I baggården i Berlin sidder jeg med blot en fornemmelse af noget pinligt og bizart i kulden, ledsaget af den demonstrativt muntert swingende og struttende musik og de gamle billeder af danserinderne. Det er min guide på en historisk tur tilbage i tiden, Arne Krasting, der har stukket iPaden i hånden på mig, så jeg kan genoplive fortiden, mens han selv er forsvundet for at tale i telefon.
For 100 år siden viste danserindernes højt løftede og strømpeklædte lår vejen hertil for alle dem, der søgte forløsning, beruselse og liderlighed i et svimlende moment midt mellem to verdenskrige.
Mens fremsynede mennesker undslap nattelivets smittebomber og lagde grundlaget for de moderne samfund med teknologi, kunst, kreativitet og demokrati, som nazisterne kort efter demonterede fuldstændig, gik de normalt så tempererede tyskere amok i en fest så vild, at man nærmest fornemmer tømmermændene stadig her mellem de fesent gule mure ved Admiralpalast.
Epidemier, der spredte sig som rotter blandt de fattige i netop tætbefolkede baggårde, seksuelt overførte sygdomme, stofmisbrug med dødelig udgang og totalitære ideologier, som antændte vold og blodige sammenstød i gaderne, var skyggesiden af det årti, berlinerne tænker tilbage på som det mest glamourøse og feterede i byens historie.
