Paul Simon lignede egentlig ikke en mand, der var kommet for at lade sig hylde, da han tirsdag aften var nået til København og Royal Arena på sin store afskedsturné, der til september slutter i New York – jeg var fra start til slut ret forundret over det ene ansigtsudtryk, han så ud til at eje.
Uimponeret og uden de store svingninger. En beskeden skikkelse og ikonisk musiker. Aldrig i sine følelsers vold, men altid sine sanges tjener. Altid ved at tage melodien og rytmen nogle nye steder hen.


























