Så Danmark er kendt – beundret eller foragtet, men kendt – verden over for sine bladtegninger og for tegnernes ytringsfrihed, der strækker sig lidt længere, end injurielovgivningen tillader den skrevne journalistik. Tegnerne går lige til stregen. Det er netop titlen på det værk, som vi her har hentet illustrationer fra: ’Til stregen’ hedder Claus Seidels tre bind, der kommer alle den danske bladtegnings genrer og anvendelsesmuligheder rundt på sine 1.100 sider.
Om nogen er rustet til at kortlægge ’Bladtegningen i Danmark’ (værkets undertitel), er det 74-årige Claus Seidel. Som bladtegner har han selv dyrket alle metierens genrer og underkategorier, som mangeårig formand for Danske Bladtegnere har han personligt kendt de fleste af foreningens afdøde eller nulevende og meget forskelligartede personligheder (og dét er de!). Og som stifter og leder af Museet for Dansk Bladtegning har han siden år 2000 stået for indsamling af over 300.000 danske bladtegninger og arrangeret et lille halvt hundrede velbesøgte udstillinger af dem.
Nu er menneskers tegnerier selvfølgelig mange tusind år ældre end de første tryksager. Vi har ’altid’ meddelt os til hinanden med afbildninger af vores omgivelser, så der går en lige linje fra hulemalerierne på bjergvæggene før sidste istid og enhver statsdannelse til billederne af ’minimalstatens’ fortaler, Anders Fogh Rasmussen, som Politikens tegner Roald Als så ham.
Kølle og pelsværk er et eksempel på satiretegnernes gentagelser af faste symboler. Bo Bojesens udgave af ’Venstrevikingernes saga’ her i Politiken, om statsminister Erik Eriksen og hans folk først i 1950’erne, er stadig berømt. Men allerede for et århundrede siden gav gamle Alfred Schmidt i Blæksprutten og Klods Hans den snu Venstre-høvding I.C. Christensen en ræv bag øret og tegnede konsekvent den radikale konseilspræsident C. Th. Zahle med det ene øje fiffigt knebet i.
