Cecilie Eken sukker.
»Det er ikke, fordi jeg ikke vil fortælle om det«, siger hun først.
»Men er det ikke keeeeedeligt at snakke om?«.
’Det’, som Cecilie Eken forsøger at vige uden om, er hendes eget liv. Hendes opvækst i Holte som datter af en læge og en sangpædagog, hendes vej fra uddannelsen som civiløkonom til at blive en af Danmarks mest anerkendte børnebogsforfattere.
