Interview
Man skal vist nærmest have boet under en sten af en vis størrelse for ikke at have hørt Ida Laurbergs stemme de seneste år. Enten på Tobias Rahims ’Stimulanser’. På Andreas Odbjerg-duetten ’Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’. Eller som solist i egen ret på hittet ’Terrier’. Sange der tilsammen har over 30 millioner streams på Spotify.
På vej mod stjernerne
Bag de høje tal og den store stemme står en 24-årig kvinde, der hele livet har døjet med social angst, og som skulle helt op i begyndelsen af 20’erne, før hun fik den adhd-diagnose, der giver så god mening for Ida Laurberg i dag.
For ja, det er en lidelse. Men for hende er det også en superkraft.
Politikens skribent Pernille Jensen og fotograf Benjamin Krog har gennem de seneste måneder fulgt og talt med Ida Laurberg og tegner her et portræt af sangeren, der netop har sendt sit debutalbum ud.
Vil du høre Pernille Jensen læse sit interview op? Så brug denne player:
Intro
»Jeg har det lidt stramt hen over brystet lige nu«
Ida Laurberg ser presset ud.
Hun sidder i en sofa i et backstagerum på spillestedet Train i Aarhus og holder håndfladerne hen over overkroppen.
»Jeg har det lidt stramt hen over brystet lige nu. Og det er ikke kun på grund af min top«.
Det er en af de dage, hvor byen ligger bundkold og snedækket udenfor, og man skal lede længe efter varmen, når man først har tabt den.
Det har man også skullet med Ida Laurberg hele eftermiddagen.
Og det føles bevidst. Lidt som om hun har gemt sig. Ikke for sit band, sin tourmanager eller sin booker. Men for os, der kommer udefra. Fotografen og jeg, der som to utrolig store fluer på væggen i backstagelokalet skal forestille at følge Ida Laurberg før koncerten i Aarhus.
Om en times tid skal hun optræde foran 250 mennesker. Med en stak nye sange, hvoraf publikum kun kender en lille håndfuld. Det er op ad bakke.
Før koncerten på Train spørger bassist Maja Pyndt hvor lang tid, Ida Laurberg skal bruge på at gøre sig klar. »80 timer«, lyder det tørt fra Laurberg.
»Jeg ville lidt ønske, at jeg var Clara lige nu«, siger Ida Laurberg med et forsigtigt smil om sin jævnaldrende kollega Saint Clara.
»Bare gå ud og lave et magisk popstjernedanseshow, hvor jeg ejer det hele. Hvordan kommer man ud over scenekanten, når man er indadvendt?«.
Efter at have ventet på Ida Laurberg hele eftermiddagen må jeg bare sige: Kender følelsen.
For hvordan følger man en popsanger, som har papir på sin sociale angst? Som elsker at synge, men stadig har det lidt akavet på en scene? Som egentlig gerne vil, men som har svært ved at finde ud af, hvad det lige er, man siger til fremmede?
Man gør, som når man spiser en elefant. Lidt ad gangen. Stik modsat de seneste år i Ida Laurbergs liv, hvor alting er sket på samme tid.
Privat såvel som professionelt, hvor hun – efter at have brugt et helt teenageliv på at tro, hun skulle synge på engelsk – er skiftet over til skrive sange på dansk. Og med singlerne ’Terrier’ og Andreas Odbjerg-duetten ’Jeg kan rigtig godt li’ dig’, der var to af de mest streamede sange herhjemme sidste år, har fået det brede gennembrud, hun aldrig rigtig fik med sin engelsksprogede musik.
Til sommer skal hun spille på Orange Scene, Roskilde Festivals ikoniske vartegn. Ikke som en del af opvarmningsdagene. Eller som åbningsnavn. Hun skal spille Orange som den nyslåede popstjerne, hun er.
22. marts udkom Ida Laurbergs længe ventede debutalbum. Det bærer titlen ’Bænkevarmer’. For som hun synger på titelnummeret, passer det hende fint at indtage rollen som observatør: »Jeg er en bænkevarmer, jeg ved at bænken har mig/ Og jeg har selv valgt til at sidde lidt her, det føles godt at være inviteret«.
Det er et lille brag af et album fra en debutant, som i sine sange både konfronterer sit knuste hjerte og sin mentale sundhed.
For bare et år siden blev Ida Laurberg diagnosticeret med adhd, hvilket på mange måder var en befrielse. For siden barndommen har hun følt sig anderledes skruet sammen oveni.
Men det her er ingen sob story, som hun siger. For Ida Laurberg er hendes adhd både en lidelse og en superkraft på samme tid.
Kapitel 1/5
»Når jeg siger, at jeg hader Helsinge, mener jeg nok mest den skole, jeg gik på«
Tror du, man kan hælde kogende vand i det her?«.
Ida Laurberg står i sit køkken i sin 2-værelses lejlighed på Frederiksberg.
Der er gået et par uger gået siden koncerten på Train, og nej, det spinkle lyserøde drikkeglas ligner ikke noget, der skal bede om en skoldning.
Hun vasker husstandens eneste kop af, så jeg kan få min pulverkaffe i den, mens hun forgæves forsøger at placere sin barndomsby, Helsinge, på mit indre danmarkskort. Det er noget med Nordsjælland, men ikke den fancy del.
Det var her, Ida Laurberg voksede op med sin familie. Men det er også en by, hun har det blandet med i dag.
»Da jeg spillede på Musik i Lejet sidste sommer, kom jeg til at sige fra scenen, at Helsinge var lidt en lorteby. Foran rigtig mange, som jo er fra Helsinge. Men hvis man har det nice med at bo der, er det jo ikke en dårlig by. Det var bare dårligt for mig, for jeg passede ikke ind«, siger hun.
»Når jeg siger, at jeg hader Helsinge, mener jeg nok mest den skole, jeg gik på. En kristen privatskole, hvor det ikke var det smarteste at være en pige med udiagnosticeret adhd«.
Vi har ikke talt mere end et par minutter, da hun smider en bombe ned i samtalen og siger, at hun som 13-14-årig havde en »nøgenbilledskandale«.
»Snapchat var lige kommet ud, og det var jo basically en børnepornoportal. Jeg tror egentlig, at jeg var ret udadvendt og havde det ret nice med en masse venner og sådan noget. Pludselig begyndte man at forstå, at alle havde set én nøgen, inden man overhovedet var færdig med at udvikle sig ...«.
Hun kigger på mig, der kigger på hende.
»Bare trauma dump lige fra starten, værsgo!«, griner hun.
»Men det skete for alle på det tidspunkt. Der var sådan en hel Dropbox-mappe (en fil med private billeder delt uden samtykke, red.) med hundredvis af billeder af piger fra hele Gribskov. Den var jeg heldigvis ikke i. Men det var bare helt normalt. Det var hverdag, at den slags blev delt. Men på det tidspunkt havde jeg det sådan: Jeg skal aldrig snakke med nogen igen«.
I det hele taget havde hun det svært i skolen. Hun blev mobbet og havde en konstant følelse af ikke at passe ind.
I 4. klasse kom hendes mor og far hjem fra et forældremøde, hvor Ida selv havde været på dagsordenen. Hun var for dominerende i legene, lød det. Hun blev hurtigt sur eller aggressiv, og de andre børn blev bange for hende.
Hun husker det som et »kæmpe nederlag«.
»Jeg var jo et barn, der fik at vide, at det ikke bare var de andre børn, der syntes, jeg var wack. Det var også de voksne og de andre børns forældre. Det bliver man jo mærkelig af oven i hovedet. Jeg fattede ikke, hvorfor jeg ikke virkede, som alle de andre gjorde«.
Kapitel 2/5
»Det mest grænseoverskridende«
Ida Laurberg har altid sunget. Både til konfirmationer og indimellem også sammen med andre.
Men det fungerede bedst for hende bare at synge inden for hjemmets fire trygge vægge, hvor hun kunne øve sig i fred. For den konstante følelse af at være forkert på den som barn har gjort hende enormt sensitiv over for kritik.
»Jeg har ligesom været vant til, at hvis nogen har et issue med dig, så bliver livet noget lort«, som hun siger.
Derfor var det også »det mest grænseoverskridende«, hun kunne forestille sig, da hun som teenager deltog i Musikstarter, en musikcamp for unge i efterårsferien. Her skulle hun møde andre unge, overnatte og spille musik sammen.
Det var »noieren«, som hun siger. Men det blev her, hun skrev sin første sang. Og fik ros for den. En helt ny følelse for et menneske, der ellers havde lært af livet, at det var bedst, hvis hun holdt sine følelser for sig selv.
Men noget ændrede sig efter Musikstarter. Og kort tid efter lagde Ida Laurberg ’Puppy Dog Eyes’ på YouTube.
En sang, der beskriver en ulykkelig kærlighed med en ret fremme-i-skoene-modenhed, både i den 15-årige Ida Laurbergs stemme og i et rim, der umærkeligt gled fra det barnlige over i noget væsentligt mere voksent på omkvædet: »I just love your puppy dog eyes, put your hands on my inner thighs/ You won’t love my puppy dog eyes, no, you just wanna be between my thighs«.
Ida Laurberg krymper sig lidt, når vi taler om sangen i dag. Som de fleste nok ville gøre over noget, man skrev i et inderligt øjeblik som 15-årig.
Hun har det underligt over, at folk i dag taler om ’Puppy Dog Eyes’ som hendes debutsingle. Men sangen har via især sociale medier fået sit eget liv.
Og 18,5 millioner streams på Spotify.
Kapitel 3/5
»Hvor langt ude er det ikke, at jeg skal tage amfetamin hver morgen?«
Selv om Ida Laurberg som 15-årig var en teenager i Helsinge med et kæmpehit i baglommen, havde hun det stadig svært.
Allerede i 3. klasse var hun til børnepsykolog med sine forældre, fordi hun havde svært ved at få vejret. Som teenager gik hun til læge og sagde, at hun havde det »fucking mærkeligt«.
Men lægerne kunne ikke bestemme sig.
Det var først, da hun som 23-årig havde en mistanke om, at hun havde autisme, fordi hun havde det så svært socialt, at Ida Laurberg af sin psykiater blev præsenteret for adhd-diagnosen. Tilmed en »galopperende« en af slagsen.
Det var en lettelse, men også tungt. Fordi adhd jo ligesom bare er der hele tiden.
»Det er bare en lille sygdom, ja. Men den sidder lige der, hvor alt bliver styret fra«, siger Ida Laurberg og peger på sin pande.
Hun er med egne ord »et velmedicineret sted« nu. Alligevel fylder det meget.
»Jeg bliver hurtigt stresset, hurtigt udbrændt. På en uge, hvor jeg skal lave noget hver dag, kan det godt være, at jeg kan passe mit arbejde. Men der er én ting, der så ikke bliver holdt ved lige, og det er som regel mit hjem«, siger hun og nikker over mod et overfyldt tørrestativ.
»Så er jeg nødt til at købe Wolt i en uge, fordi jeg ikke har overskud til at købe ind eller lave mad. Og så tænker folk måske: Ja, du kunne jo godt, hvis du ville. Ja, men ... nej. Jeg kan ikke aktivere min hjerne til det, heller ikke selv om jeg tager min medicin hver dag«, siger hun.
»Altså ... Hvor langt ude er det ikke, at jeg skal tage amfetamin hver morgen for at kunne tage opvasken og børste tænder?«, siger hun med henvisning til den adhd-medicin, hun og mange andre tager, som indeholder amfetamin.
Mange tror, at adhd er en lidelse, hvor man ikke kan koncentrere sig. Men det er i virkeligheden bare, at man ikke kan koncentrere sig om ting, man synes er ligegyldige, forklarer Ida Laurberg.
»For mig kan det nærmest være en superkraft, for det betyder, at jeg kan hyperfokusere på musik. Jeg kan sidde ved et klaver i noget, der føles som fem minutter, og pludselig er der gået tre timer«.
Adhd’en hjælper hende også i studiet, hvor hun kan høre ting, andre ikke altid fanger.
Ud over sit eget debutalbum har hun også lånt sine ’hundeører’ ud til miksningen af Andreas Odbjergs seneste album, ’Un Hommage’.
Kapitel 4/5
»Ida kan kanalisere en følelse helt rent«
Oppe under himlen på Islands Brygge i København ligger fødegangen for en lang række danske hits de senere år.
På øverste etage i en undseeligt udseende bygning har Medina lavet nogle af sine største sange. Ligesom både Tobias Rahim og Andreas Odbjerg har lavet det meste af deres musik, inklusive kæmpehittet ’Stor mand’.
Det er også her, Ida Laurbergs debutalbum, ’Bænkevarmer’, er blevet til i parløb med producerduoen Pitchshifters bestående af Mads Møller og Thor Nørgaard.
Blandt stendøde potteplanter, guld- og platinplader samt utallige musikinstrumenter står hun en mandag eftermiddag sidst i januar og indspiller vokalspor til det debutalbum, der stadig bare er en stak filer på en computer.
»Jeg er 43, Ida er 23, og Andreas og hans hold er i 30’erne«, siger producer Thor Nørgaard. »Men når vi er i studiet, sammen fylder alder ingenting. Det gør den først, når vi kommer ud på gaden igen, og jeg tænker, wow, Ida, har du virkelig aldrig hørt ’Farmor skal ha’ bajer’ (med Lille Palle, red.) før!?«
»Jeg har lavet en liste«, synger Ida Laurberg igen og igen over et synthpoppet beat tilsat glimtvise sorte skyer af kras guitar, mens tekstens ord falder som små giftiggrønne syreprojektiler fra parforholdets skyttegravskrig.
Melodien springer rundt, men selv de høje toner rammer hun med en nærmest perlende lethed. Hun får det til at lyde meget nemt at synge rent.
»Ida er en af de bedste sangere, jeg har arbejdet med«, siger Thor Nørgaard, som om han læser mine tanker.
»Hun kan kanalisere en følelse helt rent«.
Han skøjter rundt på tastatur og tangenter og kommer med opmuntrende tilråb, mens han begejstret fortæller, hvordan singlerne ’Terrier’, ’Mellem mor og far’ og Odbjerg-duetten ’Jeg kan rigtig godt li’ dig’ alle blev skrevet på én dag.
»Det har jeg aldrig prøvet før med andre kunstnere. Men så er det jo nemt at lave musik«, siger Thor Nørgaard, der sammen med sin faste makker, Mads Møller, kom ind i billedet, da Ida Laurbergs pladeselskab fik hende overtalt til, at hun skulle prøve at skrive på dansk.
Det skulle hun ellers ikke bede om.
»Alle kan huske, hvordan du kom her ind i studiet første gang med armene over kors og sagde: »Jeg hader at synge på dansk!««, griner Thor Nørgaard.
Ida Laurberg er dumpet ned i sofaen. Hun vrider sig lidt.
»Det er bare 2.000 gange sjovere at lave sange på dansk«, siger Thor Nørgaard, inden han foreslår, om der måske skulle være en andenstemme her.
En positiv stemning ligger som en lun dyne over studiet.
»Der er virkelig lidt ego i det lokale«, som Ida Laurberg senere beskriver det.
Og det var en gave til al den usikkerhed, hun havde med sig i bagagen.
Hun har før haft det svært i en popindustri fuld af sangskrivningssessions med skiftende producere. Men noget ændrede sig, da hun tog elevatoren op til 5. sal på hitfabrikken på Islands Brygge for første gang og skrev ’Terrier’ på en dag.
Det kunne faktisk være sjovt at skrive musik.
Kapitel 5/5
»Jeg elsker mælkesnitter, jeg elsker dronningemandler. Engang spiste jeg en rå broccoli«
På Frederiksberg ligger der lyserøde dronningemandler på Ida Laurbergs spisebord. Og en sampak med Kinders mælkesnitter. Der kunne i teorien også have ligget en stok broccoli.
Det kræver en forklaring, som tager sin begyndelse i et fotostudie i Københavns Nordvestkvarter, hvor Ida Laurberg over nogle dage i februar laver pressebilleder, video og andet content, som man siger, til debutalbummet. Under frokosten, en skønsom blanding af pizza og pasta, falder snakken på snacks.
»Min mad skal handle om stimuli og konsistens«, lyder det fra Laurberg, mens hun arbejder sig igennem en skudefuld spaghetti bolognese.
»Jeg elsker mælkesnitter, jeg elsker dronningemandler. Engang spiste jeg en rå broccoli, fordi det var en udfordring. Har jeg en diagnose«, spørger hun retorisk ud i rummet med en skoggerlatter.
På coveret til debutalbummet bor Ida Laurberg i dette blåmalede legehus, der blev opført i et studie i Københavns nordvestkvarter, hvor hun lavede musikvideoer, pressebilleder og anden content, som man siger.
Hjemme i køkkenet forklarer hun, hvordan hun har brug for snacks for at holde sin opmærksomhed i snor.
»Det er jo ikke den fedeste snack, sådan en rå broccoli. Men det er en underholdende snack«, siger hun og fortæller med stor indlevelse, hvordan man skal knække kålhovedets små grønne træer af et efter et og til sidst skrælle stilken, som jo »faktisk også smager meget godt«.
Hvad er så det gode ved dronningemandler?
»De er også smarte, for de har jo tre lag. Og så kan man udfordre sig selv, for det er faktisk ret svært. Det handler om at nå ind til mandlen, som skal være intakt. Først piller man sukkerlaget af. Så suger man den ren for chokolade. Og så, når man kommer ind til selve mandlen, hvis man er så heldig, og så dygtig, gælder det om at få den knækket over på midten«.
Hun holder en lille kunstpause.
»Nice«.
Ida Laurberg kan få sin systematiske tilintetgørelse af grøntsager og mormorslik til at lyde som et computerspil, man får lyst til at spille.
Men det er også en måde at holde en hektisk hjerne i skak på.
En livslang opgave, hvor musikken både hjælper og lindrer. Men for Ida Laurberg har det at synge altid været en enormt privat ting. For hende hænger musikken sammen med de inderste følelser, og dem har hun i sit sociale liv haft mest held med at holde for sig selv.
For hvem har lyst til at synge højt i en verden, der synes, man er irriterende at høre på?
Outro
Født med store muskler
Svaret ender med at give sig selv den januaraften på Train i Aarhus.
Musikalsk er hun som en lidt introvert bonuslillesøster til Andreas Odbjergs 80’er-poppede tilbøjeligheder. Med humor, karisma og det ekstra gear, Ida Laurbergs stemme, som på en måde slet ikke passer til hendes lille krop, der vitterlig kun er (lidt over) 1,60 lang, som hun synger på hittet ’Terrier’.
Det er en stemme, der er født med store muskler. En stemme, der er som en glasklar Sissel Kyrkjebø-katedral af storhed, når den virkelig folder sig ud.
Store muskler, ja. Men ikke den slags, der buler ud under trøjen hele tiden. På scenen i Aarhus går Ida Laurberg kun sjældent i fuldt register.
Ida Laurberg med sit band på scenen på Train i Aarhus. Aftenens sidste sang er »den med hunden«, som Ida Laurberg selv kalder sit dansksprogede gennembrud, ’Terrier’.
Til gengæld er man ikke i tvivl, når det sker. Det er en af de stemmer, der ville kunne knuse glas i en tegnefilm, hvis den ikke ramte rent. Men det gør den.
Vist er det ikke let at spille en koncert, hvor publikum kun kender tre-fire af sangene på forhånd. Men som Soundvenue skrev i sin anmeldelse: »Det er kun et spørgsmål om tid, før Danmark kan synge med på dem alle sammen«.
Efter læserhenvendelser vedrørende definitionen af ADHD har vi ændret ordet ’sygdom’ til ’lidelse’, hvor Politiken skriver det. ADHD betegnes som en neuropsykiatrisk lidelse af ADHD-foreningen og en psykisk lidelse af Sundhedsstyrelsen.
Blå bog
Ida Laurberg
- Dansk sanger. 24 år. Født og opvokset i Helsinge i Nordsjælland.
- Udgav sin første single, ’Puppy Dog Eyes’ i 2016. Har siden udgivet en række singler på engelsk samt ep’en ’Phase Five’ i 2020. I 2021 sang hun med Tobias Rahim på ’Stimulanser’.
- Udkom i 2022 med den dansksprogede single ’Terrier’, som i 2023 blev fulgt op af Andreas Odbjerg-duetten ’Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’. Sange der har henholdsvis 11 og 14 millioner afspilninger på Spotify.
- Aktuel med debutalbummet ’Bænkevarmer’, som fik fem hjerter her i avisen.
Redaktion
Tekst og speak: Pernille Jensen
Foto: Benjamin Krog
Tekstredigering: Mette Olsen
Korrektur: Per Lykke
I redaktionen: Tommy Grøn og Simon Lund
Områderedaktør, digital tilrettelæggelse og lydproducer: Anders Godthjælp Nielsen
Bagefter koncerten på Train blev der krammet backstage. Næste dag gik turen til Aalborg.