3 dage tilbage: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Efter næsten fire års pause gør Serena Williams comeback som doublespiller i næste uge, oplyser turnering.

Serena Williams gør comeback i britisk græsturnering

Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Serena Williams har ikke spillet en officiel tenniskamp siden US Open i 2022, men nu gør den amerikanske stjerne comeback.

Når den traditionsrige turnering i den engelske tennisklub The Queen’s Club i London løber af stablen i næste uge, er Serena Williams med.

Det oplyser turneringen på blandt andet Instagram. Serena Williams har i sinde at stille op i doubleturneringen, lyder det.

Rygterne om Serena Williams’ comeback har taget fart i de seneste dage, men allerede i slutningen af 2025 lugtede det af, at et comeback kunne være under opsejling.

Det skete, da det uafhængige organ International Tennis Integrity Agency (Itia) bekræftede, at Williams indgik i en pulje af spillere, der stod til rådighed for uanmeldte dopingtest.

Dengang afviste hun klart og tydeligt, at et comeback skulle være på vej.

»Folkens, jeg kommer ikke tilbage. Det er helt vildt, som rygtet har spredt sig«, skrev Serena Williams på det sociale medie X.

Men det gør hun altså nu. Queens-turneringen bliver spillet i næste uge.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her