0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Feature

Jimi Hendrix gjorde det. Pete Townshend gjorde det. Og for nylig kom det fra en helt uventet kant. Hvorfor skal guitaren smadres og dø med et vræl?

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det begyndte som et uheld under en Who-koncert i 1960’erne. Siden blev det en del af rock’n’roll-myten, og musikere smadrer stadig instrumenter på scenen. Nu har musikeren Phoebe Bridgers vakt opsigt ved for åben skærm at gå i Jimi Hendrix’ og Pete Townshends fodspor.

Et skrig fra forsangeren. Trompeter, der hvirvler rundt. Guitarstøj. Tempofyldte trommeslag.

Phoebe Bridgers holder guitaren i hænderne og slår den ned i en højtaler foran sig. Der kommer gnister, røg og tydelige mærker i højtaleren.

Musikken bliver langsommere. Trompeterne og trommerne forsøger at finde pulsen. Guitaren, som forsangeren forsøger at ødelægge, er stadig sat til. Den støjer mere og mere ved hvert slag.

Vi er i slutningen af amerikanske singer-songwriter Phoebe Bridgers’ sang ’I Know The End’.

For fire minutter siden, da hun begyndte sangen, var tonen helt anderledes.

Musikken var stille, kontrolleret og skrøbelig – det, hun primært er kendt for. Men til sidst på scenen i tv-programmet ’Saturday Night Live’ i sidste weekend var der kaos. Og det vækker opsigt hos mange på både sociale medier, i etablerede medier og blandt musikinteresserede.

»Patetisk«, skriver musikeren David Crosby på Twitter, da en anden Twitter-bruger spørger, hvad han syntes om Phoebe Bridgers’ guitarsmadring.

Phoebe Briders svarer kort igen med to ord: »Lille tæve«.

Så hvad betyder det egentlig, når rockstjerner, popstjerner og andre smadrer deres guitar på scenen?

Udstrakt langefinger til autoriteter

Fænomenet guitarsmadring begyndte formentlig med et uheld, da Pete Townshend, guitarist i det britiske band The Who, ved en fejl kom til at ødelægge sin guitar under koncert i midten af 1960’erne.

»Pete er en høj mand, og da han til en koncert løfter guitaren op, ødelægger han halsen på den, da han rammer loftet over scenen. Alle ved, at når man ødelægger noget ved en fejl, så er det pinligt, men Pete tænkte hurtigt og smadrede guitaren ned i gulvet. Så var det ikke længere var pinligt for ham«, siger Thomas Ulrik Larsen, som selv er guitarist og rockekspert og holder foredrag om rockens store navne.

Det blev efterfølgende kutyme, at Pete Townshend og resten af The Who skulle ødelægge deres instrumenter på scenen, og det førte blandt andet til, at trommeslageren til en koncert havde placeret sprængstof inde i stortrommen med den konsekvens, at der gik ild i Pete Townshends hår, og han fik en høreskade.

De smadrer jo, hvad mange vil kalde en luksusvare, og gør dermed noget, som almindelige mennesker ikke kan

Sådan begyndte den destruktive rockbølge, og Thomas Ulrik Larsen mener, at der primært er to grunde til, at rockstjernerne satte den i gang.

»Det er en del af rockstjernemyten – en form for overmagt. Stjernerne knytter sig ikke til genstande og har materiel status til at kunne gøre, hvad der passer dem. De smadrer jo, hvad mange vil kalde en luksusvare, og gør dermed noget, som almindelige mennesker ikke kan«.

»Det er også en kæmpe udstrakt langfinger til de autoriteter, som altid har lært os, at vi skal passe på ting, og det her skete i en tid, hvor unge var enormt vrede på autoriteterne, og rockmusikken var med til afspejle det«, fortæller Thomas Ulrik Larsen.

Jacob Maarbjerg
Arkivfoto: Jacob Maarbjerg

Hendrix’ destruktive dans

I 1967 til Monterey Pop Festival i Californien sætter en mand sig ned på hug med en guitar liggende foran sig. Han bukker sig og kysser den. Forinden har han sprøjtet lightervæske overalt på den. Han tænder en tændstik og smider den. Ilden raser på guitaren.

Han sprøjter mere tændvæske på guitaren, som ligger tæt på hans skridt.

Manden gestikulerer besværgende foran flammerne med sine fingre. Guitaren skriger og vræler på sit dødsleje. Han tager guitaren op og slår den ned i gulvet, så i forstærkeren, så i gulvet igen.

Trommeslageren i bandet forsøger at finde rytme i guitarsvingerens destruktive dans, som bliver voldsommere og voldsommere.

En dengang relativt ukendt guitarist og sanger, Jimi Hendrix, havde totalt smadret en guitar til en koncert, og publikum vidste ikke, om de skulle juble eller buhe.

»Hendrix gjorde det geniale at kombinere det seksuelle, aggressionerne og noget overtro med guitarsmadringen, så det var ikke bare en smadring, men blev mytologisk«, siger Thomas Ulrik Larsen.

Og selvom The Who gjorde det først, gjorde Jimi Hendrix det bedre.

»Jeg tror, at Jimi Hendrix guitarsmadring er så legendarisk, fordi den er enormt autentisk«, siger Thomas Ulrik Larsen.

Tre kategorier

Spørger man Thomas Ulrik Larsen, er der nemlig tre kategorier af guitarsmadring: den autentiske, den iscenesættende og den refererende.

Jimi Hendrix destruerede guitaren på den autentiske måde, hvorimod The Who først gjorde det autentisk og overraskede alle, men derefter bevægede sig over til den iscenesatte guitarsmadring.

Et andet band, som iscenesætter, er Kiss. Hver aften til gruppens finalenummer vælger Kiss-forsangeren, Paul Stanley, at ødelægge en guitar. Men lige inden skifter han sin normale guitar ud med en billig model og ødelægger den i stedet.

»Det er som et trylletrick, hvor rockstjernemyten kan opretholdes. Når Paul Stanley ødelægger guitaren, er det udelukkende for at underholde«, siger rockeksperten.

For at finde den sidste afart, den refererende, skal vi til Danmark.

Da Shu-bi-dua var ved at få deres gennembrød i Danmark i 1977, var de inviteret til at give en koncert i DR. Her valgte trommeslageren Bosse Hall Christensen meget nonchalant at træde igennem en akustisk guitar og ødelægge den.

»Man vidste godt, hvad det betød, da Shu-bi-duas trommeslager ’kom til’ at ødelægge den spanske guitar. De var rock’n’roll, ligeglade med finkultur og autoriteter. Det ved vi, fordi de refererede tilbage til det, de andre musikere som Jimi Hendrix og Pete Townshed gjorde, da de ødelagde deres instrumenter, men Shu-bi-dua gjorde det i en dagligstueudgave«, siger Thomas Ulrik Larsen.

Genopfinder overraskelsen

Da Jimi Hendrix spillede på Monterey Pop Festival, vidste publikum ikke, om de skulle juble eller buhe, og det samme sker nu også for Phoebe Bridgers. På Twitter er der voldsom debat om hendes destruktion af guitaren.

Det overrasker ikke Thomas Ulrik Larsen.

»Phoebe Bridgers bryder stereotyperne«, siger han.

At ødelægge en guitar er typisk en mere maskulin handling, påpeger Thomas Ulrik Larsen.

»Historisk set er det mest mænd, der har gjort det. Derudover er hun singer-songwriter, indleder med den skønneste sang og slutter med en guitars dødsvræl«, siger han.

Drabet af guitaren i ’Saturday Night Live’ var planlagt. Hun havde forinden spurgt guitarproducenten om lov og endda fået sat en falsk højtaler op, som hun kunne ødelægge, hvilket taler for den iscenesættende guitarsmadring.

Hun genopfinder overraskelsen i ødelæggelsen af guitaren.

Men ifølge Thomas Ulrik Larsen er Phoebe Bridgers’ optræden ikke kun iscenesættende, men også refererende og autentisk.

»Hun genopfinder overraskelsen i ødelæggelsen af guitaren. Hun gør noget andet, end hvad man forventer af hende, og noget, man i virkeligheden ikke har set før. Det gør, at det bliver autentisk, og hun refererer tilbage til det, de gamle rocklegender gjorde«, siger rockeksperten.

Har du nogensinde ødelagt en guitar på en scene?

»Nej, det har jeg ikke. Jeg har kun lavet små skader på mine guitar«.

Annonce