Toget ramler ind mod Court Square med et brag og lyden af metal, der ikke sidder der, hvor det burde, og i hvert fald ikke sidder fast. Bevægelsen i togstammen får den tandløse sorte dames kæmpepose til at vælte, der falder plastikflasker ud, og de triller ned ad gulvet. Mountain Dew, Pepsi og Poland Springs.
Queens er en rodebutik.
Toget med nummer 7, der rasler sig igennem bydelen, bliver også kaldt The International Express, fordi det kører gennem en verden af immigranter fra hele kloden.
Det er her, mange af USA’s nye borgere har begyndt deres liv i den nye verden, det var her, Paul Simon voksede op, og det er her, han i aften afslutter sin lange karriere på scenen, når han spiller på Flushing Meadows Corona Park – et baseballkast fra hans gamle drengeværelse.
Touren hedder ’Homeward Bound’, og hvis den rastløse verdensmusiker har et hjem, ligger det i New York.
Det er ikke længere her, han slukker lyset og går i seng om aftenen, det er ude på landet i Connecticut, men det er her, han og hans musik kommer fra, en by, hvor hele verden kan sidde i en subway-vogn og have al sin lyd med.
Torsdag aften begyndte hans afsked, da han slog akkorderne til ’America’ an i Madison Square Garden.
Jeg sad i salen for at binde en fin sløjfe på et musikalsk venskab, der har snoet sig gennem mit liv, siden jeg som 14-årig samlede tråden op og begyndte at trække i den for at se, hvad der var i den anden ende.
Jeg var rejst til New York med en masse gamle artikler og nogle biografier om manden i min taske og har fulgt hans fodspor gennem byen.
For at sige pænt farvel, inden minderne og musikken er det eneste, der er tilbage. Og måske for at forstå, hvem han er, Paul Simon. For selv om han er en af mine helte, kan han være lidt svær at holde af.
Det siger noget om manden, at han kan tilrettelægge en afskedsturné og opkalde den efter et af sine store hits, så det hele bare passer så smukt som omkvæd. Og lytter man til ’Homeward Bound’, lyder den 50 år gamle sang som et manuskript for denne uge:
On a tour of one-night stands my suitcase and guitar in hand.
And every stop is neatly planned for a poet and a one-man band.
Homeward bound,
I wish I was,
Homeward bound
Men selv om det er Paul Simon-perfekt at slutte der, hvor det begyndte, er der noget paradoksalt ved at skrotte tourbussen på barndommens gade. For i mange år så det ud, som om han gjorde alt for at komme væk fra hjembyen og det, der skete der.
Bare sin fars søn
Kew Gardens er en velfriseret grøn forstad i bydelen Queens, der ligner mange andre villaveje i USA, men det er svært at overse, at her bor mange jøder.
70th Road, hvor Paul voksede op, er en stille vej med høje træer, og foran en del af husene står de små hytter, nogle jøder rejser i forbindelse med højtiden sukkot, som begynder denne weekend.
Simon-familiens tidligere hjem ligner alle de andre huse i rækken med brune mursten og rødt tag, persiennerne er trukket ned.
På Main Street oppe for enden af vejen ligger et lavprissupermarked, en religiøs skole, en benzinstation og kosherspisestedet Elite Cafe, hvor alle de mandlige gæster bærer kalot og taler om den kommende højtid. Den unge mand bag disken ved slet ikke, der skal være stor koncert med Paul Simon i denne uge: »Det er ikke noget, jeg går så meget op i«.
Musik eller Paul Simons musik, spørger jeg.
»Du ved ...«, svarer han og vender sig mod den unge mor, der vil have varmet noget vand til en sutteflaske.
Simon-familiens fortælling i USA begynder i 1903, da Pauls farfar landede på Ellis Island, flygtet fra jødeforfølgelserne i Østrig-Ungarn. Han fik sin egen skrædderforretning og blev gift med Trieda, de fik sønnen Louis, som blev stor og vild med to ting: musik og baseball.
Alle kunne spille, det krævede kun et stykke træ og en bold, så kunne man være ligesom de store navne på forsiden af aviserne. Størst var The New York Yankees, og de blev Louis’ hold.
Han gjorde, som forældrene forventede, gik i skole og kom på universitetet, hvor han studerede musik, mens han tjente penge på at spille kontrabas i jazz- og danseorkestre.
Han klarede sig godt nok til at forsørge en familie, også da han og konen, Belle, fik deres første søn, Paul Frederic Simon.
Det var i 1941, og Anden Verdenskrig rasede, men Paul Simon var barn på en fredelig plet. Han kunne godt have ønsket sig, at faderen havde mere tid til at lege og var mere hjemme, men de fleste aftener var han ude at spille med sin bas.
Paul Simons mor var religiøs, men hans far dyrkede ikke for alvor den tro, han var vokset op med, og Paul lagde religionen bag sig, allerede inden han for alvor blev voksen. Og da han begyndte at optræde, var det til at begynde med under et navn, der skjulte hans herkomst.
Man får nemt den tanke, at han ligesom så mange andre ambitiøse mennesker har været så optaget af at skabe sin egen fortælling, at det var bedst, hvis baggrunden blev visket helt ud. Mange år efter skrev han i sangen ’My Little Town’:
In my little town I never meant nothing
I was just my father’s son
Saving my money
Dreamin of glory
Twitching like a finger on a trigger of a gun
Mørket i Husum
For mig begyndte Paul Simon et helt andet sted på et helt andet tidspunkt.
Midt i hans karriere, midt i Central Park, midt i endnu en genforening, der begynder med en stemme, som siger: »Ladies and Gentlemen: Simon and Garfunkel ...«.
Den septemberaften i 1981 stod de sammen på scenen midt i New York på The Great Lawn og spillede 21 sange, de fleste landede på en plade, der flyttede ind i mit liv og blev der.
’Simon and Garfunkel – The Concert in Central Park’ var den første plade, jeg gjorde til min og spillede sønder og sammen.
Det var ikke den musik, mine venner hørte, det var ikke den, de spillede på P3 eller i ’Eldorado’ på DR – det hørte jeg også – men når jeg var alene, lyttede jeg til Simon and Garfunkel.
For der var jo alt, hvad et teenagehjerte kan begære på den plade: noget kærlighed, noget længsel og en hel masse patos og smerte: »Hello Darkness My Old Friend«. Sådan var det også i Husum i 1982.
Paul Simon var ham den lille fyr med guitaren, og det havde nok været nemmere at holde af ham den anden med de pæne krøller og stemmen, der var så glasklar, at man sidder og venter på, at den brister.
Men det var Paul, som skrev melodierne og teksterne, ham den anden sang bare pænt. Rigtig pænt, men alligevel.
Den kloge storebror
En liveplade, der kommer et par årtier inde i en karriere, er et underligt sted at begynde, når man skal lære en musiker at kende.
Det er lidt som at blive introduceret til fodbold ved at se fem minutter med sammenklippede højdepunkter, hvor målene hagler ind, og alle jubler hele tiden. Det er alt det rundt om de store øjeblikke, der giver det sande billede.
Det tænkte jeg ikke over i starten, der elskede jeg bare de langsomme, længselsfulde og sentimentale historier, de to stemmer fortalte i harmonisk enhed.
Om kærestepar, der kører tværs over USA og bliver væk fra hinanden. Om en fortabt bokser, der ikke kan tage flere tæsk. Om at møde en gammel kæreste. Om at lægge sig som en bro over oprørte vande for sin elskede – og om at leve i en meningsløs verden, hvor man kun hører lyden af stilhed.
Alt det, jeg gerne ville prøve, alt det, jeg gerne ville føle og allerede kunne fornemme bag horisonten, som en uro, der meldte sig mellem versene.
Efterhånden som jeg lyttede, blev Paul Simon den kloge storebror, jeg gerne ville have haft. Som kendte livet og kunne fortælle om det, så jeg kunne mærke det.
Cathy I’m lost, I said though I knew she was sleeping
And I’m empty and aching and I don’t know why.
Jeg var godt klar over, at Bob Dylan var lidt finere, men han var trods alt for sær og vred til mig, så dengang i 1980’erne var jeg til Paul Simon – og den stemme, han lånte af barndomsvennen Arthur Garfunkel.
Jeg lyttede mig baglæns gennem solopladerne fra 1970’erne og Simon and Garfunkel-udgivelserne, der kom før dem, og nogle af teksterne er blevet inde i mit hoved:
I have squandered my resistance
For a pocket full of mumbles, such are promises
Og så på en eller anden måde gled vi fra hinanden.
Han røg ind i noget underlig politik omkring apartheidstyret i Sydafrika efter ’Graceland’ og fik i forbifarten kaldt Nelson Mandela kommunist. Jeg læste historierne om de mange brud med Garfunkel, retssagerne mod gamle venner og de smålige angreb på andre musikere og tænkte: God musiker, dårligt menneske.
Og der kom ny musik ind i mit liv, selv om jeg indimellem vendte tilbage til den plade, de stemmer og den fortælling om liv og venskab, som var begyndt i New York-bydelen Queens.
Hold dog med vinderne
Selv om Paul Simon er vokset fra Kew Gardens religion og søvnige forstadsfornemmelse, var der ting, han tog med sig fra barndomshjemmet.
For ligesom sin far lærte Paul tidligt at elske baseball. Han har selv fortalt, hvordan han som 7-årig sad på skødet af sin far og lyttede til en Yankees-kamp på den gamle Philco-radio.
Og så en dag kom han med til sin første kamp på det store stadion i Bronx:
»Jeg stod i toget og holdt min fars hånd, da vi kørte ud af tunnelen, og jeg så Yankee Stadium første gang. Det var så smukt med det smaragdgrønne græs, den hvide facade og de kulørte prikker, hvor der allerede sad fans på sæderne«.
Den dag i 1949 så han en af klubbens største stjerner, Joe DiMaggio, slå et homerun, og han er aldrig rigtigt holdt op med at følge spillerne i de hvide trøjer med nålestriber.
I dag dukker Lexington Avenue Express stadig op af tunnelen ved 161th Street i Bronx, men man kan ikke længere se tilskuerrækkerne og det grønne græs fra toget.
Det nye stadion fra 2009 er for højt og lukker ingen blikke ind, det er nærmest en bygning, der synes for stor til kvarteret. Men indenfor ligger den verden, skoledrengen Paul Simon lærte at elske.
Spilletrøjerne er de samme, der lugter stadig af popcorn og pølser, og de synger nationalmelodien før kampen og ’Take me Out to The Ballgame’ undervejs. Og Yankees vinder mere, end de taber.
Det er nemt at se, hvorfor spillet tiltaler Paul Simon.
Det er noget at det nærmeste, man kommer et intellektuelt boldspil. En kamp varer mere end tre timer og er en langsomt flydende affære, der minder om en indspilning af en af hans sange: Reglerne er komplicerede, der er mange ommere og så indimellem øjeblikke af universel skønhed, når noget svært lykkes så godt, at alle holder vejret et øjeblik.
Onsdag i denne uge bød The Yankees Paul Simon velkommen hjem fra landevejen ved at udradere Boston Red Sox 10-1, og det må have glædet den gamle fan.
Han blev aldrig glad for det andet New York-hold, The Brooklyn Dodgers, som han ellers også så sammen med sin far.
Paul har selv forklaret, hvorfor han foretrak de mere sejrsvante Yankees: »Jeg syntes, der var lidelser nok i den virkelige verden. Hvorfor så lide sammen med dit hold?«.
Noget rædsom musik
Paul Simon kan lide vindere, og han kunne også lide den høje lyshårede dreng, han fik øje på en dag i skolen. Skolebussen var forsinket, så børnene blev bedt om at blive inde på skolen, og en lærer spurgte, om der var nogen, som havde noget, de kunne underholde med.
Det havde Art Garfunkel fra 4. klasse, han stillede sig op foran hele skolen og sang ’They Try to Tell us, We’re Too Young’.
Det var perlende smukt, skinnende rent, og det forandrede Paul Simons liv.
Der blev klappet, ikke så lidt endda, og den jævnaldrende Paul vidste, at det var det, han ville have. Det bifald, den opmærksomhed.
Han begyndte at øve sig, sang duet med grammofonen bag en lukket badeværelsesdør og fik en sjælden ros af sin far, som en dag sagde: »Du har en god stemme«.
Så da skolen satte ’Alice i Eventyrland’ op, var han klar til rollen som den hvide kanin, mens Art med den uforglemmelige stemme blev Filurkatten.
Derfra var de venner, og når de to drenge var sammen, sang de hits, de hørte i radioen.
Paul forsøgte at spille nogle af numrene for sin far, men Louis kaldte musikken fra æteren både dum og rædsom og slog en revne ind mellem far og søn, som kun voksede i de følgende år.
Men Paul slap ikke musikken, og han slap heller ikke gerne den guitar, han fik, da han fyldte 13 år.
Med den i hånden og Artie ved sin side var der ingen grund til at se sig tilbage.
De to venner var dygtige i skolen, så der var ingen forældre, som brokkede sig, når de brugte eftermiddagene på deres musik. De kunne sidde i timer og lytte til radiohits og synge duet, indtil de voksede sammen i vejrtrækning, udtale og toneart.
De skrev deres første nummer sammen og registrerede rettighederne til det i US Library of Congress – måske første tegn på, at Paul Simon ikke ville snydes for noget af nogen. Og så tog de toget ind til Manhattan og gik fra dør til dør hos musikkens købmænd for at sælge ’The Girl for Me’, men det blev nej og et nej og et nej.
Det stoppede dem ikke, de blev ved med at lave musik sammen, også selv om Pauls far var imod. Han var selv blevet træt af at optræde og fortsatte kun med kontrabassen for at holde liv i familien. For Louis Simon var det finere at undervise end at spille musik foran fremmede mennesker, og mens hans søn kæmpede for at komme op på scenen, arbejdede faderen sig væk fra den.
Paul og Art var efterhånden blevet 16 år, da de lavede ’Hey Schoolgirl’ og fik en pladekontrakt – og nye navne. For Simon and Garfunkel lød for jødisk, mente deres nye pladeselskab, så på pladen hed de Tom Landis og Jerry Graph, bedre kendt som Tom & Jerry.
Duoens popsang hoppede ind på hitlisterne, og de fik en optræden på American Bandstand og var stjerner for en stund.
Men der kom ikke flere hits fra de to teenagere; til gengæld begyndte Paul at lave en soloplade uden at sige det til Art. Vennen blev rasende, da det gik op for ham:
»Han lavede en plade uden at sige det til mig, det chokerede mig. Han var min bedste ven, og jeg troede, et venskab betød ærlighed«, sagde Art Garfunkel for nogle år siden.
Pladen satte ikke aftryk på hitlisterne, men varige spor hos de to drenge fra Kew Gardens.
Og da Tom & Jerry ikke længere solgte plader, holdt Paul og Art så småt op med at se hinanden og begyndte på hver sit college.
Bleecker Street
Bruddet og studierne stoppede ikke Paul. Han blev ved med at skrive popsange, lyttede til de storsælgende plader, skilte dem ad, satte dem sammen igen og forsøgte at sælge dem.
Det meste af tiden lød hans musik mest som andres, hvad det nærmest også var, men i 1962 skete der noget.
Bob Dylans nasale stemme kunne efterhånden høres overalt på Queens College, og i sommerferien tog Paul Simon til Californien, hvor han for alvor lærte at ryge hash og spille den nye musik.
Efterhånden skrev han sig ud af teenagepoppens univers og ind i folkemusikkens, og nu foregik meget af hans liv omkring Greenwich Village, som lagde asfalt til hans sang ’Bleecker Street’, som senere endte på Simon and Garfunkels første album:
Voices from a sad cafe
Smiling faces try to understand
I saw a shadow touch a shadows hand
On Bleecker Street
Lyden af stilhed
Helt så dystert er der ikke på Bleecker Street i 2018. Det er lang tid siden, den her del af New York først blev fashionabel og siden mainstream, lidt som Paul Simon, ville onde tunger nok kunne finde på at sige.
Der er stadig musik rundtomkring og vægmalerier, der minder om de gode gamle dage. Men det er nemmere at finde et par designerjeans end en livekoncert i denne del af byen, hvis man ser bort fra manden med det opretstående klaver, der spiller blues på Washington Square. Imens kigger de studerende fra NYU og turisterne på en meget glad mand, der går rundt med et skilt, hvor der står ’Free hugs’ – gratis kram. Der er faktisk nogen, som tager imod.
Det var cirka her, Paul Simon mødte Art Garfunkel igen – midt på ungdomsoprørets varme asfalt, hvor de to gamle venner faldt i hak og aftalte at lave noget sammen.
Først skulle de lige holde ferie, Art blaffede til Californien, og Paul brugte sin ferie på at spille sig rundt i Europa som brødløs gade- og folkemusiker.
Tilbage i New York spillede Paul og Art gratis sammen på byens folkscener, hvor de ledte efter et gennembrud og modet til at droppe deres universitetsstudier – Paul var ved at kløjes i jura.
Han har selv fortalt, at han en aften fandt sig selv tilbage på badeværelset i forældrenes hus, hvor han modløs stirrede ud i mørket, da ordene kom til ham sammen med en strofe:
Hello darkness my old friend
I’ve come to talk with you again
’Sound of Silence’ kom med i kufferten på en tur tilbage til de engelske folkscener i 1963 og blev altid godt modtaget af publikum. Også når han og Art Garfunkel sang den sammen i parken ved Washington Square, hvor de optrådte sammen, da Paul kom tilbage til USA.
Derfor turde han også smide den på bordet, da han var på Columbia Records for at sælge nogle andre sange til en ny gruppe, The Pilgrims, som det fine pladeselskab satsede stort på.
Columbia kunne lide melodien, og Paul Simon fik overtalt selskabet til at lade ham prøvesynge den med sin barndomsven Art, før The Pilgrims fik den.
Inden dagen var gået, havde de to unge mænd en pladekontrakt, og så udgav de ’Wednesday Morning 3 AM’.
Den udkom med deres rigtige navne på coveret, selv om Paul Simon var lige ved at overtale Art til at kalde sig Garfield til efternavn, fordi Garfunkel lød meget jødisk.
Men det gik ikke godt med salget, og de to pæne drenge fra forstaden var stadig lidt udenfor i Greenwich Village, hvor de mere rustikke typer bestemte, hvad der var hipt.
En aften, da de spillede på Gerde’s Folk Club, sad Bob Dylan i baren med musikanmelderen Robert Shelton, og midt under den stille koncert med de to unge mænd fik Dylan et grineflip, der nærmest overdøvede den akustiske duo på scenen. Robert Shelton har altid bedyret, at latteren ikke skyldtes musikken, men den blev skrevet i regnskabet og husket.
Pludselig var der strøm på
Når nu pladen døde i stilhed, kunne Paul lige så godt tage til England igen, hvor han både havde en kæreste og et livepublikum, der ikke fnisede. Imens fortsatte Art med at læse på universitetet.
Men langsomt begyndte albummet at røre på sig, det var ’Sound of Silence’, der trak salget. Nummeret var dog aldrig lavet som single. Det ordnede Columbia hurtigt uden at spørge duoen bag. Og nu man var i gang, satte pladeselskabet strøm til det akustiske nummer ved hjælp af nogle studiemusikere, der spillede elektrisk guitar og klaver ind på singlen.
Det havde Paul Simon det mildest talt stramt med, men salget lukkede munden på ham, pladen blev nummer 1 på hitlisterne, og siden er han blevet citeret for, at han meget godt kan lide den elektriske version.
Til gengæld var han ikke længere så begejstret for sin manager, Charles Merenstein, som havde været med fra teenageårene. Han blev smidt af på vej op mod hitlistens førsteplads, og de to talte ikke sammen de følgende 20 år.
Nu gik det stærkt, den næste hitsingle var ’Homeward Bound’, og der kom endnu et album kaldet ’Sounds of Silence’, som solgte godt, selv om fem af numrene også var på den første plade, herunder titelnummeret.
De to Queens-drenge var pludselig talerør for en generation, bare pænere i tøjet og mere velopdragne end Bob Dylan, som Paul Simon stadig skulede til og kritiserede for at nedgøre andre, mens han selv betegnede Dylans tekster som »genbrugt Ginsberg«.
Men hans far, Louis, var stadig ikke imponeret og spurgte på et tidspunkt sønnen, om han dog ikke skulle være noget andet og mere end bare rockstjerne – lærer for eksempel.
Heller ikke det tredje album ændrede ved den faderlige skepsis.
I biografien ’Paul Simon’ af Peter Ames Carlin er faderen citeret for at sige følgende til sin søn rockstjernen:
»Nu har du tjent alle disse penge og givet dem til alle i familien, og alle elsker dig. Men det er ikke formålet«.
Hvis man spurgte Paul selv, hvad formålet var, lød svaret nok mest, at det bare var at få lov at spille.
Han og Art Garfunkel havde for alvor lagt småborgerne bag sig, da de krydsede broen fra Queens til Manhattan, som de udødeliggjorde i sangen ’59th Street Bridge Song – Feelin Groovy’, der lyder som et blomsterbarns kendingsmelodi:
Slow down, you move too fast
You got to make the morning last
Just kicking down the cobblestones
Looking for fun and feeling groovy
Ba da-da da-da da-da, feeling groovy
Hello lamppost, what’cha knowing
I’ve come to watch your flowers growin’
Ain’t you got no rhymes for me?
Og faktisk vred Paul Simon sig også under ideen om, at han skulle være sandhedens og de unges stemme og levere svar på alt. Selv om et par af hans sange lyder, som om det er det, der er hans ærinde, for eksempel ’Sound of Silence’:
Fools, said I, you do not know
Silence like a cancer grows
Hear my words that I might teach you
Take my arms that I might reach you
Da han i 1968 skulle forklare Time Magazine om sine tekster, lød svaret sådan her – og så kan man selv bestemme, om det er dybt eller noget andet:
»Hvorfor er det, at jeg føler mig drevet til at skrive om al den smerte, jeg ser? Jeg kunne gå min vej, være fri og gøre, hvad der passer mig. Jeg sagde til mig selv, tjah, hvorfor gør jeg ikke det? Fordi jeg er her, derfor«.
Art vil altid være højere
Når man læser interviews med Paul Simon, er det tydeligt, at han rigtig gerne vil tale om sin musik og ikke ret meget andet. Og der er ét emne, der altid får ham til at blive sammenbidt: forholdet til Art Garfunkel.
Allerede da de var store drenge, havde Paul haft det svært med at stå ved siden af sin pæne slanke ven med krøllerne, der gjorde et stort indtryk på kvinder.
I en selvbiografi fra sidste år udtrykker Art Garfunkel det sådan her:
»Da vi var i 20’erne, lavede vi nogle ret specielle plader. Paul fik royaltypengene, jeg fik pigerne«
Mange år efter bruddet sagde Paul Simon til en journalist, at det plagede ham, at de fleste nok troede, det var ham den nydelige, som havde skrevet de smukke sange: »Den krop skulle have rummet det talent«.
Og så er der det med højden: Paul Simon er meget lille, 157 centimeter kan det blive til.
Art Garfunkel er 18 centimeter højere, og han stillede sig ofte bag sin makker på fotografier, så størrelsesforholdet ikke sprang i øjnene. Men han kunne han godt bruge det i et ondt øjeblik.
I bogen ’Paul Simon: The Life’ fortæller sangskriveren denne anekdote:
»Jeg kan huske en fotooptagelse, hvor Artie sagde: ’Lige meget hvad der sker, vil jeg altid være højere end dig’. Om det gjorde ondt? Nok til, at jeg stadig kan huske det 60 år efter«.
Skilsmissen
Egoerne begyndte at skurre mod hinanden, mens Simon and Garfunkel steg mod tinderne. Sangen ’Mrs Robinson’, skrevet til filmen ’The Graduate’, solgte millioner af plader, og albummet ’Bookends’ fra 1968 skuffede heller ikke.
Men da Paul Simon begyndte at skrive sange til det næste album, kunne han konstatere, at instruktøren af ’The Graduate’ havde givet Art Garfunkel en rolle i filmen ’Catch 22’, som betød, at hans makker var på optagelse i Mexico hele tiden.
Det kom der en del frustration og en bittersød sang ud af – ’The Only Living Boy in New York’:
Tom get your plane right om time
I know your part’ll go fine
Fly down to Mexico and here I am
The only living boy in New York
Selv når han var på job i duoen, virkede Art Garfunkel ufokuseret, og det drev den tjekkede partner til vanvid, da den krøllede skønsanger var ved at komme for sent til en koncert, fordi han hellere ville tomle end flyve til Boston.
Men midt i kampe om stort og småt skrev Paul Simon så ’Bridge Over Troubled Waters’.
Da han spillede det for sin gamle ven, var Art Garfunkels første reaktion, at Paul sang nummeret så godt, at han selv skulle lægge stemme til. Det tog Simon som en kritik af sangen, og så lagde Artie stemmebånd til.
Nummeret blev hjørnestenen på pladen af samme navn, som blev duoens største succes. Albummet med ’The Boxer’, ’Cecilia’ og ’El Condor Pasa’ solgte 25 millioner eksemplarer – fire gange så meget som The Beatles’ ’Let it Be’.
Men i virkeligheden ville Art Garfunkel hellere lave film.
I Peter Ames Carlins biografi beskrives et skænderi mellem de to mænd, der handler om Garfunkels ja til en rolle i filmen ’Carnal Knowledge’. Han råber:
»I virkeligheden er jeg kun interesseret i film. Jeg arbejder sammen med Mike Nichols og Jack Nicholson, og de er mine venner. Jeg ser ret godt ud. Jeg ligner en filmstjerne«.
Der kom den med udseendet igen. Paul Simon var rasende, og selv om de gennemførte deres tour i 1970, sluttede den med en – i første omgang uerklæret – skilsmisse.
Bruddet efterlod Paul Simon i en form for panik, Garfunkel havde sin film, men hvad havde han selv? Kunne han optræde solo? Efter den første angst og en enkelt dårlig solokoncert på en festival gik han i gang med at lave en ny plade i eget navn.
’Paul Simon’ blev pænt modtaget uden at nærme sig de salgstal, han kendte fra sine seneste plader med Garfunkel.
Måske var det derfor, han sagde ja til en kort genforening med sin barndomsven, da der var støttefest for den demokratiske præsidentkandidat George McGovern.
Deres optræden var smuk og gennemført, og selv om Art Garfunkel flere gange havde sagt til journalister, at han gerne ville lave et nyt album med Paul Simon, døde den idé, da bladet Rolling Stone kort efter, i januar 1972, udkom med et langt interview med Simon. Her springer han mellem tekniske betragtninger om sine sang og bitre bemærkninger om samarbejdet med Art Garfunkel:
»Vi var ikke et kreativt hold. Artie er sanger, og jeg skriver og synger. Vi arbejdede ikke sammen på det kreative niveau for at lave sangene. Det stod jeg for«.
Om deres bedst sælgende album, ’Bridge over Troubled Water’, siger han:
»Det er en Simon and Garfunkel-plade, men ikke rigtig«.
Parykker i parken
Derfra blev der mest stille og køligt mellem de to mænd, som nu forfulgte hver sin solokarriere.
Undervejs skrev Paul Simon dog sangen ’My Little Town’ til sin gamle kollega, fordi han syntes, Art Garfunkels soloplader manglede lidt kant. Paul Simon kunne imidlertid ikke lade være med at putte den på sin ’Still Crazy’-plade, så de to musikere blev enige om, at deres soloalbum skulle udkomme samtidig med hver sin identiske ’My Little Town’-skæring.
I 1981 blev Paul Simon spurgt, om han ville være med til at redde den park, han boede lige ved siden af. Byen New York havde ikke råd – eller politisk vilje – til at holde den enorme Central Park ved lige, og private ville samle penge ind.
Så hvad med en koncert, hvor Simon and Garfunkel genforenedes? De sagde begge to ja – og gik straks i gang med at skændes om indholdet af showet, musikerne ... og parykker. De var begge to alvorligt tyndhårede, og i stedet for at optræde med bare pletter over det hele mente Paul Simon, at de skulle have paryk på.
Art Garfunkel var først imod, men sådan blev det, og det skal man bare lade være med at tænke på, når man – 37 år efter koncerten og 36 år efter at have spillet den sønder og sammen på sit drengeværelse i Husum – står i parken med live-pladen i ørerne.
Den første tanke er, at The Great Lawn i Central Park ikke er så stor endda, og at det er umuligt at forestille sig en halv million mennesker her. Det er til gengæld nemt at se, at koncerten har været med til at forvandle parken.
En sommerdag i denne uge ville Paul Simon have sat pris på at se de glade amatørhold spille baseball med større entusiasme end talent på de pænt anlagte baner.
På græsset rundt om dem sidder familier med børn og nyder træernes skygge, og på en af de grønne bænke har en kvinde ved navn Holley betalt for en lille mindeplade: ’In honor of Russell Flagg – A bench warmer not’.
Det er ikke helt sikkert, hvad historien bag den lille plade er, men hvis man Googler ’Russell Flagg Holley’, dukker der to noter op fra The New York Times, en besked om forlovelse i 1967 og om et bryllup i 1968 mellem Russell Edward Flagg og miss Holley Wall. Og smukkere bliver det jo næsten ikke, en lille firkant med kærlighed, mens fuglesangen ligger foran trafikstøjen, og blikket glider op mod den skyline, som også var der den aften i 1981. Og så siger Paul Simon i mit øre:
»It’s Great to do a Neighborhood Concert«.
»Du er stadig den samme«
Og det blev en smuk aften, selv om de to hovedpersoner ikke lige kunne mærke det, mens musikken spillede.
For det første var de ikke glade for, hvordan de havde lydt, specielt Garfunkel var selvkritisk. For det andet havde de slet ikke opdaget, at der var op mod en halv million mennesker foran scenen – de kunne ikke se ret langt i mørket. Men efterhånden som reaktionerne løb ind, besluttede de sig til at holde af den koncert – og til at gentage den.
De satte en verdensturné sammen, og den stak sange, Paul havde liggende, skulle nu være en ny plade med Simon and Garfunkel.
Men selv om turneen gik godt, blev stemningen efterhånden dårligere, og duoen haltede sig igennem indspilningerne til den nye plade.
Paul Simon ville gerne bestemme, Art Garfunkel ville gerne på vandretur. Og – mere alvorligt – hans stemme havde det ikke godt. Til sidst eksploderede det igen.
I Peter Ames Carlins bog ’Paul Simon’ beskriver han et opgør, hvor en hårdt presset Art Garfunkel fortæller, at han stadig er såret over, at Paul Simon sneg sig til at lave en soloplade, da de var ved at slå sig ind på hitlisterne sammen.
»Hvordan kan du gemme på det svigt i 25 år?«, råber Paul Simon, hvortil hans gamle ven svarer:
»Du er jo stadigvæk den samme fyr«.
Deres fælles plade blev til en solo, Paul Simon fjernede simpelt hen Garfunkels stemme der, hvor den var indspillet, og den udkom som ’Hearts and Bones’, uden den fine lyse stemme, og solgte dårligt.
Nu var forholdet mellem Simon og Garfunkel igen så ringe, at de ikke en gang ville fotograferes sammen. Da deres japanske pladeselskab skulle bruge et nyt billede til en opsamlingsplade, blev det taget med stand-ins og på afstand.
Krigen om ’Graceland’
Hvis stædighed bare står i vejen for et pladecover, er det mest til at grine ad.
Men da Paul Simon i midten af 1980’erne fandt på endnu et projekt, blev hans kompromisløse metoder et problem.
Paul Simon havde kastet sin kærlighed på sydafrikansk musik på et tidspunkt, hvor landet var styret af det hvide apartheidregime og underlagt boykot – også når det handlede om sport og kultur.
Derfor var det et slag i ansigtet på mange apartheidmodstandere, at en amerikansk verdensstjerne pludselig ville tage til Sydafrika og spille sammen med landets bedste musikere.
Men for Paul Simon handlede projektet om musik og ikke politik, og han syntes derfor ikke, han skulle spørge nogen om lov.
Og musikalsk blev samarbejdet vellykket, ’Graceland’ blev kåret til årets album i 1987 og officielt indlemmet i den amerikanske kulturarv.
Men politisk havde Paul Simon opført sig som en rockstjerne i en glasbutik, han blev kaldt naiv og endte kortvarigt på FN’s sorte liste for at have brudt boykotten.
I Sydafrika var meningerne delte, der var også opbakning fra musikere, mens ANC først fordømte Paul Simon og siden accepterede projektet.
Hans ’Graceland’-projekt gav masser kritik hjemme i USA, hvor der begyndte at tegne sig et billede af en musiker, der havde støttet borgerretsbevægelsen, da det var hipt i 1960’erne, men siden bare havde lavet musik og passet sig selv og sine penge.
Det blev ikke bedre, da det kom frem, at Paul Simon havde sagt nej til at medvirke på Steven Van Zandts antiapartheidsang ’Sun City’. Ifølge Van Zandt var afvisningen blevet fulgt op af spørgsmålet: »Hvorfor forsvarer I ham der Mandela? Han er jo tydeligvis kommunist«.
Det havde Paul Simon hørt fra tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, hvilket ikke imponerede Van Zandt, der selv fortæller, at han sluttede samtalen med at sige, at Simon og Kissinger kunne rende ham i røven.
Paul Simon reviderede tilsyneladende sin analyse af Nelson Mandela, for da den senere modtager af Nobels Fredspris kom ud af fængslet og besøgte USA i 1990, var det manden bag ’Graceland’, der spillede for Mandela. Bagefter sagde han, at den sydafrikanske politiker var et eksempel på, at »et moralsk standpunkt ikke kan knækkes«.
Tiden mildnede også de bitre følelser mellem Simon og Garfunkel, og det lykkedes de aldrende stjerner at gennemføre yderligere to verdensturneer. En, der begyndte i 2003, og en, som begyndte i 2009 og sluttede med et vokalt kollaps fra Art Garfunkel, som pinte sig igennem en koncert i New Orleans i 2010.
Efter den optræden fik han diagnosen midlertidig lammelse af stemmebåndene, og siden har de ikke spillet sammen.
Paul Simon erklærede sig først klar til at spille sammen med sin makker igen, men i 2013 sagde han, at de ikke var i kontakt, men midt i en opbrudsfase:
»Men det kan hurtigt ændres. Måske når en af os skal begraves«.
Der er vi ikke nået til endnu, men torsdag aften var det alligevel tid til en form for afsked.
Siden maj har Paul Simon været på sin ’Homeward Bound – Farewell Tour, nu var den nået til hans hjemby og Madison Square Garden, hvor publikum var sat sådan sammen, at man som 50-årig kunne blive kaldt ’unge mand’.
Og så er det slut
Han træder ind på scenen lidt før halv ni og favner med det samme de titusindvis af mennesker, der er kommet for hans skyld.
»Tak, kære venner«, siger både den lille mand på scenen og den store på skærmen bagved.
Så slår han melodien an til en lidt spag udgave af ’America’, hvor det tager et øjeblik at forstå, at han er gået i gang med at synge. Men derfra er stemmen og salen varm, og han slipper ikke grebet om nogen af dem de næste to timer og tyve minutter.
Jeg sidder og kigger hans ansigt, mens han spiller. Det er lidt som at skulle møde en gammel ven og ikke vide, hvilken version der vil dukke op. Han er blevet gammel, men hans ansigt er ikke faldet sammen, og i visse øjeblikke ligner han en mafiaboss, der kigger ned langs sin næse og tilfreds konstaterer, at han stadig bestemmer.
Han laver sjov med, at hans gamle veninde Joan Baez er kommet for at se ham og så har fået en dårlig plads: »Det må du undskylde ...«.
Han driller publikum ved at give dem en lille lektion i, hvordan han har skrevet sange, hvorefter han spiller introen til ’The Boxer’, ’Sound of Silence’ og ’Homeward Bound’ for at stoppe igen med ordene: »Anyway ... dem kender I jo, dem behøver jeg ikke at spille, I ved, hvad jeg mener«.
Men vi får dem senere, og da han introducerer ’Bridge Over Troubled Water’, er det med en skjult hilsen til ham med krøllerne: »Den her skrev jeg, og så gav jeg den væk. Men nu, på den her sidste tour, gør jeg krav på det barn, jeg mistede«.
Jeg sidder og tænker, at han måske skulle have ladet den lille fortælling være, for Art Garfunkel kan i forvejen mærkes som et fravær i det store rum, når Paul Simon vælger at gå ned i stedet for op på de høje toner, når han synger sangene fra duoens plade. Og når han som på ’Sound of Silence’ synger den nærmest jazzet.
Da storskærmen bag bliver til en mindevæg under ’Homeward Bound’, er der masser af fotografier, koncertplakater og programmer fra Paul Simons solokarriere. Men da der er lagt et enkelt foto af den meget unge duo ind i den levende kollage, reagerer salen med jubel.
Det er jo ikke en fejl, at det billede er kommet med, signalet er klart, ja, der var noget engang, nu handler det om Paul. Og hans musik.
For uanset hvad jeg synes om manden, er der noget magisk over at kunne skrive en gribende sang med titlen ’René and Georgette Magritte with Their Dog After The War’, bare fordi man ser et foto med den billedtekst i en bog. Og spille den i Madison Square Garden med strygere til en lille kammerkoncert. Inden han skifter til afrikanske og caribiske rytmer.
Som han står der, en stærk ældre herre med en guitar og sine sange, og hele salen synger med og lægger sig som et blødt varmt åndedrag omkring hans lidt kantede smukke stemme, slutter det helt rigtigt med ’Sound of Silence’.
Der er noget, der falder på plads, og jeg er tilbage ved pladen fra 1982.
Der er musikken og så alt det andet.
Andre mennesker er aldrig det, vi vil gøre dem til, de er noget meget mindre, en hel del mere og meget andet. Og vi bliver altid skuffet af dem, vi holder af, fordi vi prøver at gøre dem til noget andet end det, de er.
Indtil vi nøjes med at elske dem for det, vi elskede dem for til at begynde med.
Tekst: Bo Søndergaard
Foto: Peter Hove Olesen, AP, Bo Søndergaard
Albumcovers: MusicBrainz Open Source Encyclopedia
Cinemagraphs: Bo Søndergaard / Peter Jørgensen (kan kun ses på desktop)
Redigerende: Mette Olsen
Billedresearch: Marie Albrechtsen
Korrektur: Per Lykke
Redaktør: Anders Godthjælp Nielsen
Digital tilrettelægger: Peter Jørgensen