Bogen er som en pamflet, et opråb. ’Et skrig’, som der står på den postkasserøde forside, hvor store versaler kalder på opmærksomhed. Rød som svulmende hjerter og kønsorganer, rød som blod fra et frisk sår.
Den er skrevet af en pleaser. Det kalder 43-årige Tina Frank sig selv. Hun indleder sin autofiktive bog med at fortælle, hvordan hun som barn dansede herre og vandt pokaler i standarddans, og hvordan hun som ung på et øjeblik rystede fem års dansetræning af sig, da hun skulle danse med en fyr. For hun ville så gerne kysses, skriver hun.
»Jeg har været en, der har gjort det, andre har sagt, for jeg havde en idé om, at piger og kvinder ikke måtte være sådan nogen, der styrede. Men som jeg fandt ud af, da jeg skrev bogen, peger det også indad: Hvilken rolle giver man sig selv?«.
Forfatteren har taget turen til Københavns Rådhusplads fra Vejen, hvor hun bor med mand og tvillinger og arbejder som selvstændig art director. Hun sidder ved mødebordet for at tale om sin nye, fjerde bog, som handler om, hvordan hun livet igennem er blevet præget af et negativt, begrænsende kvindesyn. Og hvordan det kvindesyn også går ud over drenge, mænd, fædre og for eksempel mandlige pædagoger, der mødes af urimelige forventninger om at være rovdyr, der ikke kan styre sig.
