Det er et af de hidtil lykkeligste øjeblikke, jeg har haft som kunstanmelder: måbende og nedefra at bevidne Marcel Duchamps pissekumme; pissekummen hænger fra loftet i to tynde wirer. I Frankfurt.
Og så dér at tænke: Hvad hvis wiren knækker? Død ved pissekumme! Død ved Duchamp! Splintret hvidt porcelæn mod stengulv. Blodet fra det åbne hul i mit hoved. Ikke den værste udgang, jeg kan forestille mig ...
Kummen hænger som et rumskib suspenderet i tid og frigjort ganske betragteligt fra sin ikonstatus i kunsthistorien: Opfundet i 1917, hvor Duchamp vendte den hvide pissekumme på hovedet, kaldte den ’Fontæne’, underskrev den R. Mutt, ville udstille den på en ellers ucensureret udstilling i New York arrangeret af Society of Independent Artists. Værket blev trods princippet om ingen censur vraget. God historie i sig selv.
Udstillingen på Museum für Moderne Kunst – MMK i Frankfurt begynder sådan. Det er den mest omfattende udstilling med en af det 20. århundredes mest mystiske og uomgængelige kunstnere i over 20 år. Med værker fra hele hans liv, så tidligt som 1902, hvor kunstneren var 15 år gammel, til hans død i 1968.
