For fem år siden skrev jeg et fanbrev på Messenger til Joanna Mallwitz, en tysk dirigent, der samme aften havde dirigeret Verdis ’Macbeth’ i Operaen i København.
Jeg kan godt læse indenad, også læse mig selv indenad. Jeg var blandt andet benovet over, at dirigenten havde dirigeret Verdis partitur så rytmisk og muskuløst og sejt, som, ja, man ville have forventet det af en mand. Sådan skrev jeg det selvfølgelig ikke, man har vel pli. Men i dag tør jeg godt sige det.
Meget har nemlig ændret sig.
Mallwitz dirigerede, som en Riccardo Muti ville have gjort det, eller en Paolo Carignani, ham italieneren, der snart skal dirigere ’Aida’ i Operaen. Med et solidt greb i mellemgulv og underliv, ikke en akademisk fjern Verdi, men en stærkt fysisk én.
