Da krigen i Ukraine brød det ud, stod det hurtigt klart, at byen Mariupol ville blive forsøgt indtaget af Rusland. Dens strategiske placering, midt mellem russisk-annekterede Krim og det russiske hovedland, gjorde det nærmest bydende nødvendigt for den russiske invasionsstyrke at få kontrol over byen.
Slag i slag har de nærmet sig komplet kontrol. Undervejs har den menneskelige lidelse nået nye lavpunkter. Der var bombningen af teatret, hvor nogen havde skrevet ’børn’ ude foran, og hvor mange hundrede civile opholdt sig. Der er den sønderskudte by, hvor så godt som ingen huse er uskadte. Der er de civile, der er blevet beskudt, når de har forsøgt at komme i sikkerhed.
Nu er det Azovstal-stålværket, verdens øjne hviler på. Stålværket er blevet den sidste bastion for ukrainernes modstand mod russerne i Mariupol. Symbolsk for Ukraine – for så længe der er modstand, er det en torn i øjet på Rusland. Og lige så symbolsk for russerne. For mange, hvis ikke alle af forsvarerne, er medlem af Azov-bataljonen, der især i midten af 10’erne var berygtet for at acceptere og i en vis grad promovere højreradikal politik. Det har bataljonen siden nedtonet noget. Men de er stadig et åbenlyst mål for Putins Rusland, der holder fast i løgnen om, at Ukraine er nazistisk.
Kampene om værket har varet to måneder. Den ukrainske regering oplyste tirsdag i denne uge, at omkring 1.000 soldater skal befinde sig på stålværket. Alle civile er derimod blevet evakueret, siger regeringen. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har bedt verden om hjælp i håbet om, at Rusland kan presses til at indstille beskydningen, mens de sidste civile og de sårede soldater forlader stedet. Ifølge nyhedsbureauet AFP har Tyrkiet meldt sig klar til at facilitere en evakuering. Samtidig har to koner til de tilbageværende soldater bedt selveste Paven om hjælp, skriver The Guardian.
