»What a fucking wanker«

Ewan McGregors heroinudmagrede Renton hænger med et hysterisk grin ind over kølerhjelmen på en bil.

»Choose life«, lyder det i hans monolog, der kører over Iggy Pops pulserende ’Lust for Life’.

»Vælg en karriere. Vælg en familie. Vælg et fucking stort fjernsyn, vælg vaskemaskiner, biler, cd-afspillere og elektriske dåseåbnere«, siger Renton i filmen ’Trainspotting’.

Ingen anden film som ’Trainspotting’ formåede at indkapsle tidsalderen og stemningen i den Cool Britannia-bølge, der skyllede ind over Storbritannien i midten af 1990’erne med politisk optimisme og ulideligt cool musik og kunst.

Det er 30 år siden, at den skotske forfatter Irvine Welsh skrev bogen, der var grundlaget for filmen, hvor Renton, Sick Boy, Spud og de andre venner vælger intet af det førnævnte. For de har heroin og intet håb, og så behøver man ikke at vælge.

Den rå og voldelige fortælling om de ulyksalige junkier blev dengang anklaget for at glamourisere stoffer, men den udlægning har Irvine Welsh aldrig købt. For ham er der et større budskab i bogen, som 30 år senere stadig er aktuelt.

»Grunden til, at bogen stadig giver genlyd, er, at det ikke er en bog om stoffer,« siger han.

»Det er en bog, der handler om, hvordan man klarer sig, når man ikke kan få et betalt arbejde. For hvad er så vores værdi som mennesker?«.

Irvine Welsh taler på en Zoom-forbindelse fra sit hjem i London. Vi har ringet til ham i anledning af 30-året, og fordi en af hans andre bøger er blevet til en tv-serie, der nu kan streames. Men også fordi ’Trainspotting’ efter planen skal sættes op som musical for første gang. De forgangne 30 år har historien levet videre gennem flere andre bøger, teaterforestillinger og en filmopfølger i 2017.

Hvad ville en ung Irvine Welsh sige til dig i dag om ideen om en musical?

»Han ville sige: »What a fucking wanker! Din kæmpe sellout!«. Og han vil have fuldstændig ret. Jeg tænkte bare, at en eller anden dag kommer der en Andrew Lloyd Webber-type og tjener penge på mine bøger, så jeg kunne lige så godt selv gøre det«.

Robotterne har overtaget

På Zoom-skærmen er Irvine Welsh iført grå North Face T-shirt og blå hættetrøje. Bag ham er hans dj-udstyr linet op. Om et par dage skal han til Ibiza og spille. Han er 65 år gammel, har skrevet et hav af bøger og manuskripter, har været gift tre gange og var i 1980’erne afhængig af heroin i halvandet års tid. Han har aldrig rigtig stået stille.

‘Trainspotting’ er bogen, der definerede hans karriere. Den er skrevet i hårdkogt slang fra Edinburghs havneområde Leith, hvor Welsh selv voksede op i bydelens sociale boligbyggeri.

Foto: Inga Kjer/Ritzau Scanpix

Mens det var det post-industrielle Skotland, der var motoren bag bogens apati, ser han noget af den samme fremmedgørelse i nutidens digitale verden.

»I dag har robotterne og maskinerne overtaget. Men hvad gør det ved os? Giver det os frihed? Alt i verden – kapitalisme, socialisme – styrter sammen omkring os, og vi har i stedet erstattet det med denne underlige teknokratiske undertrykkelse, uden at vi rigtig ved, hvad der skal ske med os«.

Da Irvine Welsh skrev ’Trainspotting’ i starten af 1990’erne, havde han allerede levet flere liv.

Han er født i Leith, hvor faren arbejdede på havnen, og moren var tjener. Han forlod skolen som 16-årig og kom i lære som tv-reparatør. Forsøgte sig som punkmusiker i London, men endte i stedet med at arbejde som ejendomsmægler og siden som mellemleder i Edinburgh kommune.

Det var tilbage i Skotland, at han for alvor begyndte at skrive. Også mens han passede sit arbejde i dagtimerne, for det var skriveriet, der virkede for ham. Alt andet var kedeligt.

Da James McAvoy gik i baren

I sine bøger har Irvine Welsh skrevet sig ind i hovedet på et galleri af mørke og makabre skæbner. Hvad end det er den psykopatiske Begbie i ’Trainspotting’, der høj på vold flækker skallen på en kvinde, da han kaster et ølglas gennem pubben, eller Ray Lennox, som er den torturerede politibetjent i bogen ’Crime’, der nu er blevet til en tv-serie.

Foto: Britbox

Foto: Mary Evans/af Archive/channel Fo/Ritzau Scanpix

Foto: Jaap Buitendijk

Mens ’Crime’-serien, der i Danmark vises på streamingtjenesten Britbox, på papiret handler om at opklare politisager, er nerven den indre kamp, som den kokainsniffende Ray Lennox går igennem. En slags Batman-lignende korsridder, der forsøger at kurere verdens ondskab en sag ad gangen, mens han kæmper med det seksuelle misbrug, han selv oplevede som dreng.

»Han har ikke kunnet finde sine gerningsmænd, så han bruger sin energi på at jagte de andre rovdyr for på den måde at få en form for katarsisk frigørelse. Men det ender bare med at gøre ham endnu mere frustreret og sender ham mod alkohol og stoffer, så han kan bedøve smerten«.

Hvordan er det som forfatter at være inde i hovedet på disse mennesker?

»Det er blevet nemmere for mig, fordi jeg har lært meget fra skuespillere om, hvordan man kommer ud af rollen«.

Irvine Welsh fortæller, hvordan den skotske skuespiller James McAvoy var i stand til at lægge rollen bag sig, da de optog filmatiseringen af Welshs bog ’Filth’, der handler om et svin af en politibetjent, der vælter rundt i stoffer og vold.

»Da vi var færdige med optagelserne og skulle tilbage på hotellet, var det tid til en drink, og jeg tænkte ikke, der var nogen chance for, at vi så noget til James«, siger Irvine Welsh.

Men McAvoy dukkede op i hotelbaren med et stort smil. Og var sig selv igen.

»Havde jeg vidst, hvordan de gør, kunne jeg nok have reddet et eller to af mine ægteskaber. Bare det at vide, at man rent faktisk kan efterlade sine fantasivenner i et andet lokale og så komme ned og interagere med virkeligheden igen«.

Grin i mørket

Når Irvine Welsh som forfatter træder allerlængst ind i mørkets hjerte, finder den syrede humor også vej. Det handler om at afvæbne anspændtheden, siger han.

Hvad enten det er et swingerpar, der pludselig dukker op med paraplydrinks i ’Crime’, eller når Renton i ’Trainspotting’ stikker klør fem ned i en toiletkumme fuld af afføring for at finde de opiumampuller, han skal have op i bagdelen for at forblive høj.

Et par dage før vi taler sammen, er der udbrudt slåskamp blandt publikum på et teater i Glasgow, der viser en opsætning af Irvine Welshs bog ’Porno’, som er en opfølger til ’Trainspotting’.

Irvine Welsh var færdig af grin, da han læste om det.

»Humoren har jeg altid brugt, for du kan kun bede folk om at se ind i mørket i et stykke tid. Ellers får de nok af det hele og ser den anden vej«.

Lige nu ser han frem imod musicaludgaven af ’Trainspotting’. Han har selv skrevet musikken og manuskriptet.

»Den er mørkere end bogen, men den er også virkelig sjov«.

Mørket og humoren i konstant svingom.

Tredive år efter sit gennembrud har Irvine Welsh stadig livslysten til begge dele.