fordi de ikke selv har valgt det.
