Det er svært, når ens 93-årige far, som man i øvrigt er grundlæggende sur på, fordi han har svigtet, begynder at pisse for åben dør. Det er akavet, når han taler om sin penis i tide og utide og i detaljer, og totalt stressende, når han ringer og siger, at der er udbrudt mytteri på plejehjemmet, mens man står til optikermesse på Fyn. Sådan en far er Thorkil.
Han er en ud af tre hovedpersoner i Astrid Saalbachs nye roman, ’Lindely’. Men det er ham, der fylder det hele. For de to døtre, der fortæller om ham og alt det, de gør for at hjælpe ham i hans sidste tid, har ham som omdrejningspunkt. Det er næsten som at være forelsket, siger den ene. For han er i deres tanker konstant. Samtidig har de dårlig samvittighed over ikke at besøge ham nok, over at han har smerter og ikke får ordentlig behandling, over at de ikke orker at tage hans sæk med vasketøj med hjem, så han må gå rundt i nusset tøj.
De to midaldrende søstre, Trine og Ida, er som danskere er flest. I september viste en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark havde foretaget for Jyllands-Posten, at 71 procent af danskerne siger nej til, at de pårørende bør passe de ældre mere, end de gør det i dag. Kun 22 procent siger ja.
Det forstår Astrid Saalbach godt.
