Selv om det måske – hørt med vore dages øren – lyder som en massiv overdrivelse, så var Carmen Curlers en revolution. I alle fald for de mange kvinder, der gerne ville være ’fine i håret’, men som ikke nødvendigvis havde råd til at betale frisøren i tide og utide, og som slet ikke kunne afse timer til at sidde under tørrehjelmen og ryge filtercigaretter.
Og alene derfor er det en god idé at gøre opfindelsen til omdrejningspunktet for en dramaserie. Tingenes historie er nemlig også fortællingen om menneskene bag dem, om hvilke behov de opfyldte (eller ikke formåede at tilfredsstille) samt ikke mindst om den tid, de blev til i.
Serien om ’Carmen Curlers’ er således ikke bare eventyret om en eksportsucces, der lige så godt kunne have været afviklet som en DR 2-dokumentar. Thi curlerne, der til at begynde med blev døbt Axels Curlers af den entreprenante hovedperson, får meget hurtigt en symbolsk status.
De opvarmelige plasticdingenoter, som mange mennesker af lidt ældre dato vil kende fra barndommens eller ungdommens boudoirs, er metaforen for en ny tid med stigende velfærd, gryende selvbevidsthed hos ungdom og kvinder, der er parate til at tage frisuren i egne hænder – både for at se godt ud for deres egen skyld og for at klare ærterne på et mere overordnet niveau.
