Hvordan fejringen af Theodor Hertzls fødsel i 1860 fandt sted, vides ikke. Men én ting er sikker. Ingen af gæsterne eller nogen andre mennesker kunne have spået eller overhovedet forestillet sig, at den lille dreng, der blev født ind i en assimileret jødisk familie i 1860 i det nuværende Ungarn ville blive den intellektuelle fadder til den moderne israelske stat. Alene ideen om en jødisk stat ville have virket fuldkommen absurd.
Godt nok sagde jøder rituelt stadig »næste år i Jerusalem«, når de fejrede den jødiske påske eller andre højtider. Men det var stort set ren symbolik. Den jødiske stat havde ikke eksisteret i små to årtusinder, og det folk, som Herren ifølge Biblen havde skænket Det Hellige Land, var blevet spredt for alle vinde og til næsten alle verdenshjørner.
Hør Marcus Rubin læse tredje kapitel i serien højt.
Der var jødiske samfund fra Kina til Amerika og fra Sydafrika til Litauen. Fra Iran til Marokko og i stort set alle større europæiske byer. Jøderne var blevet fordrevet, men havde overlevet som diaspora – mange steder trods restriktioner og diskrimination – havde trivedes og var vokset. Alene i Pest, den halvdel af Budapest, hvor Hertzl blev født, boede der ifølge folketællingen i 1850 12.642 jøder.
