»Jeg drømte i mange år om at læse på Kunstakademiet, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne komme til det. Det er en svær optagelsesprocedure, og der er mange ansøgere. Selv forsøgte jeg otte gange i løbet af ti år, før jeg blev optaget. Men på et tidspunkt besluttede jeg mig for, at det bare skulle lykkes. Jeg sparede en masse op og sagde mit arbejde som pædagog op, så jeg kunne gå på Holbæk Kunsthøjskole og Fatamorgana. Det blev jeg meget dygtigere af«.
»Jeg husker tydeligt den dag, jeg blev optaget. Det var kort efter min samtale, hvor jeg havde haft ti minutter med alle skolens professorer, der stillede spørgsmål. Jeg var nervøs og nåede slet ikke at sige noget af det, jeg gerne ville. Så sendte jeg efterfølgende skolen en mail med det, jeg ville have sagt«.
»Retur kom en mail, hvor der stod, at det måtte man desværre ikke skrive, for alle skulle have lige meget taletid. Men så skrev vedkommende også: »Selv om jeg ikke må sige det, er du blevet optaget. Tillykke, der kommer et officielt brev i morgen«. Da jeg læste det, begyndte jeg bare at græde. Min daværende mand gik i gang med at trøste mig og sige, at vi ville prøve igen næste gang. Og jeg sagde: »Hvad snakker du om, jeg er kommet ind««.
»Jeg var 35 år, da jeg startede, og en af de ældste, hvis ikke den ældste. Men jeg kunne ikke mærke det. Vi var et supergodt hold, der kom fra vidt forskellige steder, men bare virkelig gerne ville noget med kunsten. Jeg kan huske, at hvis vi sad på skolen og havde en god snak, så varede den typisk til dagen efter. Vi var virkelig gode til bare at nørde. Så kom der måske nogen forbi med en flaske vin, og så kunne vi holde os kørende«.
