Der er kø langt ned ad gaden. Det er der mange steder i Milano i denne uge, hvor den årlige designuge kører for fuld udblæsning. Folk kæmper om at komme forrest i køen, og det ser så interessant ud, at jeg opgiver at gå forbi. Jeg må om bord i den kø og se, hvad det er, folk skal ind og se.
Man venter fem minutter, ti minutter, og pludselig står man foran en flok jakkesætklædte mænd, der vil have ens navn og e-mail. Det giver man gerne, for man skal jo ind og se, hvad der sker bag de tykke mure.
Vupti står man i en stor gårdhave og kigger på vand. Et kæmpestort vandbassin og et par kæmpespejle. Placeret i gårdhaven til et af Milanos overdådige palazzoer, hvor søjler og skulpturer slås om opmærksomheden. Det er næsten ikke til at gennemskue, hvor vandet begynder, og hvor det slutter, for det står helt stille og er nærmest sort. Men folk maser sig frem til hegnet, der er stillet op rundt om det forhøjede bassin, så de kan få taget de helt rigtige billeder.
Af ingenting. Eller jo, af vand, der står stille, og som spejler sig. Placeret i en tør gårdhave i Milano.
