Er han den største skuespiller i filmhistorien?

Det er nat, og Nicolas Cage råber.

»Kristoffer Hegnsvaaaaaaaaad«.

Efter mange års forsøg har jeg fået hul igennem til et interview med skuespilleren, der er aktuel i filmen ’Dream Scenario’, og den karakteristiske råben er præcis dét, jeg drømmer om. Dét, som alle Cage-fans drømmer om. Dét, som de mange, der hader ham, hader ham for.

For den nu 60 år gamle skuespiller skiller vandene med sin intense tilstedeværelse – om det er i dramaer som ’Leaving Las Vegas’, action som ’Con Air’ eller genrefilm som ’Mandy’.

Jeg åbner altid mine Zoom-opkald uden mikrofon og video tændt, så jeg så Cage på min skærm, før han så mig. Og jeg tror, råbet skyldtes, at han vidste, han var på, selv om han ikke vidste, hvem der kiggede.

Nicolas Cage er altid på! Han er vant til, at alle altid kigger.

Han har fortalt, at han forstod, hvad ægte berømmelse var, da han som ung dreng oplevede sin onkel Francis Ford Coppola gå gennem et rum og hørte hele rummets hvisken af hans fulde navn. I dag er Nicolas Cage så berømt, at selv hans børn nogle gange kalder ham Nicolas Cage, påvirket af det udefrakommende blik, der i dag synes allestedsnærværende.

Han sidder ved skrivebordet i sit kontor i Los Angeles, iført læderjakke, som han i forskellige versioner har båret så ikonisk, at Magasinet GQ kårede ham til livslang læderjakkegud. Mest berømt er selvfølgelig slangeskindsversionen fra David Lynchs ’Wild at Heart’ (da. ’Vilde hjerter’).

Bag ham står alle mulige sære, flotte ting: En gammel skrivemaskine, en naivistisk træfigur og andre samlerobjekter, som han siger giver ham shamanistisk kraft.

Jeg forsøger at tage et screenshot af det, så jeg kan kigge på det senere. Jeg tænker, at det er genstande, som Cage en dag vil tage med ned i det store gravsted, han allerede har fået bygget, men screenshotfunktionen er blokeret. Cage ønsker ikke at have flere tilfældige billeder og videoklip på internettet.

Det er nok med de mange memes over hans udseende og karakterer eller lækkede optagelser, som det fra den aften, han i sorg over musikeren Princes død blev fanget i vild karaoke på en bar, der ellers forbyder videooptagelse.

Persona og pyramide

Når Nicolas Cage selv dør, skal han stedes til hvile i en pyramide, der venter på ham i yndlingsbyen New Orleans, hvor han spillede rollen i Werner Herzogs ’Bad Lieutenant’.

Her boede han i en periode i den tidligere seriemorder LaLauries mansion for at lade historierne fra det nærmest officielt anerkendte spøgelseshus sive ind i sig, så han bedre kunne skrive og spille sine vilde roller. Det hus har han mistet nu, fordi han bogstaveligt talt mistede en hel formue på dårlige ejendomsinvesteringer før finanskrisen.

En stor gæld og den store samlermani for snart sagt alt – fra vilde læderjakker og førsteeksemplarer af tegneserier til biler, slotte, dinosaurskeletter og dobbelthovedede slanger – er blandt årsagerne til, at Nicolas Cage har spillet med i så mange film, hvor flere af dem efter årtusindeskiftet blev modtaget med hovedrysten over kvaliteten.

Men Cage tæller ikke blot pengene, han tæller også det samlede antal film i sin filmografi. For han arbejder ikke kun med én rolle i ét enkelt værk, han har hele sit liv arbejdet med sin persona som et helt selvstændigt værk bestående af de mange roller.

Hvor mange film stiler du efter, spørger jeg ham.

»Jeg har altid sagt 150, men jeg ved ikke længere. Måske bliver det mere«, siger Cage.

Lige nu er Nicolas Cage på cirka 115 optrædener ifølge filmdatabasen IMDb, hvis man tæller fra begyndelsen af karrieren i 1982 med ’Fast Times at Ridgemont High’, ’Valley Girl’ og ’Rumble Fish’ (da. ’Motorcykeldrengen’) frem til den nye ’Dream Scenario’, der går i danske biografer lige nu.

Dengang han debuterede, hed han Nicolas Coppola, og ’Rumble Fish’ er instrueret af hans berømte onkel Francis Ford, men netop derfor skiftede Nic navn til Cage efter tegneseriefiguren Luke Cage.

Nicolas Cage er selv søn af (øvre) middelklasseforældre og tog bussen, mens de andre kørte Ferrari, og det nye navn var både en måde at gemme sig og frigøre sig på.

Og en måde at tiltrække sig superheltekrafter på. En privatshamanistisk idé (der også indebærer at sy sine samlerobjekter ind i sine kostumer for ekstra kraft), som han blandt andet har givet videre til et af sine tre børn, hans søn Kal-El, der således har fået det navn, som Superman fik på sin hjemplanet Krypton, før han kom til Jorden.

Lige nu er han småbørnsfar igen til datteren August Francesca, der for tiden holder sin far fra at være den intense læser, han ellers er.

»Det er svært at læse om aftenen for tiden uden at falde i søvn, fordi jeg har andre forpligtelser – som far«, svarer han, da jeg spørger, hvad han har af bøger på sit sengebord. Han er halvvejs i Herman Hesses ’Glasperlespillet’.

Tohovedet dyr, Dylan-drømme

Dengang han købte den tohovedede slange, var det, fordi han natten inden havde drømt om en tohovedet ørn, og da han dagen efter fik tilbudt det tohovedede reptil, syntes Cage, at det var et sammentræf så magisk, at det krævede handling.

Det var på lignende vis, han blev tiltrukket af rollen i den norske instruktør Kristoffer Borglis amerikanske film ’Dream Scenario’ om en underkendt universitetsunderviser i evolutionsbiologi, Paul Matthews, der begynder at optræde i folks drømme verden over.

»Dream og scenario er nok mine to yndlingsord. Da jeg så dem sat sammen, blev jeg nødt til at læse det. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg, at det var et af de fem mest originale manuskripter, jeg har læst – i alle de 45 år, jeg har gjort det«.

Har du haft vilde drømme i nat?

»Ja, faktisk. Jeg havde en meget mærkelig drøm, hvor jeg gik på en strand med Bob Dylan, og vi sang sammen og talte om Johnny Cash«.

Hvad talte I om, spørger jeg, mens Cage allerede er slået over i en perfekt gengivelse af Dylans stemme:

»Du ved. Der var bare en følelse af, at vi begge værdsatte, hvor stor Cash var. Og Bob Dylan værdsatte, at jeg værdsatte Cash«.

Har du drømt om Paul Matthews?

»Nej, det har jeg ikke formået endnu«.

Digitale drømme og virale krænkelser

’Dream Scenario’ er nok den mest skæve idé i amerikansk film, siden Charlie Kaufman opnåede succes med sine ’Being John Malkovich’ og ’Adaptation’ (da. ’Orkidé-tyven’), den sidste med Nicolas Cage i en af sine mange glansroller.

Paul Matthews er en helt normal fyr, der over halvvejs i livet ikke synes, det er blevet til så meget. Han har mistet både hår og selvtillid og føler ærgrelse over sine uforløste drømme: Han ville ønske, han havde skrevet en bog med sine tanker om swarm intelligence hos dyr (hvor den enkelte myre, fugl eller fisk følger nogle få regler, som skaber flokkens intelligente mønstre). Men intet er helt lykkedes.

I begyndelsen lykkes han heller ikke i de drømme, som hans datter og hans studerende på universitetet begynder at have. Drømmene handler ikke om ham, han går bare rundt i dem og ser passivt til.

Til at begynde med er det bare bizart, et mærkeligt sammentræf, at folk pludselig drømmer om den mand, de aldrig rigtigt lagde mærke til. I situationer, han aldrig ville optræde i i virkeligheden.

Men efterhånden som flere mennesker bliver bevidste om, at de drømmer om Paul Matthews, tager det til. Snart drømmer de fleste om Paul Matthews. Dem, der ikke gør, drømmer om at få lov. Om at være med på tidens mest underlige trend.

Paul Matthews er selv både tiltrukket og frastødt. Mest glædes han over opmærksomheden, selv om den retter sig mod noget, der ikke rigtigt er ham, men en persona konstrueret i massepsykose.

Han forsøger at bruge sin nyvundne verdensberømthed til at skabe opmærksomhed om sin faglige identitet, men alle forsøg på seriøsitet forsvinder i celebrity-kultur. Og så begynder det at galt.

Drømmekarakteren får sit eget liv, begynder at opføre sig mindre passivt, tiltagende ubehageligt. Og så begynder flokken, der før løftede Paul Matthews til tinderne, at vende sig mod ham.

Nicolas Cage mener, at rollen var som skrevet til ham:

»Selv om det jo egentlig lyder vanvittigt, mener jeg, at jeg har de rette livserfaringer for at kunne give rollen autenticitet. Jeg tror ikke, at hele verden drømmer om mig, men jeg ved, at der i en periode var mennesker i hele verden, der lavede memes med mig. Jeg føler, at den oplevelse af at gå viral på internettet, den erfaring passer godt til Paul Matthews’ drømmeerfaring«, siger han.

Groft memeficeret

Nicolas Cage var en af de første i verden til at blive groft memeficeret. Klip fra film som ’Vampire’s Kiss’ (da. ’Hvem har taget mine tænder?’), ’The Wicker Man’ og ’National Treasure’ gik internettet rundt med tekst, der ofte handlede om, at noget var for meget.

Den gængse historie om Nicolas Cage er, at han var en mand, der havde det hele og pissede det væk. Han vandt en Oscar for sin rolle som dødsdreven fulderik i ’Leaving Las Vegas’ i 1996, hvorefter han på rekordtid mistede sine penge og vekslede sit talent til hurtigt, dårligt overspil i alt for mange film med urealistiske plotlines.

I dag har Nicolas Cages ansigt fået sit eget liv, på internettet og på pudevår, hvor det ikke dyrkes for Cages talent, men som en ironisk kommentar og et eksempel på, når man er for meget.

Hvad var din oprindelige reaktion på at blive et meme?

»Jeg var overvældet af det, jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Der var ikke rigtigt nogen fortilfælde, intet, der kunne forberede mig på det. Det var meget frustrerende«.

Det virker til, at du før det kontrolleret forsøgte at danne en offentlig persona ...

»Jeg forsøgte helt fra begyndelsen at skabe en aura eller mythos, om man vil, der ville placere mig i folks bevidsthed«.

Der så ramte ind i internettets ukontrollable natur ...

»Det er en god pointe, at der er sket et kontroltab. Da internettet blev opfundet, blev den identitet, jeg havde skabt, taget som gidsel, kapret«.

»Det var ikke det, jeg drømte om, da jeg besluttede mig for at blive skuespiller. Da jeg gik i biografen for at se James Dean som ung, for mere end 45 år siden, drømte jeg om at være mystisk som ham og fortælle historier på det store lærred. Jeg havde ikke den fjerneste idé om at få et online-liv som meme«.

Hvordan har du det med det nu?

»Det nytter ikke noget at græde over spildt mælk. Det skete! Jeg var dybt chokeret, men har efterfølgende formået at slutte fred med det. Det krævede tilvænning«.

»Jeg forsøger at fortælle mig selv, at det på et eller andet niveau har bidraget med noget. At folk har fået en form for forløsning, og at det måske endda har fået dem til at se nogle film – og at det på et eller andet niveau måske også har holdt mig inde i den kollektive samtale. Jeg har forsøgt at genvinde lidt kontrol ved at spille med og lave ’The Unbearable Weight of Massive Talent’ (2022), som jeg tænker er en slags medspillende kommentar«, siger han.

For meget?

I ’The Unbearable Weight of Massive Talent’ tager Nicolas Cage livtag med alle fordommene om ham. Både de gode og de dårlige. Om ham som privatperson og skuespiller. Den og en selvironisk Netflix-serie, ’History of Swear Words’ (2021), hvor Cage er entusiastisk guide i bandeordenes historie, har været med til at punktere spot og spe på internettet og fået de positive vinkler til igen at dominere.

Men som Lars Knudsen skriver i sin bog om Cage, ’Too Great for the Eye of Man’, så har vittighederne om Cage altid været blinde for deres egen dybde: »De mange ironiske fremstillinger af Nicolas Cage og hans ekspressive mimik overser, at de netop udstiller det særlige ved Nicolas Cage, hans andethed«.

Nicolas Cage er kendt for at være for meget, fordi han også er for meget på en bevidst og utrolig fed måde. Han har leget med sit massive talent og forsøgt at bryde med den dominerende stil i moderne vestlig filmkunst: De realistiske historier med deres naturalistiske skuespilstil.

»Hvorfor er det kun malere, der kan lave surrealisme?«, spørger han retorisk, for hans ønske var ikke at gengive virkeligheden, men at udvide vores virkelighedsopfattelse.

»Jeg har danset på kanten af, hvad der bliver betragtet som acceptabelt. I filmverdenen har dét længe kun været en gentagelse af 1970’ernes naturalisme. Jeg ville gerne, at vi tillod skuespillet at eksperimentere lige så meget med stilarterne som andre kunstarter. Tænk på James Joyces ’Finnegan’s Wake’, der er en surrealistisk sammenstilling af ord. Eller tænk på Edward Munchs ’Skriget’ eller Goyas ’Saturn æder sine børn’! Eller på ’A Day in the Life’ af The Beatles, der er en psykedelisk erfaring. Det ville jeg for filmskuespillet«.

Han gik tidligt i gang med sit projekt: Fra ’Peggy Sue Got Married’, ’Raising Arizona’ og ’Moonstruck’ (da. ’Lunefulde måne’) viste han kimen til, hvad han ville, og i ’Vampire’s Kiss’ – den film, de mest berømte memes kommer fra – gik han hele vejen. Tysk ekspressionisme, tegnefilm og japansk kabuki-teater var blot nogle af de mange inspirationer, han foretrak frem for den method acting, vi alt for ofte ser som den eneste rigtige.

»Jeg fandt med tiden ud af, at det godt kunne lade sig gøre, hvis man gør det i genrefilmene, gysere og science fiction, eller man spiller en karakter, der bliver sindssyg som i ’Vampire’s Kiss’ eller er på stoffer som ’Bad Lieutenant’«.

Det er nok derfor, man kunne give en oscarstatuette for den døddrukne Ben Sanderson i ’Leaving Las Vegas’.

Cages spillestil fandt et rum i det drama, som almindelige biografgængere kunne genkende. En mulighed for den genkendelige realisme, som Cage ikke giver i en eksperimenterende genrefilm som ’Mandy’ (2018), der så til gengæld prises på genrefilmfestivaler som Sitges.

Selv hans rolle som Saylor Ripley i David Lynchs ’Wild at Heart’ forstyrrer nogle, dog ikke ved filmfestivalen i Cannes, der gav Lynchs film Guldpalmen i 1990.

Selv har han givet sin spillestil betegnelsen Nouveau Shamanism.

»Jeg tror på skuespilleren som en slags medicinmand«, forklarer Cage og henviser til akademikeren Brian Bates, der skriver om anglosaksisk shamanisme i sin bog ’The Way of Wyrd’.

»I førkristen tid fungerede shamanen som en skuespiller i landsbyen, der formåede at gennemspille samfundets problemer og via performance bød på en løsning. Det er ikke ulig, hvad en skuespiller gør i dag. Min fremstilling af alkoholikeren Ben Sanderson i ’Leaving Las Vegas’ kunne give trøst eller en form for vejledning til alkoholikere, der sloges med de samme problemer. Eller bare gøre, at de følte sig mindre ensomme«.

Men der er sket noget nyt, indvender jeg over for Nicolas Cage.

Det virker til, at du i dine film de seneste år, fra ’Joe’, men særligt med ’Pig’ og nu ’Dream Scenario’, igen afsøger nye veje; kan du fortælle, om jeg ser rigtigt – og måske beskrive det selv?

»Først og fremmest: Tak for at lægge mærke til det. Jeg forsøger nu i højere grad at finde roller, der er personlige. Min sørgende kok Robin i ’Pig’ trækker på min egen sorg over min fars sygdom og død. Og inspirationen til Paul Matthews i ’Dream Scenario’ trækker på min egen erfaring med at blive memeficeret«.

»Lige nu stræber jeg efter, hvordan jeg kan forbinde til et dybere, personligt udtryk, lidt ligesom Johnny Cash gjorde i sine sange. Jeg forsøger at skrælle lag af og stå med et så nøgent udtryk som muligt. Og jeg håber, det skaber et stærkt og nært bånd til publikum, der mærker den integritet og ærlighed«.

Det betyder jo ikke, at vi er endt i rolig naturalisme og realistiske historier. ’Dream Scenario’ er trods alt en historie om en mand, der pludselig optræder i andre drømme verden rundt.

»Den oplevelse, som Paul Matthews har – og som jeg havde – er måske speciel, men ideen er nok ikke så fremmed for publikum længere, som da jeg oplevede det. Nu, hvor der er kameraer overalt. Jeg kunne tage et billede af en person, der opfører sig underligt på Las Vegas Boulevard, og lægge det på TikTok, og så ville den person pludselig blive berømt. Alle kan nu potentielt rammes af noget, der ligner det, som Paul Matthews udsættes for«.

Jeg skal til at spørge, hvilke genstande jeg kan sy ind min jakke, der kan beskytte mig fra, at det sker for mig – og hvilke genstande på kontoret i Los Angeles der skal følge ham ned i pyramiden i New Orleans, men med ét er interviewet ovre.

Nicolas Cage skal videre. Han skal være intenst til stede et andet sted.

Måske er der et lille barn, der kalder på sin far? Måske er der deadline for et samlerobjekt på en onlineauktion? Måske skal en tohovedet slange fodres? Realistisk set er det nok noget mere normalt, kedeligt, men hvem bryder sig om realisme, når man lige har talt med Nicolas Cage?

At se ham på Zoom var som at tale med en blanding af et globalt meme og en varm hvirvelvind.

Nu er han væk, og kun mit eget ansigt ses på skærmen.

Det er mørk nat en ellers kedelig hverdag i København. Hele ejendommen snorker i tryg realisme. Jeg bryder den, da jeg råber:

»Nicolas Caaaaaaaaaaaaaaaaage«.