Billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg har noget, som talløse kunstnere bør misunde hende: nemlig sin egen helt umiskendelige stil. Selv på afstand – og i løbet af bare ét øjeblik – kan man se, når et billede er malet, tegnet eller kort sagt følt af hende.
På grund af det, som billedet indeholder, kan det umuligt være lavet af andre, og hvis det rent faktisk skulle være det, altså lavet af andre end denne kunstner selv, så er der i hvert fald tale om et plagiat. Omtrent sådan har det været, siden Kathrine Ærtebjerg debuterede.
Med disse ord er ikke sagt, at hun bare gentager en personlig billedformel. Genkendeligheden skyldes ikke bestemte motivers gentagelse. Men noget går igen. Eller det går videre, som et kompleks af følelser, fra et billede til det næste, fra et maleri til en akvarel – eller omvendt. Eller måske er det en erfaring, der vokser.
Man kan kalde disse gengangere for de ærtebjergske kontraster, og de er heller ikke fraværende på hendes seneste separatudstilling hos Mikael Andersen. Men man skal holde øje med dem. For umiddelbart ser hele udstillingen så indbydende ud. Og så er der musikken!
