Næsten i løb farer Michael Kvium fra den ene ende af rummet til den anden. På væggen hænger et stort billede af en orange solnedgang, der tilsyneladende er sat i fængsel eller i hvert fald bag tremmer. Kvium sender det et kritisk blik og ryster lidt på hovedet med de karakteristiske spidse ører.
»Er det ikke sådan, vi gør – spærrer naturen inde?«, spørger maleren retorisk, mens kan kigger videre på sit billede.
»Det er hverken helt eller halvt færdigt. Man kan sagtens smøre noget oliefarve op på det. Men noget andet er at få det til at blive til et billede! Der skal ske meget med det, hvis det skal udstilles – jeg aner bare ikke hvad«, siger han og skridter tilbage tværs gennem salen i det, der normalt er Gudhjem Kunstmuseum, men lige nu er hans atelier.
I den anden side af salen hænger et billede af en krumrygget lyserød mandekrop fast i en pæl med det yderste af de fingre, der er pakket ind i et par af de blå plastikhandsker, vi har lært så godt at kende under coronaens hærgen. En af Michael Kviums berømmede groteske menneskefigurer på flugt fra pandemien eller måske de underjordiske væsner, der ifølge overleveringerne gemmer sig under overfladen her på Bornholm?
