Klokken 11.20 den formiddag, invasionen begyndte, begav Zelenskyj og hans livvagter sig ned i præsidentkompleksets stueetage, hvor hans rådgivere havde samlet en gruppe journalister i et presselokale uden vinduer. Præsidenten var stadig klædt i jakkesæt og skjorte med flip, men hans budskab havde ændret sig i løbet af disse første få timer af invasionen. Da han stillede sig op på talerstolen, så ukrainerne ikke længere det anspændte og let nedladende smil hos en leder, der bad dem forholde sig roligt, blive hjemme og afvente yderligere instruktioner. Zelenskyj bad nu sit folk yde modstand og være med til kæmpe på enhver mulig måde. Alle, der tidligere havde været soldat, skulle straks melde sig til rekrutteringskontorerne og lade sig indrullere i hæren. Alle, der var sunde og raske nok til at give blod, skulle gøre det på deres lokale hospital. Enhver, der ønskede en maskinpistol, sagde Zelenskyj, skulle gå hen og få en udleveret fra de uddelingsposter, der var ved at blive etableret rundtomkring i byen. »Vi udleverer allerede nu våben, og det vil vi blive ved med at gøre til enhver, der ønsker at forsvare vores land«.
Selv de forsamlede journalister blev opfordret til at melde sig under fanerne. Strømmen af russisk propaganda var taget til, efter at angrebet var blevet indledt, og falske rapporter om, at regeringen var brudt sammen, var begyndt at sprede sig på de sociale medier. Zelenskyj ville have hvert eneste nyhedsmedie til at hjælpe med i krigen om information og »mobilisere kampgejsten« over hele landet. »Fortæl alle, hvor tappert vores soldater kæmper«, sagde han fra talerstolen. »De har brug for støtte fra landets borgere«.
Få minutter senere, da pressebriefingen var slut, lød luftalarmerne igen. Deres første hylen havde lydt i Kyiv tidligt samme morgen, men de fleste af præsidentens medarbejdere havde ignoreret dem og arbejdet videre. Denne gang var det anderledes. Omkring klokken 12 blev præsidentens vagtkorps advaret om et luftangreb mod Bankovagade, vagterne spredte sig i hele komplekset for at gøre klar til en evakuering. Zelenskyjs livvagter meddelte ham, at det var tid til at begive sig ned i bunkeren.
Præsidenten havde fået en rundvisning i anlægget i begyndelsen af sin embedsperiode et par år forinden, og han mindedes døren, en massiv, kraftig metalflade tætnet med gummilister i kanterne. Den åbnede ind til et system af trapper, gange og elevatorer, der førte langt ned under jorden. Turen ned tog mindre end ti minutter, men det føltes meget længere under denne første nedstigning, hvor deres stemmer og fodtrin genlød gennem tunnelerne, der bredte sig under jorden i et område, der dækkede flere karreer.
