Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Den søndag, vi mødtes for første første gang, var det stadig sjovt at se folk nyse frit og uden blusel ud i stuen uden at skulle samle bacillerne op i albueleddet. Især når de kunne gøre det på kommando, og så længe man vidste, at nyset ikke bar smitte med sig.
Anden gang vi skulle mødes, ringer jeg afbud. Da vi skiltes første gang, var det i coronaens spirende skygge. Det var ikke endnu nogen begsort, ekstremt uheldssvanger skygge, nærmest sådan en lidt gråfesen en, som man godt kunne joke lidt med.
Jeg melder afbud, fordi der er kommet noget banalt i vejen. Vi kan jo også bare mødes senere på ugen. Vi er i god tid.
»Men hvad nu hvis han er kommet i karantæne i mellemtiden«, spørger en redaktør.
