Dimas arbejdsdag starter denne mandag klokken fem om morgenen bag rattet på en minivan med plads til ni personer. Rejsen til Bakhmut tager fire-fem timer, og på vejen skal han hente sin skudsikre vest og hjelm i Pokrovsk og mødes med andre kolleger og frivillige for at planlægge dagens mission.
»I dag har vi 15 mennesker på listen fra Kramatorsk og Bakhmut. Vi evakuerer mest folk med særlige behov, det er folk med handikap, ældre og sengeliggende«, fortæller Dima, mens han tager billeder af solopgangen bag regnskyerne og tågen, idet vi kører på broen over Dneprfloden. Den ukrainske ngo Vostok SOS, som han arbejder for, har sammen med deres partnere evakueret omkring 24.000 mennesker, siden krigen startede. 1.850 af dem er folk med særlige behov, der skal have støtte, transporteres i kørestole eller på bårer.
»Jeg kan ikke sige, at jeg kan lide at være der«, fortæller Dima om turene ud østpå. Normalt arbejder han på kontoret i Dnipro og sørger for planlægning, koordinering, og rapportering. »På den anden side, er der noget, der trækker i én. Man begynder at værdsætte livet mere, når man vender tilbage«.
Dimas fulde navn er Dmytro Podzolkov, han er 39 år og fra Dnipro. Han befandt sig i Irpin, da han tidligt om morgenen den skæbnesvangre 24. februar vågnede op til, hvad han troede var torden, men som i virkeligheden var en krig, der brød ud. Samme dag pakkede han sine ting, tog sin kat og kørte mod en grænseby ved den slovakiske grænse, hvor han slog sig ned og begyndte at lede efter noget, der gav mening, og hvor han kunne gøre nytte. Sådan fandt han Vostok SOS, der havde brug for frivillige til at arbejde på lageret og på callcentret for at rådgive panikslagne ukrainere.
