Januarkulden var bidende. Alligevel begyndte køen allerede at tage form ved 4-tiden om morgenen i hjertet af Moskva i 1990. Da dørene åbnede klokken 10, og duften af friture og hamburgere fes ud, var hundredvis af nysgerrige mennesker allerede mødt op.
For den gyldne måge var landet i Sovjetunionen. Det lysende, gule M var ikke bare fastfoodkæden McDonald’s’ logo, det var et løfte om nye tider. Tider med varer på hylderne, med valgfrihed og forbrugerøkonomiens indtog. I løbet af de følgende år opløstes Sovjetunionen, og markedskræfterne skyllede ind over landet.
Den januardag i 1990 solgte McDonald’s 38.000 måltider til de sultne russere, der aldrig før havde smagt den slags fastfood. Derfra eksploderede burgerkædens popularitet. 32 år senere, i 2022, råder McDonald’s over 847 restauranter og 62.000 ansatte i det gigantiske land. Men som reaktion på krigen i Ukraine blev samtlige restauranter midlertidigt lukket i marts – både i Rusland og Ukraine.
Og nu skal det så være helt slut med McDonald’s i Rusland. Samtlige restauranter er nemlig sat til salg mandag. Ifølge administrerende direktør Chris Kempczinski er det ikke længere holdbart at drive forretning i det krigsførende land – og så er det uforenligt med kædens værdisæt.
