Jeanette Varberg er fagperson med stort F. Men det sidste år har hun delt ud af sig selv på Instagram

Jeanette Varberg er ikke en, der normalt taler om sine følelser.

Arkæologen er kendt for at være en slags kvindelig Indiana Jones, der ændrer historieskrivningen, når hun finder oldgamle skeletter på en stillehavsø. En eventyrer, der i tv-programmer krydser Nordatlanten for at opleve vikingernes togt på egen krop. Og så er hun forfatter og vært på den populære podcast ’Varbergs Danmarkshistorie’.

Kort sagt, en entusiastisk fagperson.

Men hun er ikke én, der taler om, hvordan hun har det, hvad hun er ked af, eller hvad der kan få hende ned med nakken.

Det har hun så øvet sig på i 2023.

For da hun i februar fik konstateret brystkræft, besluttede hun sig for at dele sit sygdomsforløb – sine nedture, sin frygt og sit håb – med alle, der ville følge med, på Instagram. Og det var mange.

Hun er gået fra 3.000 til over 13.000 følgere. Og hun er nu blevet så god til at dele, at flere firmaer har henvendt sig, fordi de vil sponsorere hende. Også selv om hun har gjort det på sin helt egen historiker-nørdede måde.

Men hvordan har det været at blotte sig? Hvad har hun fået ud af at gøre det?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg har med på blokken, da jeg sammen med en fotograf triller op foran parcelhuset i Stensballe tæt på Horsens, hvor hun bor med sin mand og to børn.

Hvad fik hende i det hele taget til at dele sit følelsesliv med offentligheden?

Paryk på p-pladsen

Op af sneen ved entrédøren stikker et ’Velkommen’-skilt ved siden af et lysende rensdyr.

Vi ringer på, og Jeanette Varberg åbner. Smart klædt i mørkegrøn blazer, mørkeblå bluse og bukser. »Velkommen til«, byder hun ind med en fynsk accent, der har hængt ved siden opvæksten i Odense.

Mens vi stiller støvler og pakker os ud, trykker Varberg på Nespresso-maskinen og sætter kopper på spisebordet under PH-lampen. Et iøjnefaldende pink-gult-grønt maleri med ordet ’Crazy Bitch’ hænger overfor hjørnesofaen.

»Min mand er vild med Hornsleth«, lyder det i en lidt undskyldende tone fra Varberg.

Håret er sat i Tintin. Der er ikke så meget af det endnu, men akkurat nok til, at man kan sætte det i den kække reporters signaturfrisure.

For et halvt år siden var hun pilskaldet, og i mange måneder har en orange strikhue været hendes faste accessory. Den lange askeblonde paryk, hun fik lavet, da kemoen tog de sidste lokker, blev hun aldrig dus med. Og da den en dag blæste af ude foran Netto og for øjnene af halvdelen af byen, så hun måtte jagte den rundt på p-pladsen, fik hun nok.

»Så gik man der og syntes lige, man havde lækkert, langt hår, og så bristede illusionen. Lort!«.

Parykken er arkiveret på bunden af et skab.

Hun fortæller om sygdom med en alvor, hvor der er kort til et forløsende grin. Det gør det ikke nemt at bære, men nemmere, måske.

Øjnene er lyseblå, klare som vand. De smalle øjenbryn gør gymnastik i hendes pande, når hun taler. For hun er en engageret formidler, som dem, der har været til hendes foredrag eller set hende på tv, vil vide.

Der er ikke et »jamen-øh« eller »såååh«, ingen tøven. Hun har svar på rede hånd, og der er ikke noget, hun viger tilbage for at svare på. Også selv om det gælder det uvante personlige område.

Siden skiferien til Isaberg sidste år har hun øvet sig. For i et lillebitte, træbeklædt badeværelse med dårlig belysning opdagede hun, at noget var galt. Da hun tog sin sports-bh af, sad brystet skævt, og det bulede underligt opad. Der var også et nedfaldshul ved brystvorten.

Hun havde godt nok givet den gas på pisterne og taget nogle styrt, men at brystet skulle være blevet slået ud af facon, var lige voldsomt nok. Det er den slags, Varberg indskyder. En munterhed på trods.

Men da hun googlede symptomerne, dukkede ordet brystkræft op.

»Jeg var bare sådan: Fuck«.

Vantro. For hun kunne ikke mærke en knude. Alligevel begyndte frygten at rumstere i hende.

Hun var for længst gået væk fra at købe bh’er med bøjle, fordi de var begyndt at genere. Men det ene bryst havde altid været større end det andet, så det var nok bare derfor, havde hun tænkt.

Men der var mere. Når familien var lagt ned af forkølelse, var hun den eneste, der var lang tid om at komme sig, kom hun nu i tanke om. Og så var hendes fingre på venstre hånd begyndt at hæve op, så hun havde søgt læge for at blive tjekket for leddegigt.

»Det var så, fordi jeg havde metastaser i i lymfeknuderne. Og min knude var altså oppe på 5,5 cm, da jeg fik den ud. Så den har jo begyndt at gøre ondt«, siger hun tørt.

Vagtsomhed

Hun har fået fjernet det venstre bryst, en del af sine lymfekirtler, gennemgået tre slags kemobehandling og fået stråler. Behandlingen er som sådan overstået. Men i det ny år skal hun også have fjernet sine æggestokke for at sikre, at hun ikke producerer østrogen, der kan få kræften til at blusse op igen.

Hun er træt. Det har været en barsk omgang. Det lægger hun ikke skjul på.

Heller ikke på Instagram, hvor hun i et af sine nyeste opslag skriver: »Mit arvæv, hvor bryst og lymfeknuder sad, trækker sig smertefuldt sammen. Hver morgen tager jeg en kop kaffe og en Panodil, og så begynder jeg med øvelser, der trækker bindevæv, lymfestrenge og muskler på plads igen. Men sjit, det gør nas«.

Samtidig virker hun i vigør, energisk, selv om hun sidder stille på stolen ved spisebordet i stuen.

Gyldne stjerner drejer rundt over en julestage, hvor varmen fra stearinlys skaber opdrift. Udenfor driver skyerne hen over himlen, så lyset i stuen skifter fra hvidt til gråt til gyldent og næsten orange og så mørkt.

Kræften har forandret hende. Den har også lært hende noget. At det kan gøre godt at dele ud af det, der er svært. Det har hun aldrig gjort før.

»Jeg har altid fart på, jeg er altid ude efter eventyr og spænding og sjov og ballade. Så den der følelsesmæssige side har jeg ikke dyrket«, siger hun.

»Altså, jeg har veninder, der er tæt på, og altid har været det, men vi har aldrig hængt på hinanden på den måde«.

Sit indre liv har hun holdt tæt med. Også da hun var barn og blev mobbet slemt i 3.-6. klasse.

»Jeg tav stille med det. Gik med det inde i mig selv. Jeg havde ikke rigtig nogen at sige det til. Jeg havde mine forældre, men fordi jeg blev mobbet, havde jeg jo ikke nogen venner«.

Det lå i luften, at det var ens egen skyld, hvis man blev mobbet, forklarer hun.

»Det har givet mig en vagtsomhed overfor mennesker. Og en påpasselighed med ikke at give så meget af mig selv. Fordi det kan blive brugt imod en, ikke? Det har jeg lært tidligt«.

Når hun igennem de sidste 10-15 år har stillet op til interviews i aviser, dameblade, tv, har det også altid været med et fagligt fokus: vikinger, udgravninger, folkevandringer. Det personlige har hun holdt for sig selv.

Det ændrede sig, da hun blev syg. Indtil da var hendes brug af sociale medier foregået lidt improviseret. Hun havde smidt et billede op fra en boglancering, et banner med ’Varberg giver Dan Brown baghjul’, fra et foredrag, fra en gåtur ved fjorden. Men da hun fik sin diagnose og var ramt af angst over sygdommen, hun skulle kæmpe imod, begyndte hun at søge informationer.

Og det, der især hjalp hende, var andre i samme situation, der havde delt deres historie. Både kendte som Andrea Rudolph, men også helt almindelige kvinder med brystkræft.

»Nu var det ikke faglighed, jeg gik efter, nu var det menneskelighed. Og det kan man høste ved at kigge på de sociale medier«.

Hun brugte lang tid på at sluge deres historier for at forstå, hvad det egentlig var, hun stod over for. Og på at læse de tråde, der for eksempel voksede frem, når en profil som Andrea Rudolph delte, at hun var helt nede efter en omgang kemo.

»Hun viste sig i sin sårbarhed, og hun viste, når det var svært. At turde at være så ærlig, hjælper rigtig mange. For når du går ind i vores sundhedsvæsen, og de fortæller dig, at du skal på en skrap kur, så fremhæver de, at det ikke er alle, der bliver syge af det. No shit! Men jeg blev ramt af kvalme. Og at se, at for eksempel Andrea også var ramt af kvalme,n gav en følelse af, at jeg ikke var alene«.

»Hun var et stort forbillede med den måde, hun gjorde det på, og jeg fandt ud af, at det måske ikke var så farligt at dele noget af sig selv. At det kunne man godt«.

Ville det ikke være mere givende at deltage i en støttegruppe for andre kræftramte, hvor man mødes ansigt til ansigt i stedet for sociale medier?

»Jeg kom jo ikke ud fra den her matrikel. Jeg var ude at gå og deltog i genoptræningsforløbet ’Fra kræft til kræfter’, men jeg meldte fra til det, hvor man sidder i rundkreds og snakker. Jeg orkede det ikke. Jeg var træt. Jeg var smadret«, siger hun.

»Med Instagram kan du selv styre, hvornår du tænder skærmen. Og hvornår du har brug for at høre noget fra nogle andre«.

Er der nogle opslag, som virkelig har ramt dig?

»Det, der ramte mig på den hårde måde, er dem, der ikke er her længere. Profiler af kvinder, der er døde af brystkræft. Det var virkelig, virkelig hårdt at læse«.

Bilen kendte vejen hjem

Jeanette Varberg holdt sammen på sig selv, da hun googlede ’indfalden brystvorte’ i Isaberg og fik ’brystkræft’ op på skærmen. Hun ville ikke gøre familien bekymret før tid. Men på vej hjem i bilen ned gennem Sverige havde hun og hendes mand et af deres sjældne skænderier.

»Jeg var temmelig pirrelig. Det var den måde, jeg reagerede på«, fortæller hun.

Da hun senere kom til lægen, kunne hun se på det blik, hun fik, at det ikke tydede godt. Og da hun senere kørte til Skejby for at få en biopsi, gav lægen der hende samme fornemmelse.

»Han sagde ikke noget. Så vidste jeg ved godt, at det var, fordi der var noget«.

Hun var lammet. Uden støtte. For hun var kørt alene til undersøgelsen.

»Det kunne jo godt være, at det var en cyste. Og den kunne jeg da godt tage selv«, forklarer hun sig.

Jeanette Varberg har jævnligt tjekket sine bryster for knuder, som alle kvinder anbefales at gøre. Men der har ikke været noget at komme efter. For hun har mælkekirtelkræft, som først giver sig til udtryk, når sygdommen er så fremskreden, at mælkekirtlerne er voldsomt hævede.

»Så meget for de huskeregler, vi får serveret«, siger hun med en solid portion bitterhed i stemmen.

»De glemte lige at sige, at 10-15 procent af os danner mælkekirtelkræft. Som ikke kan mærkes«.

På vejen hjem fra Aarhus til Stensballe kørte hun forkert tre gange. Hun var chokeret og talte i telefon med sin mand over anlægget. Til sidst »fandt bilen selv vej«, da hun kom ind på vejen fra Moesgaard Museum, som hun har kørt hundredvis af gange.

Opfølgende undersøgelser viste, at der var spredning til lymfekirtlerne i armhulen. Der var også mistanke om, at der var metastaser til leveren. Det var der ikke, men ventetiden, før det blev afklaret, er det værste, hun har været med til. En stor del af tiden tudede hun.

»Det var fire dage i helvede«, siger hun.

Børnene havde hun givet besked om kræftdiagnosen den dag, bilen selv fandt hjem fra Skejby. Hun fortalte dem, at det er noget, lægerne regnede med at helbrede hende for, men at hun skulle igennem kemo og stråler – ligesom deres morfar havde været sidste år, da han havde prostatakræft.

At hun også besluttede at fortælle om sin brystkræft til sine følgere på Instragram, kom sig af, at hun spurgte sin børn til råds.

Ville de helst have, at hun skulle melde klart ud om det til omverdenen eller være privat omkring det, nu hvor hun stod over for en en sygemelding på mindst et år?

Hendes datter på 14 var klar i mælet: Hun ville helst have, at alle fik det at vide, så hun ikke skulle forklare noget.

»Det var klogt sagt, synes jeg. »Fint, så giver jeg den gas«, sagde jeg«.

Det gjorde hun så. 22. februar 2023 delte hun en selfie fra Skejby Sygehus. På billedet ligger Jeanette Varberg i sengen, i hvidt patienttøj, med briller, udslået hår og et mat smil.

»Der har været lidt stille her på kanalen. Grunden er, at jeg på vores skiferie pludselig opdagede en bule på brystet. Jeg tænkte, at det var en cyste, men det er desværre brystkræft«.

I opslaget beklager hun over for alle dem, der har købt billetter til hendes foredrag, dem, der regner med hendes engagement. Alt er aflyst.

»Jeg opdaterer her, når jeg orker, og beskeder besvares måske. Jeg lukker ned for at koncentrere mig om at blive rask og være sammen med min dejlige lille familie«.

2.674 sendte hende et hjerte. Og rigtig mange sendte også en sød kommentar og ønsker om god bedring.

Hvad kan du bruge det til, at hundredvis af mennesker, du aldrig har mødt, sender dig et hjerte?

»Det var overvældende. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og jeg kunne sagtens bruge det til noget. Jeg synes, det varmede hele vejen igennem. Det gav mig også et formål«.

Så selv om hun skrev, at hun ville lukke ned et halvt år, gik der ikke mere end en uge, før hun delte et nyt opslag.

1. marts postede hun en selfie taget i forårssolen. Hovedet på skrå. Blikket fast. Og allerede nu, en uge efter operationen, så hun på kræften med sine faglige briller. Og ville give sine følgere lidt af samme perspektiv:

»Vidste I f.eks. at brystkræft første gang nævnes for ca. 5.000 år siden i en papyrusrulle fra Egypten? Sygdommen har altså fulgt os altid. Jeg har selv stået med næsten lige så gamle knogler fra Bronzealderen med tegn på knoglekræft. Forskellen på dengang og nu er et fantastisk sundhedsvæsen. Heldigvis«.

For 77 millioner år siden

I den følgende tid delte hun opslag, hvor hun både gav sin stigende antal følgere nyt om, hvad der skete i hendes eget behandlingsforløb, og viden om kræftens historie.

»Så længe jeg orker, vil jeg tage jer med ind i mit univers undervejs i min sygdom. Men nok på en lidt anderledes måde, end de fleste andre ville gøre«, lovede hun dem.

Hun begyndte med en dinosaur. For hun var selv blevet ramt af skam, da hun fik diagnosen. Havde hun ikke levet sundt nok, var hun selv skyld i kræften? Havde hun drukket for mange shots i 1990’erne? Og den følelse var helt almindelig, kunne hun læse sig til. Derfor brugte hun sin faglighed til at vise følgerne, at kræften altid har været her – før der overhovedet var mennesker til.

»Det første bekræftede tilfælde af knoglekræft er i en dinosaur, som døde for 77 mio. år siden. Den bekymrede sig ikke om sit BMI eller mængde af stresshormoner efter en bogudgivelse, men blev alligevel ramt af kræft. Med andre ord: det er med dinosaurer, som det er med mennesker – alle kan blive syge af kræft i løbet af livet«, skrev hun. Det var 3. marts.

Teksten blev ledsaget af et billede af en dinosaur, kildeangivelser, en stribe hashtags. Et tjekket, professionelt opslag. Ikke noget, hun lige smed op på fem minutter over morgenkaffen. Men lige så nøje udtænkt som en udstillingstekst, forklarer hun. Med korte sætninger har hun gjort noget, der er ekstremt komplekst, let læseligt. Nogle gange er der 50 siders stof bag et enkelt opslag.

»Jeg har slået det professionelle panel til, så jeg kan se, hvilket reach jeg har på opslagene. Så jeg kører statistik på det. Det er er fascinerende, hvad man kan«.

Og Varberg er nået bredt ud. Så bredt, at hun med sine personlige opslag om sin sygdom har fået tilbud om sponsorater fra måltidskasser og tøjfirmaer, alt muligt. Men hun takker pænt nej til rollen som kræftramt influencer, der promoverer produkter.

»Jeg prøver at forklare, at det ikke er derfor, at jeg har mit profil. Altså, der var også en eller anden svensk dude, der ville have mig til at gå i hans T-shirts. Det ville jeg så ikke«, griner hun.

På under et år er du kommet i liga med professionelle influencere?

»Ja. Jeg har koblet min sygdom og tanker med historien. Og jeg fandt ud af, at det hjalp rigtig mange, når jeg kunne fortælle, at kræft er menneskehedens ældste sygdom, at mennesket altid har kendt og kæmpet imod kræft lige så lang tid, vi kan spore det i det skriftlige kilder«.

For eksempel fik hun private beskeder fra mødre, hvis børn havde kræft. De havde følt skyld over, at deres børn var syge og bebrejdet sig selv, tænkt at de måske havde givet dem forkert kost.

»Kræftskyld er et begreb, som flere bruger«, forklarer Varberg.

»I Danmark og i den vestlige verden er vi blevet bombarderet med, at vi skal være sunde og ansvarlige for at holde vores krop sund. Hvis kroppen ikke er sund, må det være vores eget ansvar. Ved at fortælle kræftens historie kan jeg tage noget af det ansvar fra dem«.

Hun tager fat om den lange guldkæde, hun har om halsen. Et hvidt kranium med en brillant i den ene øjenhule dingler som vedhæng.

Hun har talt sig varm. Hun er en historiker med en sag. Det kommer fra et ømt sted, for hun følte også selv skyld, da hun fik diagnosen. Hun havde godt nok fuldammet begge sine børn, hvilket burde reducere hendes risiko for brystkræft, men havde hun fået dem for sent?

»I oldtiden sagde man, at det var gudernes skyld. Der skal vi tilbage til«, mener hun.

Det var én af de vigtige pointer, hun gerne ville dele med andre, der også var ramt af kræft.

»Jeg syntes, jeg havde noget at komme med. Jeg skriver ikke bare for bla-bla. Jeg skriver, fordi jeg har viden og substans, jeg gerne vil dele med folk. Noget, der kan hjælpe«.

Bekymret for hjernen

Hun har igennem det seneste år fået så mange beskeder fra sine følgere, at det har været et fuldtidsarbejde for hende at svare dem. Hun har ikke set Netflix eller læst krimier, mens hun har været sygemeldt. Hun har været instagrammer. Det har været meningsfuldt. Det har givet hende et psykologisk overskud at kunne hjælpe andre, fortæller hun.

»Så lod jeg ikke kræften bestemme det hele. Jeg var ikke bare syg, jeg kunne stadig bruge min faglighed og række ud til mennesker. Jeg stod ikke i en fyldt sal i Bremen, men sad her«, siger hun og peger mod udestuens bløde møbler.

»Og alligevel havde jeg et reach ...«

I sine opslag har hun både delt billeder af sin egen skaldede isse efter kemoen, malerier af victorianske kvinder, der har en krabbe krybende hen over brystet, om hvordan en slags kemo er lavet af selvsamme sennepsgas, der blev brugt i Første Verdenskrig, en anden af Stillehavstaks, om tidlig kræftkirurgi på kvinder.

Instagram-arbejdet har også været en måde at holde hjernen i form på, for hun har været bekymret for at blive glemsom, langsom, fordi kemoen er en cellegift, der gør, at man mister hjerneceller.

»Det kan godt være, at onkologer siger, at de ikke har evidens for, at det går ud over hjernen, men sorry, det gør det«.

Hun nævner det flere gange i sine opslag på Instagram. Det er tydeligt, at hun har været bekymret for, om behandlingen ville nedsætte hendes mentale kapacitet.

»Jeg lever af min hjerne. Det er den, jeg ser verden igennem. Så hvis jeg ikke er lige så skarp, hvem er jeg så? Den frygt lurer hele tiden. Så jeg skulle eddermame ikke have kemohjerne. Og jeg har kæmpet imod alt det, jeg kunne, og styret rimelig godt udenom, synes jeg«.

Når folk deler personlige, svære oplevelser – hvad end det er misbrug, sorg, sygdom – forklarer de ofte, at de gør det for at hjælpe andre i samme situation, og at de samtidig selv kommer stærkere ud af det, fordi de ved at sætte ord på traumerne får bearbejdet det, de har oplevet. Det kan Varberg genkende.

»Helt sikkert. Jeg fik jo skrevet mine følelser ud. Jeg har ikke gået til psykolog eller terapeut, for jeg fik sådan set sat ord på, hvordan jeg følte, på Instagram«.

Som en, der normalt ikke skilter med sine følelser, må det have været svært?

»Jo. Det er grænseoverskridende. Jeg er hudløst ærlig, og der får man for første gang noget af mig«.

Hvad er grænseoverskridende for dig ved det?

»Beskrivelserne af, når jeg har det rigtig dårligt, når jeg er i kemobehandling. At skrive så meget om mine egne tanker og følelser har jeg jo aldrig gjort før, og det er, som om jeg er lidt ude af kontrol«.

Når man læser historier om folk, der deler deres kriser, så er der tit en lykkelig slutning i stil med: ’jeg er blevet et stærkere menneske’, ’nu er jeg bedre til at leve i nuet’ eller i den dur. Hvad tænker du om det?

»Det er den måde, vi fortæller historien på i Vesten. Du skal altid have helten«, svarer hun rapt.

»Men det er jo ikke rigtigt for mit vedkommende. Jeg er ikke sådan en, der jubler og siger, at nu er jeg kræftfri. Jeg skal have opereret min æggestokke væk. Og fordi jeg har været igennem mistanken om spredning til leveren, så slipper angsten for, at kræften kan komme igen, mig nok aldrig. Det har mærket mig for altid«.

Får ansigtet tilbage

Vi rejser os og går ned til Horsens fjord. Det var her, hun forsøgte at gå fem kilometer dagligt under behandlingen. Det var ikke altid, hun kunne holde til det. Nogle gange skreg hun sine frustrationer ud over vandet, i modvind.

Hvad skal der ske med din Instagram fremover?

»Jeg skal opereres, have rekonstrueret brystet, og der er senfølger. Der er nok at tage fat i. Og så skal folk med mig ud i verden. De skal med på arbejde. Så jeg tænker, det kommer til at handle om kræft, men også alt muligt andet«.

Nu du har åbnet for posen, vil dine følgere nok forvente mere af privat-Jeanette?

»Ja, det kan jeg godt mærke«, smiler hun.

Er du okay med det?

»Det er mig, der bestemmer, hvad der bliver lagt op. Så det har jeg det fint med«.

Efter nytår udkommer bogen ’Onkos – mit møde med kræftens historie’, hvor hun bruger arbejdet bag de mange Instagramopslag til en fagbog/sygdomsbiografi. Det er »ikke bare en hyggeting«, understreger hun. Bogen præsenterer ny viden, og den er med noteapparat, så studerende eller andre fagfolk kan bruge den i deres arbejde.

Hun ved godt, at udgivelsen af ’Onkos’ formentlig vil afføde en række invitationer til at optræde i medierne. Med fokus på hendes person, ikke kun kræftens historie.

Er du ok med at skulle tale om dig selv og dine følelser igen og igen?

»Det bliver en lille smule ...«, tøver Varberg for en gangs skyld.

»Jeg vil gerne videre. Det er hårdt at blive ved med at snakke om det. Når du interviewer mig, så skal jeg gå tilbage de følelser, jeg egentlig har arbejdet på at lukke ned. Der kommer også et tidspunkt, hvor jeg bliver træt af at tale om det«.

Hun vil gerne parkere sygdommen i 2023 og starte på en frisk i 2024. Men ængstelsen sidder i kroppen.

»For jeg er jo bange for, at sygdommen udvikler sig, at jeg bliver fastholdt i at være syg. Jeg har kunnet overkomme det her år, fordi jeg vidste, jeg skulle tilbage. Så det, jeg frygter allermest, det er at få at vide, at det skal jeg så ikke alligevel. Så jeg kæmper med alt, hvad jeg kan«.

Jeanette Varberg er med på, at hun fremover nok både vil få invitationer til at holde foredrag 0m vikinger og kræft. Hvordan hun vil prioritere, har hun endnu ikke taget stilling til.

Foto: Nichlas Pollier

Hun begynder lige så stille på arbejde igen til februar og tager den derfra. Hun er medtaget, kroppen er hærget, og det er hun bevidst om.

Men du har energi i øjnene, kan jeg se?

»Det begynder at hjælpe«.

»Jeg begynder at få lidt hår, og mit ansigt falder på plads. Jeg tog fem kilo væske på under kemoen. Jeg fik elefantfødder, og mit ansigt var så rundt, at jeg ikke kunne betale med min iPhone. Apple Pay sagde, at mit ansigt ikke var genkendt, haha«.

Vi er tilbage ved huset. Hvis vi vender os om, kan vi stadig se fjorden. Varberg kunne ikke drømme om at flytte herfra. Men der står ’solgt’ på Nyboligs skilt ud for familiens gulstenshus fra 1960’erne.

»Det tog ni dage«, fortæller hun.

Familien har for længe boet på 140 kvadratmeter med børneværelser, 14-årige Frida og 11-årige Arthur er ved at vokse ud af. Derfor har de købt et andet hus et par hundrede meter væk og får 250 kvadratmeter med både kælder, førstesal og et loft, hvor der skal sættes et rundt vindue i gavlen, så det bliver et hyggeligt rum til at smide sig på madrasser for at spille.

Jeanette Varberg har allerede planlagt det hele, virker det til, når hun ivrigt fortæller om, hvad der skal ske efter nytår. Altså når familien er kommet tilbage fra 14 dage i Mexico, hvor de skal til Yucatán-halvøen og se Chichen Itza og Tehuacán, de mexicanske pyramider, som hun har drømt at besøge, siden hun var barn. Rejsen skal betales for de forsikringspenge, hun har fået udbetalt for kritisk sygdom.

»Der er sket noget i mit sygdomsforløb, så jeg er gået fra at gå og planlægge og drømme om det, der kunne være fedt, til at sige: vi gør det nu«, siger hun.

»Lige pludselig ved jeg ikke, om jeg er væk om 5-10 år. Det ser godt ud. Det er ikke det. Men jeg har fået mig en forskrækkelse i livet. Det er ret voldsomt«.

Vi går ind i varmen i bryggerset. Mellem fodboldstøvler og vasketøjskurve smyger familiens sorte kat Saga sig forbi os. Før vi siger farvel, spørger jeg, om hun ville gøre det igen – altså invitere alle, der har lyst, til at være tilskuere til hendes op- og nedture på Instagram?

Hun tager sig nul betænkningstid.

»Ja. Hvis jeg bare har hjulpet et par stykker, nej bare én, har det været det værd«.