Mange danskere kender irritationen over at hugge spaden mod en sten. Det stød, det giver i kroppen, når man lige troede, at mulden var klar til det nye æbletræ. Og udsigten til bøvlet med at vriste den op. Shit, hvor er det træls.
Men det er kun et benspænd fra en gråspurv sammenlignet med det nyrestød i sjælen, som de svenske småbønder måtte udholde flere gange om dagen, året rundt et helt liv igennem, mens de forsøgte at forvandle en granitfyldt grund til frugtbar jord, så de kunne overleve endnu en vinter på lidt kartofler og salte sild.
For dem må det have føltes som en hån fra Gud eller en prøvelse, som de kendte dem fra Jobs Bog. Fra den Bibel, som de hver søndag fik lussinger med af en lutheransk præst, der fortalte, at det hårde liv skulle forstås som vejen til frelse. Uanset om man sad til endnu en begravelse af et barn, skulle man ikke klynke.
De sten må have rullet rundt i natlige mareridt for de bønder, og man kan godt forestille sig, hvorfor omkring 1.300.000 svenskere udvandrede fra midten af 1800-tallet til starten af 1900-tallet.
